Kald til bøn kl. 5

Når man rejser i fremmede lande, finder man hurtigt ud af, at ikke alle steder lyder som, lugter af eller ser ud som hjemme. Det er noget af det spændende ved at rejse. Sanserne kommer på arbejde, for der er meget at opleve.

Sanserne kommer også på arbejde, når man kommer til Etiopien. Dog synes Christian, at lugten, når man træder ud af flyvemaskinen her i Addis, gør, at han føler sig hjemme. Det er nok fordi, han havde sin barndom her i landet, og man ofte kan dufte landets lækre krydderier i den varme luft.

Et af de mere generende fænomener, som sanserne hurtigt opfanger her, er moskeens og den ortodokse kirkes kald til bøn. Jeg bilder mig ind, at de sætter lidt ekstra volumen på kl. 5 om morgenen, når vi alle sover vores søde søvn. Det er i hvert fald det tidspunkt, hvor kaldet til bøn er allermest irriterende. Selvom jeg som barn har kunnet sove fra lyden af kirkeklokker, der ringer 50 meter væk, tror jeg, at der går meget lang tid, før jeg kan overhøre de indtrængende mandsstemmer med underlige melodier, jeg ikke kan gengive. Så hurra for øreproppernes opfindelse!

Jeg må dog indrømme, at det vækker respekt hos mig at blive mindet om, at der er mennesker, der inkorporerer 5 tidebønner i deres daglige liv – inklusiv kl. 5 om morgenen. En seriøsitet om troen, som er eftertragtelsesværdig. Samtidig er jeg taknemmelig for at tro på en Gud, der ikke kræver tidebønner af mig, men har ladet døren stå åben for mig, så jeg må tale med ham, hvornår på dagen det skal være.

/Katrine

Tags

Del denne side

Katrine og Christian Holmgaard

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier