Decoration Day

I dag mindes liberianerne sine afdøde ved at dekorere deres gravsteder. Døden er den del af livet, men det gør ikke sorgen mindre.

Så er der fridag i Liberia – vi holder Decoration Day, som betyder, at man tager på kirkegården for at gøre rent omkring et familiemedlems gravsted. Vel en slags Allehelgens dag, hvor man på en speciel måde mindes de kære mennesker, som man har mistet.

Døden er en del af livet, men sorgen er stor

Døden betyder rigtig meget for mennesker her i Liberia. Forstået på den måde, at man skal sørge for, at den afdøde får en god og ordentlig begravelse. Og det kan tage uger at planlægge en begravelse. Især når det er nogle prominente personer, det drejer sig om.

På Decoration Day besøger liberianerne deres afdøde familiemedlemmers gravsted, gør rent omkring graven, slår græsset ned, skærer planterne til og lægger blomster eller kranse på gravstedet. Det er dagen, hvor man ærer de afdøde og udtrykker sin taknemmelighed for livet, der var engang. 

Det er også dagen, hvor man mindes de mænd og kvinder, der gav deres liv for deres fædreland. Derfor flages der på halv stang for at symbolisere sorgen.

Døden er her i Liberia – som overalt på jorden – en del af livet. Men en del, som virkelig bare mange gange kommer som et chok og med en smerte, som sommetider er så svær at bære.

I går var jeg på besøg hos Lydia, som er leder af den lutherske kirkes undervisningscenter i Totota. Hendes søster mistede i lørdags sin lille datter på 6 år. Og som overalt i verden, så er det bare så utrolig svært at forstå og affinde sig med at små børn skal dø.

Sorgen er så utrolig svær at bære, og moderen var helt utrøstelig.

Her i landet består familien jo at mange medlemmer, og ansvaret for børnene ligger ikke kun hos forældrene. I dette tilfælde var det Lydia, som havde en stor del af ansvaret for den lille piges opvækst. Og derfor er sorgen og savnet jo ekstra stort hos Lydia.

Hospitalssystemet er mangelfuldt

Det, jeg synes, er så svært ved døden hernede er, at mange gange er det unødvendigt, at folk skal dø, for sundhedssystemet og hospitalerne er bare så ufatteligt mangelfuldt udstyret.

Jeg har nogle gange besøgt Thomas, som er syg, og de mener, at han har tuberkulose. Hospitalet han ligger på er bare så trist en oplevelse, at hvis det var mig, der skulle ligge der, skulle jeg være så syg, at jeg ikke aner hvem jeg er eller hvor jeg er. Der ligger seks mennesker på ’stuerne’ og glem alt om rent sengetøj, rene og sterile instrumenter, god og professionel pleje.

Garmei, som var med mig, gav udtryk for, at den eneste grund til at sygeplejersken ville tale med os var, at jeg er hvid! Thomas vidste nemlig ikke rigtig noget om, hvor længe han skulle være der og hvilke medikamenter de ville fortsætte med at behandle ham med. Men det fik vi heldigvis så nogenlunde styr på – selv om vi stadig ikke rigtig kunne forstå, hvorfor han bliver behandlet for tuberkulose, når nu prøverne er negative! I al min naivitet, så tror jeg jo på, at behandlingen, han har fået hidtil, har hjulpet, og derfor er han nu ved at være rask!

Selv om vi i Danmark ofte klager over vort sundhedssystem (og nogle gange, er det uden tvivl overhovedet på sin plads), så er der alligevel en hel anden verden hernede. Problemet er bare, at her hjælper det slet og aldeles ikke at klage! Det gør det trods alt hjemme i Danmark ind imellem.

8. marts 2017

Del denne side

Ingrid Smidt

Missionær i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier