Det er hårdt og meget berigende

Journalist Jørgen Hedager Nielsen interviewede i sommer Anders på Hjallerup Bibelcamping og følgende er, hvad der i august blev bragt i Indre Missions Tidende.

“Jeg er ved at have greb om de opgaver, jeg skal virke i, og en forståelse af, hvordan jeg gerne vil arbejde de næste par år.” Anders Møberg snakker ikke om den opgave han lige nu er i gang med.

Vi står i en slags maskinhal på Hjallerup Bibelcamping, hvor en stor opvaskemaskine hjælper pladsens mange spisesteder med en af de mere kedelige opgaver. I dag er det Anders’ tur til at klare familiens opvask. Sammen med menigheden fra Kristkirken i Kolding, camperer han med sin hustru Tine og deres fire børn på Menighedscampen på Hjallerup Bibelcamping.

Til daglig bor de i Addis Abeba i Etiopien, udsendt af Promissio. Det er hans opgaver i den etiopiske storby, han omtaler så optimistisk.

Planlægning og kaos

En af de større opgaver for Anders er at skabe sig et netværk inden for Mekane Yesus-kirkens ungdomsarbejde i Addis Abeba.

“Jeg lærer mere om kirken og de unge, og de lærer mig at kende. Det handler meget om tilstedeværelse, nærvær og forståelse i den etiopiske kultur.”

Tilstedeværelse, nærvær og forståelse er også nøglebegreber i Danmark, men han mener alligevel, at udfordringen er anderledes i Etiopien.

“Jeg kan ikke bare agere, som jeg ville i Danmark. Den rigtige måde at være på, kan jeg kun lære i samvær med etiopiere,” understreger han.

“Det opleves menneskeligt hårdt. Jeg arbejder på min måde, men det virker ikke nødvendigvis i samarbejdet med dem. Det handler blandt andet om deadlines. Jeg kan godt lide at følge en plan, men sådan fungerer det ikke altid for dem.”

Anders Møberg fortæller, at da han tog til Danmark, var de i gang med planlægningen af en national konference, hvor der skulle deltage ti ledere fra hver synode.

“Det ville give en deltagerflok på 300 mennesker. En måned før afviklingen havde de stort set talerne og underviserne på plads, men resten var der ikke styr på. Vi missionærer var enige om, at det aldrig ville komme til at fungere, men nu har jeg lige fået at vide, at de har haft nogle velsignede og udbytterige dage,” siger han med et smil.

Hjælp til hele mennesket

Anders har mere konkrete projekter, hvor han i et arbejdsfælleskab skal fremstille materiale og værktøjer til kursus for urbane unge.

“Kommer det til at virke i Addis, skal det udbredes til resten af landet,” forklarer han. “Det er ofte sådan, det virker. Vi afprøver tingene i Addis, og virker de der, eksporterer vi dem til andre menigheder i landet.”

Han er også med i et pilotprojekt, som afvikles i fire menigheder i Addis Abeba. Kirkerne etablerer et bibliotek, en it-cafe, lektiehjælp og sportsaktiviteter for unge. Det sker i tilknytning til kirkerne, og bliver forhåbentligt støttet af Danida-midler via Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

“Det er et holistisk projekt,” siger han. “Vi forsøger at se mennesker som en helhed, der ud over behovet for at møde Guds ord, også har andre behov. Projektet indeholder også en træning i frivilligt arbejde, hvor nogle fra kirkerne skal lære noget om at være forpligtet på en opgave.”

Hvis projektet bliver vellykket i de fire pilot-menigheder, vil det blive udbredt til andre menigheder.

En gave fra Gud

Anders og Tine mærker tydeligt, at de er kommet til en anden kultur. “Vi bliver vækket klokken fem om morgenen. Så kalder moskeerne til bøn første gang. De ortodokse kirker er også med til at forhindre os i at sove.”

De tog konsekvensen, og vænnede sig til at stå op klokken halv seks.

“Vi bruger morgenen til at holde andagt og bede sammen. Vi har ladet os inspirere af etiopierne. Mange af dem bruger ugentligt en hel nat på bøn i små grupper. Vores morgener er en gave fra Gud, som vi ikke havde fået et andet sted.”

Han indrømmer, at de er trætte om aftenen. “Men det ville vi nu være under alle omstændigheder, for livet er hårdere der end i Danmark. Vi er hele tiden på, når vi møder mennesker. Sproget kræver rigtig mange psykiske kræfter, og ofte kommer vi ud af vores komfortzone.”

Men han føler ikke, de bliver snydt for noget. “Vi bliver så beriget på rigtig mange måder,” understreger han.

Spørgsmål og inspiration

Anders bliver ikke i udpræget grad brugt som prædikant. Den tid er forbi, hvor det i sig selv gav status at være europæer. “Jeg anerkendes som konsulent og inspirator. Det er fint, for det er det, der er målet for vores arbejde.”

Han ser noget af sin funktion som det at stille de spørgsmål, som får dem til at tænke efter en ekstra gang.

“Vi kan bidrage til at styrke lederskabet, og vi kan være med til at dæmpe bureaukratiet. Og så kan vi måske inspirere til et bedre familieliv.”

Han mener også, at missionærerne er med til at skabe frimodighed og inspirere til mission. “Det er ikke alle menigheder, der er i vækst,” forklarer han. “Nogle har det meget svært. For eksempel i Bale, hvor Promissio har arbejdet i mange, og hvor 90 procent er muslimer. Så bliver kirkerne let presset.”

Et internationalt hospital

Tine er sygeplejerske. Et af de store projekter, hun er med i, er et nyt nordisk hospital vednavn Nordic Medical Center, som etableres for norske fondsmidler.

“Det bliver et hospital for de mange udlændinge, som arbejder i Addis,” forklarer Anders. “Ideen er at tage fra de rige og give til de fattige. Overskuddet fra hospitalet skal bruges til sundhedsarbejde blandt etiopierne. Og det nye hospital skal uddanne lokale læger og sygeplejersker.”

Addis Abeba er et form for center for hele Afrika. Derfor rummer byen blandt andet 80 ambassader. Det giver rigtig mange udlændige. Tine og Anders’ fire børn modtager undervisning i en engelsksproget international skole.

De samarbejder med svenske og amerikanske missionærer i Addis, og de har konventer for danske Promissio-medarbejdere.

“Og så er vi både med i den lokale Mekane Yesus-kirke og en international luthersk kirke under Mekane Yesus-kirken. Vores børn nyder især fællesskabet i den internationale menighed,” siger han, idet han tager en bakke med kander og bestik ud af opvaskemaskinen.

Anders
29. august 2014

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier