”Hello, hello!” lød det bag hegnet

Flere gange sagde drengen det. Det var nok det eneste engelske ord han kunne. ”Hello, hello!”. Jeg fortsatte ned mod stranden for at sætte mig i vandkanten, bestille en cola, læse en bog og svømme med ungerne.

Tanker, tro og liv

Hvorfor er jeg på min side af hegnet og hvorfor er drengen på hans side af hegnet?

Jeg kommer til søen for at slappe af. Har sammen med familien kørt 200 km i min store bil, spist undervejs, taget billeder, nydt landskabet og efter flere måneder i Addis endelig kommet udenfor storbyen, larmen, rodet og alle de mange mennesker overalt. Drengen derimod bor ved søen. Han er også på vej til stranden, men for at vande fårene og køerne, som han passer. Måske skal han også selv vaskes i søen og måske hjælper han sin mor med vasketøjet også. Og måske bliver der tid til, at han kan lege lidt i vandet, hvis en anden gider holder øje med dyrene. Fra min liggestol kan jeg i hvert fald se nogle lokale børn på deres side af hegnet svømme i vandet. Måske er det hans far eller hans onkel som serverer colaen for mig.

Når jeg er i Etiopien kan jeg ikke undgå at opleve og føle uligheden. Verdens goder er ekstremt ulige fordelt. Jeg bliver aldrig fattig sammenlignet med dem. Om jeg så skyldte flere 100.000 kroner væk, så ville jeg aldrig være fattig. Jeg vil altid kunne tjene penge, fordi jeg er veluddannet. Som det ser ud nu vil jeg altid kunne ligge noget til side, hvis jeg vil prioritere det. Drengens skolegang derimod bliver sandsynligvis minimal og det vil følge ham resten af livet. Hans mulighed for at ændre sine livsforhold er relativt små. Mine er, i verden som jeg kender den, altid åbne.

Når jeg er i Danmark kan jeg ikke mærke uligheden i verden. Jeg ser den måske i fjernsynet, men den bliver fjern og abstrakt. Og ikke noget som har med mig at gøre. Her er forskellen bare, at jeg ikke kan ligge den fra mig, som jeg kan når jeg er mange tusinde kilometer væk fra den.

Anders
23. oktober 2013

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier