Da det fremmede blev vores hjem

Selvom vi nu har fået et nyt, anderledes og midlertidigt hjem her i England på All Nations, så vil det ikke være sidste gang, vi kommer til at stå et sted, vi aldrig har været før. Og usikkerheden om, hvorvidt vi nu er det rigtige sted, vil nok følge os trofast.

Toget kører ind på en perron vi aldrig har været på før. I blind tillid til et par mails fra mennesker, vi aldrig har mødt, stiger vi ud. Toget kører videre. Nu står vi her alene. Vi følger de svagt markeret ”exit”-skilte på stationen. Sissel går lidt bag mig. Selvom jeg ikke giver udtryk for det, så rumsterer der en uro i mig: Er vi det rigtige sted? Er vi blevet glemt?

Jeg går ned af en trappe, og jeg bliver mødt af en ung mands blik: “Thomas?” spørger han. Jeg ånder lettet op og siger “Yes!”, og først da ser jeg, at han holder et skilt, hvorpå der står: “All Nations”.

En masse bekymringer lettere går vi ud mod bilen. Vi kører godt nok i den “forkerte” side af vejen, men vi oplever endelig, at vi kan slappe af – Nu, er vi på vej mod vores nye hjem.

På mange måder er det et lidt mærkværdigt hjem. En nærmest slotslignende herregård, hvor vinduerne er tynde og utætte, og varmen i radiatoren først kommer på lørdag. Men hjem er det! Et hjem sammen med ca. 150 andre fra 21 forskellige lande. Selvom vi er meget forskellige, har vi én ting til fælles: Vi er på vej. På vej ud i verden, fordi Gud ønsker, at evangeliet skal nå ud til alle folkeslag, til “All Nations”.

Det fremmede er på en eller anden måde blevet vores hjem nu. Det er ikke sidste gang, vi kommer til at stå et sted, vi aldrig har været før. Og usikkerheden om, hvorvidt vi nu er det rigtige sted, vil nok følge os trofast. Men forhåbentlig vil vi i de kommende 10 uger blive opmuntret og udfordret til fortsat at gå i tro og tillid til den Gud, som samler og sender. Opmuntret til at gå på de løfter, som Gud har givet os. Stole på den Gud, som aldrig glemmer os. 

 

/Thomas

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste kategorier