"Vi kristne lever som på en ø"

En deltager på Cross Cultural Training-kurset sagde, at de havde begået en stor fejl ved kun at bede for deres missionærer. Kurset lærte hende, at missionærer også skal forberedes.

I Vestetiopien ligger området Kaffa, som siges at være oprindelsesstedet til navnet på den sorte drik, kaffe, som drikkes over hele verden.

Historien fortæller, at det var Kaldi, en hyrdedreng, som opdagede at hans geder blev så friske af at spise frø fra en bestemt busk. Kaldi prøvede dem selv og fik samme energi, som han så hos gederne. Dermed tog han nogle kviste med hjem, og herefter har jeg hørt to versioner:

1) Den ene siger, at han gav det til sin mor, som kogte kaffe på bønnerne, og da en forbirejsende arabisk handelsmand kom forbi, duftede han den dejlige aroma, smagte drikken og tog både kaffen og en af gederne med sig til Arabien.

2) Den anden version siger, at hyrden (altså en lidt ældre fyr end hyrdedrengen) gav nogle kviste til sin kone, som foreslog, at han skulle tage dem med til den lokale religiøse leder. Det gjorde han, men monken, som hørte historien, blev vred, kaldte kaffen «djævelens værk» og smed kvistene i ilden, hvormed en aldeles uimodståelig duft spredte sig fra bålet ... Dermed var det afgjort, og i dag er Etiopien den femtestørste kaffeproducent i verden.

De rørte de urørlige

Ikke underligt at folket i Jimma, Kaffas hovedstad, er stolte af deres kaffe! I slutningen af februar tog Mulugetta Demissie og jeg af sted dertil for at holde kursus for evangelister, det såkaldte Cross Cultural Training, som er et af «produkterne» på Mekane Yesus-kirkens sprogskole, MY-LINC. Og kaffe var der meget af! Men også gode diskussioner om arbejdet mellem de 11 forskellige folkegrupper, som bor i området. Fire af disse er såkaldte «marginaliserede», og flere af de 30 evangelister følte sig spændt ud imellem den gamle kultur, som siger, at man ikke engang må røre nogen af disse mennesker, og ønsket om at dele Guds kærlighed med dem.

Vi hørte, hvordan en af de første evangelister havde brudt med traditionen og var begyndt at besøge de «urørlige». Han omfavnede dem, besøgte dem i deres hjem, og de andre kristne så, at der ikke skete noget med ham. Derefter begyndte de at gøre det samme, og ikke længe efter blev nogen af disse mennesker kristne.

En anden evangelisk kirke havde længe haft en separat kirkegård for de marginaliserede, men efter forbillede af de Mekane Yesus-kristne blev murene brudt ned, og flere begyndte derefter at komme i kirke.

Evangeliet på sit hjertesprog

Alligevel skete det, som, vi ser, er sket så mange steder i Etiopien – menigheden, som blev etableret, brugte et andet sprog, end det som folket i området snakkede, et af de større sprog i landet. Endnu en gang blev budskabet, som blev sendt til disse mennesker, at deres sprog ikke var vigtigt nok. I løbet af CCT-kurset så vi det igen, som vi har set flere gange: at kursusdeltagerne virkelig går i sig selv og angrer, at de ikke har taget opgaven på sig at lære det lokale sprog, når først de ser vigtigheden af, at mennesker hører om Kristus på deres eget hjertesprog.

”Vi kristne lever som på en ø”

Det samme skete to uger senere i Dessie, cirka 500 km nord for Addis – faktisk i Mehret Abs fødeby, hvilket var en ekstra bonus! Som til Jimma tog vi fly derop, da det er en lang og sej køretur, og vejene har ikke været helt trygge de sidste måneder. Jeg sad i flyveren og så ned på nogle utrolige bjergformationer med hårde plateauer, hvor der lå byer spredt. Nogle huse lå helt yderst på kanten af nogle dybe kløfter, og det slog mig, at her kræver det både god kondition, et stærkt hjerte og tålmodighed for at arbejde som lokal missionær.

Igen var det evangelister og lokale missionærer, som var inviteret, men også folk fra synodekontoret deltog, tilsammen 30 personer. Flere var sendt af en menighed et andet sted i landet mod nord, og den nyeste af dem havde kun haft sin stilling i en måned. En af deltagerne havde været missionær i Afar-området i øst i 10 år, men havde aldrig lært sig Afar-sproget.

Endnu en gang kunne vi se, hvordan undervisningen (som forresten tager udgangspunkt i Greg Thomsons forlæg; han som har udviklet The Growing Participator Approach) griber deltagerne dybt. De bliver opfordret til at vokse ind i kulturen ved at deltage i de folks liv, som de ønsker at nå. «Vi lever desværre, som om vi bor på en ø, vi kristne,» sagde én i pausen; en evangelist, som arbejder blandt ortodokse og muslimer i et område, som til og med har samme sprog som ham selv. «Ved ikke at se deres liv indefra; deres religiøse sprog; det, der er vigtigt for dem osv., så har vi skubbet dem fra os. Når nu de ortodokse faster i 55 dage før påske, kunne vi jo faktisk lade være med at slagte høns og får – ting, som bare fører til, at afstanden mellem os bliver større. I stedet forventer vi, at de skal blive ligesom os!»

Det er netop dette, vi ønsker skal være resultatet af CCT-kurserne; at deltagerne rejser hjem med en beslutsomhed om at nærme sig det folk, de lever iblandt – at turde afvige fra den sædvanlige levemåde; at være villige til at gå udenfor sin egen «komfort-zone», for at mennesker omkring dem skal opdage Guds kærlighed!

”Herefter må vi gøre det rigtigt”

Samtidig bliver jeg mægtig udfordret af disse «frontsoldater», som ofte lever under ekstremt enkle kår. Nogen lever steder, hvor der er vanskeligt at tage familien med sig, og dermed ser de kone og børn måske bare hver tredje eller fjerde måned. Hvor villig er jeg til at gøre det samme? Hvad er jeg i min hverdag villig til at ofre, skulle det blive nødvendigt, for at andre skal lære Jesus at kende?

Sidste dag tog hun, som er kvindesekretær ved synoden, ordet: «Herefter må vi love hinanden, at vi aldrig sender nogen missionærer ud, uden at de er udrustet til at lære sproget og den lokale kultur,» sagde hun og så udover forsamlingen. «Vi har begået en stor fejl ved kun at lægge hænderne på deres hovedet og bede for dem – noget som der i udgangspunktet ikke er noget galt med – og derefter sende dem ud, uden at de er ordentligt forberedt. Det er ikke sært, at nogen giver op! Nu ved vi, hvad vi skal gøre, og herefter må vi gøre det rigtigt!»

Det er netop dette, CCT ønsker at bidrage til, og vi kunne kun takke Gud for, at synodelederne tager dette ansvar så alvorligt. Bed for disse trofaste og hårdtarbejdende mennesker at de må holde modet oppe, og at Gud må beskytte og bevare dem på de lange, hårde vandringer og ned ad bjerge i området!

/Berit

Tags

Del denne side

Berit Østby og Mehret-Ab Bereke Beraki

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier