Vi kom på uanmeldt besøg

Det er altid så nemt og ligetil at lave regler, love og ændringer på andres vegne, når man sidder på kontoret i Monrovia. Hvordan de bliver modtaget lokalt, er en hel anden snak.

I lørdags var vi – Joseph, Philip, Inge og jeg  - på et hurtigt uanmeldt besøg på fem af vore skoler, som er lokaliseret på ’hovedvejen’ fra Monrovia til Gbarnga. Sådanne besøg er jeg altid rigtig glad for at kunne deltage i, fordi det giver mig mulighed for at møde vore lærere og administrative medarbejdere i deres egne omgivelser og på deres præmisser.

Som skolesystem har vi jo hovedkontor i Monrovia, og det er altid så nemt og ligetil at lave regler, love, ændringer osv. på papir og på andres vegne, og noget helt andet er, hvordan disse ændringer bliver modtaget lokalt. Her i begyndelsen, hvor skolesystemet har overtaget ledelsen fra de lokale skoler, er der jo store muligheder for misforståelser og utilfredshed. Det sker alle steder, hvor noget nyt skal introduceres. Og Liberia og de lutherske skoler er sandelig ikke nogen undtagelse!!!

Der mangler et par lærere

Vi startede her fra kirkens område kl. 7 - og det endda på slaget! Vi havde aftalt dette dagen i forvejen, men her i dette dejlige land er det såre simpelt at lave aftaler, men at holde dem er en helt anden sag :) Første stop var i Kakata, hvor vi mødte skolelederen og hans stab. De var i gang med deres arbejde, og de er utrolig samarbejdsvillige på det nye system. Godt nok var der to af lærerne, der ikke var dukket op, og det skal vi jo have noget gjort ved.

Det er altid så utrolig spændende at dukke op uanmeldt, for så kan vi jo se for os selv, hvordan skolen fungerer (i hvert  fald den dag!). De nye ting, som skolerne skal arbejde efter, var de i fuld gang med at udføre, så det var meget opmuntrende.

Da mit arbejde mest går ud på at besøge og snakke med de administrative medarbejdere, går jeg som regel ikke ind i klasserne, da det ikke er relevant for min opgave. Men man er så absolut ikke i tvivl om, at der er børn på stedet, for larmen er øredøvende!! Hvordan det er muligt for børn at lære og for lærerne at undervise i sådan en larm, er et mysterium for mig. 

Eleverne fik nye bøger

Efter dette hurtige besøg satte vi os i bilen igen og nåede Salala. Vejens beskaffenhed er super fantastisk!! Det er kineserne, der har stået i spidsen for at få vejen fra Monrovia til Ganta sat i god stand, og jeg skal sandelig love for, at det er lykkedes for dem!! Man drøner af sted, ingen huller, og ikke nogen særlig trafik (den er ligesom forbeholdt Monrovia, hvor den er fuldstændig CRAZY!!)

I Salala var de også i fuld gang med undervisningen, hvilket var en fornøjelse. Godt nok mødte vi ikke personen, som står for registreringen af børnene, da hun var taget til Monrovia! Men så fik vi lige læsset nogle kasser bøger af, som de kan sætte på bibliotekets hylder.

Vi har et lagerrum her på kirkens hovedkontor i Monrovia, hvor der står en del (for at sige det mildt!) kasser med gamle undervisningsbøger fra Amerika. De har stået der i meget lang tid, og hvis ikke de er blevet ødelagt af mus og rotter, så har fugtigheden sat sit meget mørke mærke på dem. Vi havde læsset bilen med de kasser, der så bedst ud, for i det mindste at få dem ud på skolernes hylder. Så kan vi håbe på, at i hvert fald nogle af dem bliver brugt.

I Salala har jeg set, at der er en pottemager, så vi gjorde lige et hurtigt stop så jeg kunne købe nogle blomsterkrukker til min stue og min nye (endnu ikke færdige!!) altan!

Cleaning Up Day

Totota var næste stop på turen. Her mødte vi sandelig lærere, der sad godt og magelig i skyggen, mens børnene arbejdede i den varme sol med at få skolens omgivelser til at se gode og ordentlige ud. Skolelederen var ikke til stede, da han var i banken, hvilket her i Liberia kan tage en hel dag!!!

En del af de andre lærere var der heller ikke, da de åbenbart havde fridag, da der var cleaning-up-day for børnene! Så denne dag var undervisningsfri!

Bagefter kom vi til en bette landsby, Suakoko, hvor der ligger en af vore skoler, som bare er vildt fantastisk!! Jeg plejer at kalde den for "The University of Suakoko", fordi den bare er så flot. Den er bygget af nogle amerikanere, the Foster’s, som kommer til Liberia engang imellem og er her nogle måneder. De er utrolig effektive. De kommer med noget arbejdskraft, og så laver de aftaler med lokale folk om at levere ’mursten’ (mud bricks) og arbejdskraft. Så det er virkelig samarbejde! Desuden kommer the Foster’s med noget af det mest vigtige i sådan et projekt; nemlig PENGE!!!

Her mødte vi sandelig også eleverne i fuld gang med at arbejde i den varme sol med at gøre skolens område rent for ukrudt og andet skrald.

Jeg fik en snak med skolens sekretær, for at se om hun havde problemer med de nye skemaer. Hun var i fuld gang med at registrere elevernes navne, alder, klassetrin og betaling. Hun brugte dog ikke de skemaer, som vi i skolesystemet havde leveret, for hun havde det nu bedst med ’den sædvanlige’ metode!! Når hun så havde gjort, som hun plejer, så vil hun føre det over på de skemaer, vi havde leveret! Vi sagde: ’Ok, hvis du har tid til det, så er det da i orden’! Følte med hende, for det betyder, at hun registrerer hver elev i hvert fald 4 gange! Men al begyndelse er svær, så på sigt skal hun nok få det til at fungere.

Man må slås for stipendier

Efter en god snak med folkene i Suakoko tog vi videre til Phebe.

Skolen i Phebe er den største af skolerne i LCLSS med tæt på 800 elever. Skolen er så ’heldig’ at omkring 500 elever får stipendium, som nogle amerikanere står for. Sådanne stipendier er både en god og en rigtig dårlig løsning. God fordi at forældrene ikke behøver at bruge af deres sparsomme løn til at betale skolepenge. Dårlig, fordi sidst folkene var på skolen for at ’finde ud af’, hvem der skulle have stipendium, når nu der ikke er penge til at betale alle, opstod der tumult og voldelige affærer i kampen om at komme så tæt som muligt på dem, der delte ansøgningsskemaer ud.

Jeg befandt mig på det tidspunkt tilfældigvis i Phebe og bagefter kom en hel del hen til mig og sagde, at de desværre ikke nåede at få fat i et skema, så derfor fik deres barn ikke muligheden for et stipendium, hvorfor de troede at jeg kunne sørge for, at de kom med i flokken!

I Phebe har de god styr på registreringen af børnene – men alligevel gør de det på den måde de altid har gjort for derefter at overføre deres data til de skemaer vi har givet dem! Igen – al begyndelse er svær :) 

Kl. 16 startede vi vores hjemtur og nåede Monrovia kl. 19:30. Heldigvis var det Joseph, der sad bag rattet. Flere gange har jeg selv kørt, men jeg er ikke så glad for at køre efter det er blevet mørkt. Lyset på bilen er ikke helt i top, og når det regner, er det ufattelig svært at se vejen!!!

Sådan et dagsprogram synes jeg er særdeles meningsfuldt og givende. For at skolesystemet kan komme til at fungere bedst muligt er disse besøg efter min mening noget af det vigtigste vi kan gøre lige nu!

Del denne side

Ingrid Smidt

Missionær i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier