Missionærlivets mørke sider

Livet går op og ned. Det gør det for alle mennesker. Dette indlæg skal ikke læses som klynke og klage, men som et forsøg på at beskrive, hvordan virkeligheden også er som missionær. For der er mere at fortælle end blot de gode historier.

Før jeg selv blev missionær, forekom missionærer, der rejste ud, lidt sære. Og det er vi nok også. Men omvendt, før jeg blev missionær hørte jeg også adskillige fantastiske historie fra disse mennesker. Ja, de havde nærmest set Guds finger arbejde foran dem. Det er meget inspirerende og dejligt at høre, at Gud stadigvæk virker i dag!

Nu er vi så selv blevet nogle af de sære missionærer, som rejse over på den anden side af kloden. Og hvordan går det så med at se Guds finger? – kunne man spørge.

For at være ærlig: Der er nok flere dage, hvor vi skal skimte, knibe øjnene sammen og anstrenge os meget for at se den. For det er ikke simpelt bare at forlade alt for at følge Jesus. Det er det hverken i Danmark, i Afrika eller for den sags skyld for os, som rejser til Afrika.

Nogle dage vågner jeg op og kigger ud af myggenettet og tænker, at selvom det er vidunderligt at blive fri for det danske klima, så mærker jeg fra tid til anden, at jeg egentlig ville foretrække at være hjemme. Der, hvor jeg kender menneskene. Ved, hvordan tingene hænger sammen.

Når det banker på døren for sjette gang i løbet af en time, er fristelsen stor, til blot at sætte sig hen i et hjørne, og håbe på, de ikke har set mig.

Og når fattigdommen klasker sin klamme hånd i ansigtet på os – så vi bliver nødt til at forholde os til mennesker, som vitterligt ikke har noget – tænker vi tilbage på den beskyttede tilværelse i Danmark, hvor ordene “Sælg alt og giv det til de fattige” var mere teori end en egentlig mulighed.

 Som sådan er disse oplevelser ikke særlige i forhold til, hvad andre oplever. Men det er lidt som om, at det at flytte til et andet land er en slags katalysator: Ting bliver forstærket, når man er fremmed i det fremmede.

 “Se, vi har forladt alt for at følge dig, Jesus” sagde Peter. Og Jesu respons er mig stadig en gåde: Ingen forlader hjem, marker, familie uden at få det hundrededobbelt igen i dette liv og det kommende (Mark 10,28-29). Jeg ser det ikke (endnu?), men det er nu engang Guds løfte.

Samtidig er oplevelserne også en påmindelse om, at fremmedheden er en kristens natur. Dels det, at vi ikke er en del af denne verden – vi er dog i den (Joh 17). Men også fordi vores mester og Herre selv forlod sit hjem for at blive fremmed ind en konkret menneskelig og israelsk kultur. Derved er de mørke sidder af missionærlivet også en påmindelse om, at dette kulturchok – om man vil – ikke er fremmed for Gud. Han har også selv erfaret det. Vi har altså “én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus,” (1 Tim 2,5) Og denne formidler har medfølelse for os, fordi han “er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4:15).

 

/Thomas

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier