Hvorfor skal missionærer på skolebænken?

Der er mange gode grunde til at begynde missionærtjeneste med at blive udrustet. Nu er tiden på All Nations Christian College snart ved at være slut, og det er tid at gøre status. 

Nu er tingene ved at finde sin rette hylde. Vi kender dagsrytmerne og begynder at leve mere og mere i de rammer, der er sat op for os.

Og om mindre end to uger skal vi herfra!

Vi skal videre til det, vi egentlig blev sendt ud for at gøre. 

Midt i denne opbrudsfase – i denne “transition”, som de kalder det herovre – sidder vi tilbage og reflekterer: Hvorfor er det lige, at vi skal sendes på skolebænken, i stedet for blot at købe den direkte flybillet til Liberia?

Det skal ikke lyde som om, at det har været spild af tid, for det har det på ingen måde. Det har nemlig været ganske gavnligt og meningsfyldt at være her. Her er tre gode grunde til hvorfor:

Det bibelske fundament

Som enhver anden bibelskole, så fylder Bibelen rigtig meget. For den har meget at sige om at blive sendt ud i verden for at forkynde om Gud (Abraham, Jonas, Jesus, Paulus, Peter, Thomas, og mange flere). Og ikke mindst: Der findes et hav af løfter, som er solide at gå på.

Men det, som gør dette sted specielt, er, at vi har fået undervisningen af nogle mennesker, der selv har oplevet de bibelske løfter på deres egen krop, som missionærer. 

Den kulturelle udfordring

Egentlig oplever alle kulturelle overgange adskillige gange i livet. Det gælder både når vi flytter ind i et nyt nabolag, skifter arbejde, eller flytter til et andet kontinent.

Meget af den undervisning vi har fået, har handlet om at møde det, som er fremmed og anderledes.

Det har klædt os på til at reflektere kvalificeret over det, som kommer, så vi ikke kommer til at stå nøgne og sårbarer, når fremmedheden for alvor bliver en realitet. Der kommer nok ikke færre svære dage af den grund, men forhåbentlig kan vi imødegå dem bedre.

Det, som har kvalificeret refleksionen, er, at vi har fået undervisning af mennesker, som på deres egen krop har prøvet at stå alene og sårbarer i et fremmede land. 

Den personlige udfordring

Vi har fået et større kendskab til os selv og hinanden. Vi har fået lov til at se lidt mere af hinandens styrker og svagheder, der ofte bliver forstærket i pressede og ukendte situationer. Vi er blevet mere klar på at stå sammen i kontekster og i situationer, vi aldrig før har prøvet at være sammen om. Og igen, vi har lært det af mennesker, som selv har smagt erfaringernes til tider sure bæger på missionsmarken.

Den vigtigste læring

“Hvis ikke Herren bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves” (Sl. 127,1). Vi har lært, set og hørt meget. Og mange gange har vi stået tilbage og tænkt: “Hvordan i al verden, kan det her lade sig gøre?” Og konklusionen er altid den samme: Det er kun Gud, der kan bygge huset! Bøn og mission er to ting, der følges ad. Vi kan ikke adskille dem fra hinanden. Gud må virke med og stadfæste sit ord. (Mark 16,20)

Forløbet er snart slut. Liberia venter. Tak, om du, kære læser, vil bede med for os, og udbredelsen af evangeliet i Danmark, Liberia og verden!

 

/Sissel og Thomas 

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste kategorier