7 år, 3 måneder og 20 dage

Jeg har udviklet mig meget siden dengang, jeg synes, One Direction var alfa og omega. Bl.a. ved jeg nu, at faktor 30 er et minimum-krav, og mens Emilie og jeg kraftigt forventer en stærk beige overgang til farmer-arme inden vores 3. måneds udgang, glæder vi os til at lære mere om, hvad Addis Ababa har at byde på. Her er nogle af mine første tanker om det etiopiske folkefærd og dets transition fra året 2009. 

Det er efterhånden ved at være 3 uger siden, Emilie og jeg ankom til Addis. Det slog mig først efter et par dage, at vi også var transporteret tilbage i tiden. 7 år, 3 måneder og 20 dage, for at være specifik (eller så specifik, som et menneske med meget ringe matematiske færdigheder samt kendskab til den etiopiske kalender nu kan være). Det er mig i undertiden fristende at opdigte en historie om, hvordan Emilie og jeg pludselig kunne forudse vejrfænomener, dødsfald, opfindelser og politiske beslutninger, men jeg er bange for, at det blot ville fremstå som en sølle nyfortolkning af DR’s julekalender fra 2014. Ja, faktisk ville det i grunden være fis og humbug at bilde nogen som helst sådan noget ind.

Men vi har det godt. Det er min teori, at den etiopiske kalender er 7 år, 3 måneder og 20 dage bagud, fordi etiopierne har besluttet sig for ikke at have travlt. Hverken med hinanden, med arbejdet eller med Gud, som i øvrigt lever i bedste velgående her i Addis.

Vi er intimiderede, dog inspirerede. Her tager man sig nemlig al den tid, man behøver. Mere eller mindre, i hvert fald. Det slog os i lufthavnen, hvor vi allerede ved skridt nr. 400 på etiopisk grund stod ved ”baggage claim”-disken og betragtede, hvordan 6 ansatte klumpede sammen om én nyankommen, i stedet for at hjælpe de 7 andre desperate kø-ventende. Vi manglede alle en kuffert eller to. Jeg tror, de lange flyveture havde forbedret vores tålmodighed, for vi formåede at bevare fatningen. Uden en forberedelsesdag med Promissio, havde vi desuden højst sandsynligt stået og mumlet ”det er vel nok mærkeligt” om kap med de andre europæere.

Men jeg husker tydeligt Promissio-Lotte udtrykke, at en etiopiers tid ikke løber væk. Tværtimod bliver den ved med at komme - eller med andre ord er den noget, man kan finde, hvis der opstår behov for det. Da Emilie og jeg første gang besøgte en vaskeægte etiopisk kirke, forundredes jeg over, hvor imponerende sent ¼ af kirkegængerne kom væltende. Det var lidt skørt. Med det in mente, at jeg selv kommer fra en kultur, hvor man næsten hellere vil tisse i bukserne end at rejse sig under en gudstjeneste.

Det er nemlig ikke nødvendigvis uhøfligt at komme for sent – eller at lade nogen eller noget vente. Det betyder bare, at man har prioriteret sin tid på noget andet, som også er vigtigt. Som f.eks. at hilse på én, man kender, fordi alt andet ville være næsvist. Jeg har meget at lære. Nogle gange er det mig bare meget nemmere at stikke en finger i øjet, i stedet for at gå på kompromis med min kostbare, ikkeeksisterende tidsplan og være høflig. Her lægges der stor ære i at indgå i relationer, og derfor vil man udnytte enhver mulighed for at nyde hinandens selskab. Også selvom det kan sløve den igangværende opgave.   

Velvære er et andet nøglebegreb. Jeg har en idé om, at danskerne er blandt verdens mest stressede, fordi vi ikke kan finde ud af at sortere overflødige forpligtelser fra. Jeg kan nogle dage blive helt skør i hovedet, hvis det f.eks. er for lang tid siden, jeg har gjort rent på badeværelset. Selvom det nok er en meget fornuftig ting at blive skør i hovedet over, kan det blive usundt, hvis dén forpligtelse forhindrer mig i noget, som er vigtigere for velværen. Der vil altid være nye ting, som skal gøres. Men sorterer jeg aldrig fra, går det ekstremt ud over min evne til at fungere. Jeg er overbevist om, at det er min krops måde at sige ”stop” på, når jeg ikke kan overskue noget som helst. 

For 1,5 uge siden oplevede Emilie og jeg vores første oversvømmelse. Vi bor tæt på en flod, og under den afrikanske regntid flyder vandet jævnligt over. Det vil sige, at vores have, samt de nærliggende marker, bliver til én stor, brun og bakteriefyldt pool. Vi tog billeder og morede os med børnene. Flere af vagterne var vandret fra deres post, for at betragte postyret med os. Glæden blev dog, mildest talt, afbrudt, da en lokal kvinde næste morgen fortalte, at to drenge var blevet ”taget af floden”…

Det ville i virkeligheden være en løgn, hvis jeg oprigtigt påstod, at danskernes tid løber væk, mens etiopiernes tid bliver ved med at komme. Men det er i situationer som disse, hvor tiden pludselig fejes væk under benene på én, at man kan sætte sig til at overveje, hvorvidt man prioriterer sin egen tid rigtigt. Om man tager sig nok tid til det vigtigste og ikke lader sig begrænse af de forpligtelser, der ikke kan undgå at hobe sig op alligevel.

 

Det blev et længere blogindlæg. Måske magtede du ikke at læse færdig, og scrollede bare ned i bunden i stedet. Det er okay. For din skyld, og for at binde en sløjfe om alt dette, vil jeg afslutte med at opsummere, at vi fejrede det nye år 2010 mandag d. 11. september 2017. Og så må du regne resten ud derfra.

 

Tags

Del denne side

Emma Nørholm

CCT'er i Etiopien, august-november 2017

Seneste kategorier