Etiopiske omfavnelsesmetaforer: en begynderguide

Man kan på mange måder sige, at livet som dansker i Etiopien er som at modtage et kram. Desværre er dén udtalelse i sig selv intetsigende, for der findes, i min optik, mange slags kram; De ubehagelige kvælertagskram, der tager pusten helt fra dig. De hurtigst overståede kram, der føles som en evighed, fordi man selv gik efter et håndtryk. Og sidst, men ikke mindst, krammene, kram er kendt for; dem, man f.eks. får af sine forældre, sin kæreste eller en god ven, man ikke har set i lang tid. Jeg vil gerne argumentere for, at min etiopiske oplevelse indeholder dem alle. Læs her hvorfor.  

Det lejlighedsvise kvælertag

Jeg er næsten sikker på, at ethvert menneske enten har givet eller modtaget denne omfavnelse på et eller andet tidspunkt. Det dén slags omfavnelse, hvor man står og hiver efter vejret efterfølgende, fordi det simpelthen bare var lidt for meget. Intentionen var højst sandsynligt velment. Jeg ved f.eks., at jeg i tide og utide stadig kan komme til at knuge min lillesøster helt til det punkt, hvor hun siger ”tak, men nej tak” – også selvom jeg kun har gjort det i glæde over hendes eksistens.

Nogle gange kan mødet med en radikalt anderledes kultur tage pusten helt fra én. Men om man er en etiopier i Danmark eller en dansker i Etiopien, tænker jeg, at det er en naturlig del af oplevelsen. Jeg ved f.eks., efter snak med et par drenge fra vores ungdomsgruppe, at de kan føle sig intimiderede af den stigende vestlige ”mig, mig, mig”-mentalitet, hvor man sjældent sætter andres behov over sine egne. Det er hårde ord, men mest af alt fordi jeg kan nikke genkendende til det. Det er ikke sjældent, jeg har taget mig selv i at tænke: ”det er ikke mit problem”, blot for at undgå snavs på hænderne og/eller egen ønske-identitet.

Når Emilie og jeg vandrer rundt i Addis’ gader og stræder, kan vi ikke undgå at blive konfronteret med det faktum, at vi skiller os ud. Lys hud udstråler rigdom og velvære, og det betyder, at etiopierne ikke er bange for at henvende sig til os. Klap, pift og tilråb fra mænd er blevet en del af vores hverdag, og de kan finde på at følge efter os, indtil de indser, at der ikke er noget udbytte. Fremmede mennesker spørger jævnligt om penge, og det kan være svært at sige nej til tiggere, når de er 3 år, barfodede og tager fat om bunden af ens kjole.

I fredags var Emilie og jeg for første gang alene ude på Deborah-centeret – et slags ”kollektiv”, der hjælper gadebørns-piger i alderen fra ca. 16-24 ud af prostitution og giver dem en uddannelse. I et forsøg på at komme hjem spurgte vi om hjælp, og pludselig var vi som omringet af torvet, vi stod på. Hele historien er et værre hurlumhej. Summa summarum var vi dog inden længe skubbet alene ind i en minibus omringet af etiopiere, som ville se, hvordan vi begik os ad, når chaufføren prøvede at bilde os ind, at en tur kostede 200 birr, selvom vi vidste, at den kun kostede 1,5. Da de ikke automatisk gik ned på normalprisen, og pengemodtageren holdt døren lukket trods protest, tillod jeg mig at gå i panik – på den måde, hvor det kan være svært at trække vejret, som man plejer.

Emilie holdt hovedet koldt. Hun vidste, hvad jeg havde glemt, nemlig, at de hverken kunne eller ville gøre os noget ondt. Jeg er vokset op i en ”mig-mig-mig”-kultur, men det, jeg glemte at overveje, var, at det slet ikke handlede om mig. Tværtimod handler det om mennesker og familier, der er desperate efter en bedre levevis; ja, når chancen kommer for at tjene nogle ekstra birr, er det i virkeligheden for mange en pligt at gribe den.

Det misforståede håndtryk

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvem der er mest utilpas. Om det er personen, der høfligt stikker lappen frem til et håndtryk; eller det hjertelige individ, der overser håndtrykket og giver et kram i stedet. Uanset hvad resulterer det i 2 solide sekunders nervepirrende evighed, hvor man pludselig er ualmindeligt bevidst om sig selv. Det er meget, meget dramatisk.

Eller højest en smule morsomt. Det er hyggeligt og morsomt at gå på opdagelse i etiopiernes forskellige væremåder, når det kommer til at sige ”hej” og ”på gensyn”. Her oplever man nemlig i bogstaveligste forstand, hvad det misforståede håndtryk går ud på. Etiopierne er åbne mennesker, og det er derfor sjældent, et håndtryk er nok, når man allerede har mødt hinanden én gang før; eller nogensinde før. F.eks. er det næsten aldrig til at vide, om man skal give 1, 2 eller 3 kindkys, når man havner i dén situation – selvom jeg tror, Emilie og jeg er dem mindst lige så forvirrende.

Men mere nævneværdigt er, hvad der sker, når man mødes over en sprogbarriere. To gange om ugen underviser Emilie og jeg en flok seminariestuderende i engelsk. Én ting er at undervise i engelsk; en anden er at gøre det for en gruppe, hvor 1/3 ikke forstår noget engelsk. Det var en udfordring i starten, men Emilie og jeg bærer os efterhånden ad alligevel - bl.a. fagter og tavletegninger skaber både nysgerrighed og grin.

Men det er ikke kun i undervisningslokalet, vi må finde nye måder at kommunikere på. Det er i små hverdagssituationer, som med hushjælpen og vagterne, i supermarkederne og i minibusserne. Det talte sprog får en helt ny betydning, når man pludselig ikke kan bruge det længere. Det er også derfor, Emilie og jeg har modtaget 6 timers amharisk sprogundervisning – det er lidt, men det er brugbart. Noget af det første vi lærte var, hvordan man spørger og svarer på: ”Hvordan har du det?”. Jeg har fundet ud af, at uanset hvad man mødes omkring, vil spørgsmålet om velvære altid komme før ”Hvem er du?”, ”Kan du hjælpe mig?” og ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”. Det er en detalje, jeg har forelsket mig i og håber på at tage med hjem. Den viser nemlig, at uanset hvad man er her for – om man kan forstå hinanden, kender hinanden eller har samme hensigter – vil velværen altid komme i første række.

Den sikre havn

Har man, ligesom jeg, haft psykologi på skemaet, er man formentlig stødt på John Bowlby og Mary Ainsworths fælles begreb ”sikker havn”. Det er med andre ord et barns behov for et trygt sted at kravle tilbage til, når hun/han udforsker verdenen. En udviklingspsykolog ville formentlig ryste på hovedet over, at jeg bruger begrebet i denne sammenhæng. Det har jeg besluttet mig for at være ligeglad med.

Denne slags omfavnelse handler nemlig om, at man får den fra nogen, man føler sig tryg hos. Det kan være forældre, det kan være en kæreste eller det kan være en god ven – måske især én, man ikke har set i lang tid. Jeg får sandsynligvis bank af mine kristne venner, hvis ikke også jeg nævner Gud, så han er med på listen. I bund og grund er man nemlig tryg, fordi man kan sætte sin lid til vedkommende.

At tage til Etiopien var for Emilie og jeg en meget spontan beslutning. I den halve uge vi overvejede, hvorvidt vi skulle afsted, bippede følgende ”dagens bibelord” ind på Emilies telefon: ”Afslå ikke at hjælpe nogen, hvis du er i stand til det” (Ordsp. 3, 27). Det blev afgørende ord i vores beslutning om at tage af sted, hvor vi gik på kompromis med bl.a. det faktum, at vi ikke har særlig mange penge – i dansk opfattelse. Men vi aftalte med hinanden og med Gud, at hvis alting flaskede sig, var det helt sikkert hans mening. Og det gjorde det! Og vi tog afsted, og jeg har endnu ikke fortrudt den beslutning.

Desværre er Ordsp. 3, 27 ikke ord, jeg normalt lever synderligt meget efter. Men det gør etiopierne til gengæld! Og det er faktisk dét, der bringer mig til den ”sikre havn”. Emilie og jeg kan nemlig være sikre på, at uanset hvad vi løber ind i på vores rejse, vil der altid være hjælp at finde – det har vi allerede fået at se adskillige gange. Der skal ikke mere end et forvirret blik til, og straks er gaden klar på at træde til; om det er os eller ej. Og det er måske i virkeligheden dén åbenhed, der er skræmmende i første omgang. For selvfølgelig skal man være påpasselig; her er det netop gennem åbenhed, man kan risikere at blive snydt for sine penge. Emilie oplevede det f.eks., da en mand, vha. en ordentlig spytklat, afledte hendes opmærksomhed, så hun nær fik stjålet sine penge. Bl.a. derfor har vi tit snakket om, at vi må være paranoide, men ikke bange. Åbenheden er nemlig så fremmed for os, at den i sjældne tilfælde kan give os vejrtrækningsproblemer – men i sidste ende er det også dén, der sikrer os, at hvis nogen er lidt for trælse på gaden, vil andre etiopiere ikke være blege for at træde til.

 

Det blev atter et meget langt blogindlæg. Jeg vil gerne ønske dig flot gået, hvis du er nået helt herned – det tager en brav læser at nå igennem 14 hele afsnits tekst. Som afslutning på dit eventyr har du her nogle billeder fra vores etiopiske rejses seneste par uger; læn dig tilbage og nyd sejrens rus!

                                                                                                    

 

Tags

Del denne side

Emma Nørholm

CCT'er i Etiopien, august-november 2017

Seneste kategorier