Du bliver barn igen

Arrrg, jeg kan ingenting selv!

Jeg ved ikke engang, hvordan man køber havregryn i den her by? Findes det overhovedet? Og hvad hvis jeg bliver syg, jeg aner ikke, hvordan man ringer til lægen.

Når vi kører gennem byen, kigger jeg ud ad bilruden. Hvor mon alle de mennesker bor? Hvordan er deres hverdag? Skal de der drenge ikke i skole? Jeg kan kun se en stor grå masse af noget, jeg er fremmed overfor og ikke kan trænge ind i?

Jeg har nu boet tre måneder i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, og jeg føler mig som et lille barn. Jeg forstår ikke omgivelserne, og jeg kan ikke sproget. Jeg har mistet kontrollen, og jeg er helt afhængig af andre.
Det er ydmygende og flovt ikke at kunne begå sig. Nogle dage har jeg lyst til bare at gemme mig og råbe: “Skrid, det er jer, det er galt med, ikke mig!” Hvis jeg altså kunne sige så meget på amharisk.

Vi vil selv

Havde jeg været et rigtigt barn, ville jeg reagere helt anderledes. Et lille barn er afhængigt af hjælp. Det forsøger ikke at opnå kontrol, for det ved ikke, hvad kontrol er, og kontrollerer ikke noget. I stedet skriger barnet, når der er noget galt. MOAR! FAAR! Barnet ved, at det er dets ret at kalde og blive hørt, og det ved, at hjælpen kommer fra den altid opofrende mor eller far.  Det er i hvert fald idealet. Her, hvor vi bor, har mange børn det svært.

Så snart vi er ude over barnets første stadier, ændrer vi os. Vi begynder at kunne selv og finder hurtigt ud af, hvor godt det føles at have kontrol. Langsomt tager vi selv kontrollen over vores liv. Og jo ældre vi bliver, jo sværere bliver det at vende tilbage til barnestadiet. Vi hader at tabe kontrol, for så bliver vi afhængige af andre, og det er ikke rart. Vi hader at spørge om hjælp, fordi det afslører, at vi ikke kan selv.

På jagt efter et fjernsyn

Forleden var min søn, Ruben, og jeg ude at køre en tur. Vi skulle købe et billigt fjernsyn, så han kunne få sin Nintendo Wii op at køre igen. Efter ni måneder uden var han ret desperat.

Vi havde fundet et fjernsyn dagen i forvejen, men det viste sig at være i stykker. Så vi fortsatte ud i byen. Det blev til mange stop og mange spørgsmål på gebrokkent amharisk og engelsk, men stadig intet fjernsyn.
Jeg var rigtig træt af det, for jeg havde lovet, at vi nu endelig ville få det fjernsyn. For mig selv bad jeg et par gange til Gud: “Hjælp os med at finde et billigt fjernsyn. Vi har ikke råd til et dyrt!”

Først fortalte jeg ikke Ruben om min bøn. Noget i mig gjorde det svært at fortælle det, selv om han gerne må forstå, at vi kan bede til Gud i alle situationer.

Gud svarede

Til sidst fortalte jeg det alligevel, og da vi få minutter efter kom ud af en butik med et fjernsyn under armen, sagde Ruben: “Far, i dag har du hjulpet mig med to ting. Vi har fundet et fjernsyn, og du har fortalt mig, at man kan bede til Gud!” Sådan svarede Gud den dag sine børns bøn.

Først om aftenen forstod jeg, hvorfor jeg ikke straks fortalte Ruben om min bøn. Jeg havde ikke lyst til at indrømme, at jeg ikke selv kunne få fat i det fjernsyn, vi havde aftalt. Han skulle ikke se mig som det barn, jeg var, der var nødt til at spørge sin far om hjælp. Og så var jeg i tvivl om, hvordan Gud ville hjælpe. Hvad nu, hvis vi alligevel måtte køre skuffede hjem? Hvordan skulle jeg forklare drengen det?

FAAR

I mødet med Gud bliver vi børn. Men ikke af egen fri vilje, for vi vil hellere selv. Vi bryder os ikke om at slippe kontrollen og lade Gud tage over. Vi vil helst undgå at spørge Gud om hjælp eller indrømme, at vi har brug for den, for så bliver vi nødt til at ydmyge os over for ham. Jeg tvivlede på Gud den dag i bilen. Jeg havde ikke lyst til at give ham kontrollen og slet ikke lyst til at fortælle Ruben om det.

I Galaterbrevet 4,6 står der: “Fordi I er børn, har Gud sendt sin søns Ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader”. I mødet med Gud bliver vi børn, og i dåben bliver vi hans børn. Men Gud ved, hvor svært vi har ved at overgive os til at være hans børn. Han kender vores modstand imod at afgive kontrol, bede om hjælp og ydmyge os. Derfor har han sendt sin søn for at dø for vores skyld, og helt konkret sender han i dag sin søns ånd ind i vores hjerter. Den har én opgave. Den råber: FAAR! Således retter Gud os mod ham som vores far.

Slip kontrollen

At blive barn er den eneste vej ind i en ny kultur. Vi bliver nødt til at spørge om hjælp og indse, at vi ikke kan selv. Sådan er det ofte i vores liv. Vi står over for store problemer, udfordringer, smerter, bekymringer og død, og vi kommer kun videre, hvis vi spørger om hjælp.

At møde Gud er også at møde en ny kultur. Hans kultur er en helt anden end vores. Han leder os i alt det svære, er med os, når det er hårdt, og intet sker, som han ikke vil skal ske. Sådan er en god far over for sit barn.
Alligevel føler vi nogle gange, at det er forbandet hårdt, men Gud er med os i smerten, så i virkeligheden er det velsignet hårdt. Men det kan også være hårdt nok!

Gud kræver af os, at vi slipper al kontrol og overgiver os til ham. Det er uendelig svært i en kultur, hvor vi er opdraget til at kontrollere alt, os selv, vores omgivelser, sygdom, død og djævel. Alt dette, som det i virkeligheden er Gud, der kontrollerer, og netop ikke os. Men lige som vi må bede Gud om hjælp til at finde havregrynene, nummeret på lægen og et billigt fjernsyn, så må vi bede ham om hjælp til at give slip og lade ham tage over.

Anders
16. april 2013

-o-O-o-

Denne artikel er oprindeligt skrevet til Geist, Indre Missions
ungdomsmagasin.

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier