I Liberia lærte vi at have god tid til at stoppe op

Cecilie og Thomas Sønderby Christensen fra Hadsund besøgte os i påsken. Vi bad dem om at beskrive de oplevelser de fik ved at være i Liberia. Det kom der følgende blogindlæg ud af.

I år har vi begivet os ud på en noget alternativ påskeferie, nemlig en rejse til Liberia for at besøge vores venner, Sissel og Thomas, og få et glimt af deres hverdag her og en kultur, kirke og et klima, der byder på masser af både muligheder og udfordringer. Man skal for eksempel vænne sig til at svede hele tiden, men til gengæld kan man spise papaya fra haven selvom det er marts.

En anden ting, vi har lagt mærke til er, at det tager lidt længere tid at gå en tur i byen, end vi er vant til. Der skal nemlig vinkes og smiles til børnene og hilses på de voksne. Nogle gange kun med et "hello, how are you?" eller en thumbs up, og andre gange stopper vi op, fortæller hvor i byen vi bor og forsøger at huske deres navne (som heldigvis alle er engelske), ligesom Sissel og Thomas forsøger at imponere med nogle gloser på det lokale sprog, kpelle. Det lykkes, for de fleste er smilende og imødekommende, når man giver sig tid til dem.

Man kan være fristet til at tænke, at man som missionær alligevel ikke har andre ting at give sig til, end at være ude blandt de lokale. Men af vores korte indblik i Sissel og Thomas' missionærliv her i Totota, kan vi erfare, at der er rigeligt med andre opgaver, der også presser sig på. Ligesom vi selv kender det hjemme fra hverdagen. Der skal handles ind, slås græs, sendes mails, fodres kat og medregnes godt med transporttid. Derudover er der også nogle ekstraopgaver vi ikke behøver at bøvle med derhjemme så som at rustbehandle døre, fylde generatoren op med olie, koge vand til kaffe på komfuret og filtrere drikkevand. Og samtidig fungerer Sissel og Thomas jo også som sygeplejerske og underviser. 

Måske er livet bare sådan, at der altid vil være andre hverdagsting, som nemt kan stjæle fokusset fra at være til stede - i mission - i sit lokalsamfund. Som missionærer er man på en eller anden måde forpligtet på at være skarp her, og ikke gemme sig væk i sit hjem, sin vennekreds og sin egen kultur. Men hvor kunne det være fantastisk, hvis vi alle forpligtede os på at tage aktivt del i vores lokalsamfund. 

Vi vil i hvert fald tage hjem herfra og øve os mere på at indlede en samtale med ham, der sælger Hus Forbi foran Super Brugsen. Og vi vil forsøge at tage os tid til at hilse ordentligt på bekendte, vi støder på i byen. Og sætte tid af til at kunne håbe på at falde i snak med nogen fremfor at håbe på, at de ikke ser én på gaden, så man kan nå at få ordnet sine gøremål.

/Cecilie og Thomas Sønderby Christensen

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier