Kom til Snohgbay Town

Ikke alle invitationer er lige nemme at efterkomme, men vi trodsede mudder og grusvej for at undervise en menighed i, hvad det vil sige at være luthersk.

"Kom til Snohgbay Town!" Sådan sagde folkene i landsbyen Snohgbay Town til pastor Mengon, leder af evangelisationsafdelingen i den lutherske kirke i Liberia.

Der er en menighed i denne landsby, som før har tilhørt en anden kirkelig retning, men stifteren af kirken havde af sin søster i Amerika fået at vide: ”Du skal slutte dig til den lutherske kirke”.

Mengon synes ikke, at han kunne sidde dette "tilbud" overhørig, så derfor planlagde han en tur dertil sammen med et team fra LCL (Lutherske Kirke i Liberia). På denne tur inviterede han også Inge og jeg.

En lang tur til Snoghbay Town

Så den 23. november startede vi på vores tur til Sinoe County i den sydøstlige del af Liberia.

Vi havde fået at vide, at hvis vi tog af sted fra Monrovia tidlig onsdag morgen, så kunne vi sagtens være i Snohgbay Town inden mørkets frembrud. Det skulle vise sig ikke at holde stik, for vi nåede først frem om torsdagen godt over middag.

Vi var to biler af sted, men vi endte med at vente på den ene bil i byen Buchanan til kl. 16. Da proklamerede jeg altså, at den bil, jeg kørte i, ikke kørte længere den dag, men at vi ville overnatte i Buchanan og så køre tidlig om torsdagen. Vi kendte ikke vejen, og vi havde hørt, at den var rigtig dårlig, så jeg synes ligesom ikke, at det var en god ide at tage turen i mørke! Folkene i den anden bil tog chancen og kørte mod Snohgbay Town!

Vi startede ud tidlig torsdag morgen, og jeg skal love jer for, at jeg var glad og taknemmelig for, at vi ikke var fortsat dagen før! Der var nogle kæmpe mudderhuller, som skulle ”erobres”. Selv om bilen har fire-hjuls-træk, så kan den ikke tage højde for, at der er andre biler, som sidder så godt og grundigt fast i mudderet, og at det er umuligt at komme udenom!!

Da vi endelig ankom kl. 14.00 fandt vi ud af, at den anden bilfuld havde overnattet i bilen undervejs på grund af mudderhullerne!

Vi fik en kongelig modtagelse – kvinder der kom dansende og tog imod os! Selv om vi var totalt mørbankede efter den bumpende tur på 8 timer, så var det bare om at finde en grimasse, der kunne passe :)

De lærte om Luther

De næste dage var der forskellige folk fra LCL, der underviste menigheden – og hvem der ellers havde lyst til at deltage – i hvad det vil sige at være luthersk. Hvem Martin Luther var, hvordan den lutherske kirke i Liberia er styret og sat sammen, hvordan en luthersk gudstjeneste i Liberia foregår osv. Underviserne var for en stor del præster i den lutherske kirke, og de gjorde det bare rigtig godt.

Det er noget helt specielt at skulle undervise og så samtidig have mulighed for at tilbringe nogle dage sammen med dem, der skal undervises. Det er ikke bare noget med at komme og aflevere et eller andet budskab, og så tage af sted igen, men man har mulighed for at snakke tingene bedre igennem, har mulighed for at se og opleve, hvordan livsvilkårene er for menneskene der i landsbyen.

Inge og jeg skulle fortælle noget om, hvad en kristen familie er for en størrelse.

Det var en rigtig dejlig oplevelse at stå overfor disse mennesker og fortælle, for de var utrolig lydhøre og var meget deltagende.

Brønde bliver ikke bygget på én dag

I landsbyen var der en utrolig masse børn! Og det var meget tydeligt, at der var få penge imellem folks hænder. De fleste børn løb rundt i laset tøj, og vi lagde især mærke til, at mange af børnene havde udslæt på deres hud.

Vi var ikke i tvivl om, at det er på grund af drikkevandet, at der er så mange forskellige helseproblemer. Derfor talte vi med nogle af de unge mænd i landsbyen om, at de simpelthen måtte i gang med at grave en brønd, så de kan få rent drikkevand. Vi gav udtryk for, at vi nok skulle sørge for, at der kommer cement, så brønden kan blive godt støbt! Men arbejdskraften med at få gravet hullet, måtte de sørge for. Det forslag gik de med på :)

Drikkevandet tager de fra et lille vandhul, som har forbindelse til den bette sø, hvor de vasker deres tøj, og hvor børnene svømmer. Så der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke former for bakterier og ting og sager, der flyder rundt i drikkevandet.

Den sidste eftermiddag vi var i landsbyen, var der et kæmpeskænderi!! Folk stod og råbte i munden på hinanden. Inge og jeg gik hen til dem for at finde ud af, hvad i alverden der var på færde. Det viste sig, at de ikke rigtig kunne enes om, hvor denne hersens brønd skulle være!! Heldigvis faldt gemytterne lidt efter lidt til ro, og nu bliver det spændende at høre, hvor brønden bliver gravet, og hvornår den står færdig.

På gåtur i junglen

På vejen hjem kom vi til et mudderhul, som vi absolut ikke kunne komme igennem. Der sad både en stor lastbil og en pick-up fast i mudderet, så der var absolut og aldeles ingen vej igennem for nogen som helst anden bil!

Derfor besluttede Inge og jeg, at vi ville begynde at gå. Vi sagde til Joseph, vores chauffør og de andre i bilen, at nu begyndte vi altså at gå hjemad! Og så kunne de samle os op på vejen, når de engang var kommet igennem mudderhullet.

Vi gik i 2½ time inde i junglen, før vi blev samlet op. Men hvor var det dog bare en fantastisk gåtur! Jeg var ikke klar over, at der er så mange forskellige fugle i Liberia! Dejlig opdagelse! Folk vi mødte hilste så utroligt venligt på os og ønskede os god tur, og at Gud måtte gå med os! Selv gederne så meget overbærende på os.

Efter en tur på 13 timer og ca. 400 km ankom vi i så nogenlunde hel stand til Monrovia! Bilen er dog på værksted og skal repareres godt og grundigt. 

Del denne side

Ingrid Smidt

Missionær i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier