Når livet bliver sat i perspektiv

Dette blogindlæg handler om den del af opholdet i Etiopien, hvor man bliver tvunget til at forholde sig til verdens fattigdom. Det fører en masse tanker med sig, både selvkritiske og følelser af magtesløshed, men det udvikler også ens tankegang, og sætter livet i perspektiv på en udfordrende, men god, måde.  

Addis Ababa er en storby, og selvom det også er en forholdsvis rig, veludviklet og civiliseret storby, så er det desværre også en storby i verdens fattigste kontinent – og det kan ses på gadebilledet. Inde i centrum skal man ikke gå mange meter, før man møder en ny tigger eller en ny hjemløs, som ligger rullet sammen i en skraldepose for at sove. Tiggeren kan være en gammel kone eller en gammel mand, det kan være en handicappet eller en mor med 2 børn, eller det kan være en ung mand eller kvinde, som af en eller anden grund er endt på gaden som tigger. I starten snakkede Emma og jeg om, om der var nogle tiggere, der var hårdere følelsesmæssigt at møde end andre, men jeg måtte hurtigt erkende, at det var der ikke. De gør alle lige stort indtryk på mig. 
Som det måske kan høres, så er det ikke altid lige sjovt at færdes i, og det er fordi, at det ikke er sjovt at blive konfronteret med sammenligningen til ens eget liv, og samtidig blive konfronteret med, hvor utaknemmelig man nogle gange er for sit eget liv. Selvom det ikke er sjovt, så er det til gengæld enormt lærende og livsberigende på en konfronterende måde. Og det er netop derfor, at jeg har lyst til at dele nogle af de tanker, som det har givet mig, med jer.  

Erkendelsens øjeblik

Selvom jeg lige har beskrevet, hvordan det kan fylde rigtig meget, så er der alligevel mange tidspunkter, hvor man glemmer/fortrænger den forfærdelige realitet. Man kan blive helt opslugt af hvor skønt landet er, og hvor skønne mennesker og oplevelser, som vi får lov til at opleve. Det er egentlig også meget fint, at al fokus ikke bare er på det triste, men det er samtidig vigtigt at se realiteten i øjnene. Heldigvis sker dette også for mig, i hvad jeg kalder erkendelsesøjeblikke. Et eksempel på et erkendelsesøjeblik var en eftermiddag hvor jeg sad på Deboracentret (en center for tidligere prostituerede piger, som Emma og jeg besøger hver uge). Vi sad og grinede og hyggede med pigerne, og sad egentlig bare i en rundkreds af piger i samme aldersgruppe og havde det super sjovt. Jeg glemte fuldstændig, hvilken baggrund/opvækst disse glædes- og humørfyldte piger har, sammenlignet med Emma og jeg. Da vi sad i denne rundkreds, kiggede jeg dog pludselig rundt på pigerne, og så lige pludselig den opvækst for mig, som de har haft. Jeg blev ramt af, hvor uretfærdigt, urimeligt og grusomt det er at tænke på, hvad disse piger har måttet gå igennem, og hvor fantastisk det er, at de er blevet hjulpet til at finde glæden ved livet frem igen. Det gjorde dog også meget ondt at tænke på, hvis disse piger ikke var blevet hjulpet af Win Souls for God (en organisation, som Promissio samarbejder med, som hjælper gadebørn, og som bl.a. står for Deboracentret), og samtidig endnu mere ondt at tænke på de piger derude, som ikke er blevet fundet og hjulpet.   

Når man ikke kan redde hele verden

Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe alle de piger derude, som sælger dem selv for at overleve. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe alle gadebørn, hjemløse og tiggere til at få et liv, hvor de kan klare sig selv, og ikke behøvede at sove med skrald som dyne eller drikke vand fra et afløb. Faktum er bare, at det er en umulig opgave for en som mig, og det skaber en følelse af magtesløshed. Jeg kan ikke redde hele verden, selvom det er en følelse man ofte kan blive fyldt af, men det er praktisktalt umuligt. Spørgsmålet bliver så, hvad kan du og jeg gøre? Selvom vi måske ikke kan redde hele verden, hvad kan vi så redde? Jeg blev i denne sammenhæng meget inspireret af Mehret-Ab, som er en af de Promissio-ansatte hernede. Han er ansvarlig for Mekane Yesus seminariets bibliotek, hvor han vejleder og hjælper alle de teologistuderende. Han forklarede på et tidspunkt, at ved, at han hjælper de teologistuderende med at blive klogere og med finde det rigtige materiale, så de kan blive klogere og udvikle sig, så er han med til at sende en kompetent prædikant ud i de provinsområder, hvor befolkningen ikke kender Jesus. Med det som udgangspunkt, så brænder han rigtig meget for sit arbejde, og er generelt en meget inspirerende mand!

Hvad bruger jeg så dette til i forbindelse med mit ”du kan ikke redde hele verden, Emilie”-problem? Jo, jeg bruger det til at ændre mit perspektiv fra mega- til mirkoperspektiv, og erkende, at selvom jeg ikke kan redde hele verden, så kan jeg hjælpe en lille mikrodel af den, og det kan måske i sidste ende være med til at hjælpe en person, og derefter en gruppe, og herefter et samfund og til sidst en lille del af verden. Ved at sende penge af sted til en tigger med ordene ”God bless you”, og ved at undervise teologistuderende i engelsk på seminariet, ved at give pigerne på Debora en dejlig og sjov eftermiddag, og generelt ved at være en del af Promissio, som netop lever for at oplyse danskerne om det fantastiske land Etiopien, som dog stadig mangler nogle ressourcer, så er jeg en lille smule med til at hjælpe den verdenssituation, som jeg ser på gaderne i Addis.
Selvom det måske kan virke en lille smule som en naiv trøst til mig selv, så er det der holder mig oppe, og som hjælper mig til at tro på, at vi med tiden sammen nok skal få ændret livsvilkårene for disse mennesker, som fortjener så meget mere.

Taknemmelighed

Alle disse tanker og følelser som jeg oplever, når jeg står ansigt til ansigt med mennesker, som har helt andre livsvilkår end mig, gør en helt specifik ting ved mig. Det leder mig til en selverkendelse af, hvor taknemmelig jeg skal være for selv de ting, som jeg finder allermest basale i mit liv, som mad, en seng at sove i og en uddannelse. Hvor skal jeg bare være taknemmelig for den ofte utaknemmelige tryghed jeg har i, at der altid er mad på bordet, en seng at sove i og et hospital at gå hen til, når jeg er syg. Denne taknemmelighedsfølelse hænger for mig ofte sammen med den uretfærdighedsfølelse af, hvorfor jeg får lov at have det så godt, mens andre kæmper for overlevelse. Men det gør igen også bare, at jeg får sat mit eget liv i perspektiv. Jeg skal igen og igen mindes om, at være meget taknemmelig for de livsvilkår jeg har fået lov at vokse op i.   
Derudover giver det mig selvfølgelig også lyst til at ændre noget ved uretfærdigheden, men det tror jeg andre dele af blogindlægget, har givet udtryk for :) 

Som du måske kan fornemme på længden af dette blogindlæg, så er disse nogle tanker, som fylder meget, og som jeg dermed brænder for at dele med jer. Jeg håber, at du fik kæmpet dig igennem den lange tekst, men hvis du ikke gjorde, så kan du i hvert fald nyde nogle billeder fra det afrikanske gadebillede nedenunder :)   

Tags

Del denne side

Emilie Thidemann

CCT'er i Etiopien, august-november 2017