På skolebænken

Vi har fået noget nyt til fælles i familien. For tiden bruger vi alle 2-4 timer dagligt på at sidde og pege på dukker, placere dem over og under et bord, putte ske i en gryde og andre lignende ting. 

Laura gør det, fordi hun synes, det er sjovt, og det er sådan, hun leger. Katrine og Christian fordi det er den metode, sprogskolen bruger til at lære eleverne amharisk – at simulere hverdagens situationer. 

Siden mandag har der stået amharisk på skoleskemaet. Det er spændende og udfordrende at lære, men også en fed fornemmelse, når man overhører en samtale og genkender et par ord. Amharisk er ikke så lige til, så det kræver noget terperi. Derfor er det glædeligt, når nogle ord skaber associationer, der gør det nemmere at huske. Fx ”wist”, som betyder i. Sagt på godt vestjysk kan det næsten lyde som ost. En ost er der huller i. Sådan kan det huskes. Eller ”wimber”, der betyder stol. Det kan af Christian huskes på en kirkeleder ved navn John Wimber, som Torontobevægelsens menighed tilsluttede sig. Torontobevægelsen blev kendt for at falde ned af stolene. Sådan kan det huskes… hvis John Wimber altså er en person, man kender.

En positiv sidegevinst ved at gå i sprogskole er at møde de andre, der skal lære amharisk. Der er folk fra New Zealand, Sydkorea, Italien, USA og mange andre spændende steder. De skal udføre mange forskellige, vigtige opgaver her i landet. Det giver gode samtaler i kaffepausen og et frikvarter for hjernen fra den koncentrerede indlæring.

/Katrine

Del denne side

Katrine og Christian Holmgaard

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier