Vi si’r goddag og hej til alle!

Til børnehjørnet i Apostelkirken har vi nogle gange startet med en goddag-sang, hvor man slutter af med at synge ”vi si’r goddag og hej til alle!”. Den strofe er en god overskrift for Christians første uge i Etiopien. 

Christian ankom tirsdag morgen, og siden da har han mødt omtrent 25 nye kolleger fra Mekane Yesus kirken, seminariet og andre samarbejdspartnere. Udover selvfølgelig vagter, hushjælp og dejlige Promissio kolleger. Det har været over al forventning. Alle har været utroligt hjertelige i deres velkomst! Det kommer dog nok til at tage lidt tid, før Christian husker navnene på alle… Men at hilse er en god begyndelse.

Der er også dukket en smule amharisk op fra hukommelsen. Særligt vagterne på grunden er gode til at antage, at Christian kan amharisk og snakker løs. Det virker.

Katrine og Laura ankom fredag efter Katrines sidste uge på arbejde inden ferie og barsel. Det var en hektisk uge, så det er rart at være i Addis nu og slappe af ovenpå. Laura skal lige vænne sig til hundene på compounden. Det skal vi andre selvfølgelig også, men vi har den fordel, at de ikke snuser til os i hovedhøjde. En anden tilvænning for Laura er injera, madpandekagerne, man spiser her. Når hun tager dem i munden, siger hun ”sur”. Så der er også lidt at arbejde på. 

Vi er alt i alt landet rigtig godt og ser frem til de kommende uger med forberedelse af undervisning på seminariet, repræsentantopgaver og sprogskole.

Tak for:

  • en rigtig god første uge med introduktion for Christian

  • en god rejse og ankomst for Laura og Katrine

Bed for:

  • de kommende ugers forberedelse af undervisning, inden semestret begynder

  • at Laura må falde godt til i de nye omgivelser

 /Christian og Katrine

Del denne side

Katrine og Christian Holmgaard

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier