Det lille lys jeg har

Jeg har besluttet mig for at vove mig ud i noget vildt. Måske næsten farligt. Det er nemlig risikofyldt at dele sine overbevisninger på internettet; især når det drejer sig om politik, minoriteter og, farligst af alt, religion. Med fare for at fremstå naiv er der dog for gode sager i kristendommens godtepose til at holde det for mig selv. I dette svagt sammenhængende indlæg vil jeg fortælle lidt om Guds kærlighed og hvordan han arbejder gennem mennesker. Og ikke mindst på Deborah-centeret for tidl. prostituerede piger, der for nylig havde festmiddag i anledning af et 20-års jubilæum. 

For nogle uger siden tog Emilie og jeg på ferie sydpå. Efter en travl tid var det tiltrængt, så mandag morgen kl. A-menneske sad vi forventningsfulde i bilen med Christian og Simon på vej mod Dodola. Markerne susede forbi os. De lignede Guds helt eget, hjemmelappede patchworktæppe, og vi sad som nikkedukker og nød udsigten trods malplacerede vejbump. Det var da der pludselig lød en ordentlig fis. Med andre ord flækkede dækket, og inden længe stod vi i vejkanten ude af stand til at komme nogen vegne. ”Det var ikke en del af planen,” mumlede Christian, mens jeg prøvede at få fat på turistbureauet, der skulle tage Emilie og jeg med på ridetur i bjergene. Var det mon for sent at komme afsted? Det var vidst en god kombination af held og halleluja, der gjorde, at Anders og Tine pludselig kørte forbi, og at vores chauffør, Getachew, stod op fra sin ferielur for at komme os til undsætning. Efter 2,5 time sad vi i en ny bil, mætte af Tines kanelsnegle á Alem Tsehai (vores hushjælp), og var atter i fuld fart fremad.

Jeg siger ikke, at det første vi gjorde, da dækket punkterede, var at sætte os til at bede. Det ville uden tvivl være en forrygende idé, og jeg skød da også en hurtig bøn i vejret på det tidspunkt. Men jeg er overbevist om, at havde Gud ikke været med i det, var Emilie og jeg slet ikke kommet på ridetur den dag. Ser du, Gud behøver ikke sende et blændende spotlight fra himlen og afspille harpemusik for at overbevise mig om, at han er ”med”. Han kunne helt sikkert få det arrangeret, om nødvendigt. Men jeg tror også på en intelligent designer, der bruger de midler, han har placeret i verden – og at han derfor bl.a. kan ”sende” mennesker til mennesker, ligesom vi oplevede i punkteringskrisen.

I sidste uge var Emilie og jeg til 20-års jubilæum for ”Win Souls for God”; en organisation, der hjælper gadebørn ud af et dårligt miljø og derigennem vidner om Gud (hint: ”Win Souls for God”). Festmiddagen blev serveret på Deborah-centeret. Her hjælpes piger i alderen 16-24 år ud af prostitution og modtager en uddannelse samt et sted at opholde sig, til de kan stå på egne ben. Det var en dejlig dag, både for Deborah-centeret, men også for de besøgende. Her kunne man nemlig i høj grad se, hvor glade og rørte pigerne er over den mulighed, de har fået givet, for en bedre, sundere levevis.

Heldigvis for Emilie og jeg var jubilæumsmiddagen ikke den eneste gang, vi fik lov at få indsigt i Deborah-centerets arbejde. Vi deler nemlig glæden og hverdagen med pigerne hver fredag, hvor vi medbringer nye aktiviteter og primært kommunikerer gennem tegnsprog. Og så lærer de os at lave kaffe, flette hår og synge ”det lille lys jeg har” på amharisk til gengæld. Opgaven er at hygge. Sammen har vi bl.a. holdt negle-salon, lavet perleplader og lært dem nogle af de klapperytmer, man altid lavede, da man var 14 ½ og ventede på mad på en teenagelejr i sommerferien (eller var det bare mig?). Og da fodboldfjollede Emilie fandt ud af, at de dagligt fræsede rundt efter en punkteret volleyball, kunne hun heller ikke undlade at købe en rigtig fodbold med til næste gang. Det var på sin plads.

En fredag sad Emilie og jeg og drak kaffe og spiste karameller med 4 af pigerne i skyggen af et palmetræ. De andre var endnu ikke hjemme fra deres studiesteder, så for den resterende lille flok stod dagen på afslapning. Der var en genklang af etiopisk musik fra den anden side af muren, som blev nynnet med på, mens vi koncentrerede sad med hovederne i hver vores malebog. Det var da én af de ældste, Bemenet, vendte sig fra sin halvfærdige Mandala og kiggede på os. ”You here, we happy”, sagde hun. Og så gentog hun det for at være sikker på, at vi forstod hendes engelsk, som hun tidl. havde været for genert til at udtrykke sig i.

Hendes spontane ord rørte os. Og vi forsikrede hende om, at vi uden tvivl også nyder at tilbringe tid med dem – for det gør vi. Det er nemlig ingen underdrivelse, at jeg sjældent har mødt så lattermilde, taknemmelige og varme mennesker. Når vi har det sjovt sammen, glemmer jeg ofte, at det ikke kun er vores modstridende måder at pleje hår på, der adskiller vores levemåder fra hinanden. Selvfølgelig findes der øjeblikke, hvor det kan mærkes, at vi har vidt forskellige udgangspunkter. Sådan er det faktisk generelt med mange af de mennesker, vi møder. Flere af de ting, Emilie og jeg tager for givet, f.eks. usmagelige chokoladekarameller, blev pigerne lykkelige for, at vi ville af med. ”Chocolate!”, udbrød én af dem, da vi trak posen op ad tasken. At jeg i Danmark kaldes ”ung og fattig” burde nemlig være en forbrydelse; jeg er snotforkælet. Deborah-pigerne, derimod, er få ud af mange mennesker verden over, som har været nødt til at sælge deres egne kroppe for overlevelsens skyld. De har simpelthen ikke set anden udvej - så har man ikke råd til samme luksus.

Og at man kan gå fra et miljø præget af umenneskeliggørelse og tvang til dén glæde og taknemmelighed, vi mærker på Deborah-centeret, er mig ingen selvfølge. Med andre ord kan vi mærke stor forskel på de piger, hvis forløb nærmer sig enden, og dém, der blot har været ude af arbejdet i et par måneder. Med Deborah-centerets hjælp lærer de at rette ryggen igen – de genvinder selvtillid og glæde. Og det er virkelig til Guds ære. Tillad mig at skrive, at Deborah-centeret er en fabelagtigt eksempel på, hvordan Gud sender mennesker og virker gennem dem. Når ”Win Souls for God”-repræsentanterne går ud på gaden til arbejderne, giver de nemlig ikke kun tilbuddet om nye muligheder for fremtiden, men et tilbud om at høre om Jesus – 2 ting, som i virkeligheden er meget i samme boldgade. Det betyder dog ikke, at troen er obligatorisk for at være med. Gud kan i princippet lade det regne med mennesker og gaver til os, som vi tager imod; men det er altid op til os selv, om vi vil give afsenderen adgang til vores liv også. Eller tro på hans eksistens i første omgang.

I søndags var Emilie og jeg til gudstjeneste i IEC – ”International Evangelical Church”. Vi sad forrest på balkonen og nød at følge med uden at være afhængige af en oversætter – vi fangede faktisk det hele. Taleren gav et eksempel fra sin egen skoletid, som sagde mig så meget, at jeg vil prøve at gentage det med mine egne ord. Min privatskoleklasse var nemlig rigtig sportslig. Der dyrkedes hiphop og håndbold og rugby og ridning og jeg fik sågar det hvide bælte i karate (men det snakker vi ikke om). At være stamgæst på Club la Santa var adgangskravet til 5.x. Størst af alt var dog fodbold, som blev spillet i hver pause, fodboldbanen fandtes ledig. Her ville klassens to ypperste fodbold-freaks stille sig ved hver sit mål og skiftes til at råbe: ”Merle!” og ”Eskild!” indtil holdene var på plads. Det ville være en løgn at påstå, at jeg var klassens ringeste fodboldspiller. Jeg var måske en solid tredje-fjerde dårligste, men alligevel så meget med i klubben, at jeg af og til var nummer sjok langs rækværket. I og med at man ikke var blevet valgt, endte man som den uønskede klods om foden på det sidste hold. Mit image handlede heldigvis ikke om at være bedst til fodbold. Jeg fjollede rundt på banen, som jeg plejede, skreg skingert, når bolden susede for hurtigt i luften, og fnes fjantet, når drengene blærede sig med nogle jævne finter – selvom jeg selvfølgelig var for moden til nogen som helst på min skole, syntes jeg selv. Men det er ude af kontekst. Alt i alt slog det mig ikke ned ikke at blive valgt, fordi jeg kendte min værdi – og vidste, at mine evner i fodbold slet ikke kunne definere den. ”You are holy, chosen and dearly loved,” sagde taleren i IEC. Han genopfriskede dermed, hvad der aldrig kan genopfriskes for meget, nemlig at du og jeg ér valgt. Jeg tror på, at vi er skabt, som vi er, netop fordi Gud har ønsket, at vi skal være sådan – fordi vi er bedst sådan. Når ”Win Souls for God” hjælper pigerne videre, gør de det for Gud; som en besked fra ham om, at de ikke blot er valgt, men de er HØJT elskede.

For at afrunde dette indlæg vil jeg prøve at binde en sløjfe om titlen og kreere illusionen af en tynd rød tråd. Det vil jeg gøre med en henvisning til en historie. Hvis du har været i kirke mere end 10 søndage uden for jul eller påske, har du sandsynligvis hørt historien om de to mennesker, der fik til opgave at fylde et helt tomrum. Den ene prøvede sig ad med alverdens ting og sager. Rummet blev pakket så fint, som det var muligt – men der ville altid være små lufthuller og sprækker mellem tingene, og vandet løb ud under dørkarmen. Det virkede næsten for nemt, da den anden satte et lille stearinlys ind i rummet, som formåede at oplyse selv de mindste afkroge. Som mennesker kan vi forsøge at fylde vores livs tomrum ud med alverdens sager – accept, penge, en stor vennekreds. Det er ikke nødvendigvis dårlige ting. Men hvad kan fylde et tomrum ud bedre end et lys? I Joh. 8,12 siger Jesus: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”.

Ved første øjekast var Addis Ababa en så radikalt anderledes by end min egen hjemby, Aarhus, at jeg næsten kun fik øje på fattigdom, gadeskrald og ufærdige bygninger. Men når alt kommer til alt er dette også ét af de steder, Guds kærlighed er blevet allerstørst for mig. Når jeg oplever oprigtig glæde og håb i situationer, der ellers ville virke magtesløse, kan jeg ikke lade være med at stole på, at det kommer ovenfra. Min vej kan være nok så mørk og hullet og bulet; det eneste, jeg behøver, for ikke at snuble, er et lys.

 

Tak fordi du læste med eller rullede hele vejen herned. Her er et galleri af de måske mest fantastiske billeder du nogensinde får lov at se. Velbekomme! 

Tags

Del denne side

Emma Nørholm

CCT'er i Etiopien, august-november 2017

Seneste kategorier