En hurtig tur i lufthavnen

Jeg var i dag i lufthavnen for at hente mine kontaktlinser. De blev taget i tolden, da vi skulle have vores fragt (de otte tønder) ind i landet.

Hverdag i Afrika

Jeg havde alle de rigtige papirer med. Et brev fra min optiker om at linserne er mine til privat brug og et underskrevet dokument, hvor jeg lover kun at bruge linserne selv og ikke sælge dem videre eller på anden måde tjene penge på dem. Jeg havde Getachew med, en etioper ansat at DEM* til at varetage forskellige administrative og praktiske opgaver.

Vi kom frem til Cargo området efter at være blevet kropsvisiteret ude ved hovedporten og jeg havde fremvist mit ID kort. Vi måtte ind på fire forskellige kontorer, inden vi var på det rigtige kontor. Her blev vores papirer læst igennem og vi blev sendt ind i cargo-hallen. Her skulle vi først igennem sikkerhedskontrollen og have håndtasken gennemlyst. Vi kommer ind på det rette kontor og går til en skranke, hvor vi bliver sendt over til naboskranken bare for at blive sendt tilbage til første skranke igen. Efter lidt snakken frem og tilbage går manden bag skranken ud for at hente mine kontaktlinser. Minsandten om han ikke efter lidt tid kommer tilbage med kontaktlinserne! Han tjekker, at det passer med papirerne og jeg bliver helt lettet. Tænk at det skulle gå så nemt. Vi har kun brugt en time på det.

Først lige begyndt

Men vi var først lige begyndt… Vi bliver sendt tilbage til det første kontor igen. Her skal vi have en til at gå med over i cargo-hallen og godkende, at vi må få udleveret linserne. Vi går tilbage, men får her at vide at vi hellere må komme tilbage i morgen. Getachew siger, at vi bare skal stille os uden for kontoret og vente. Det gør vi så. Mens vi venter, snakker jeg med to svenske kvinder, der har gået fra kontor til kontor de sidste 6 timer, for at få deres ejendele udleveret. Kontoret vi står foran er ca. 8 m2 stort. Der er 4 skriveborde og ved hvert skrivebord sidder der en og arbejder. En stemplede pairer, en lagde de stemplede papirer i en bunke, den tredje tog af flere omgange det samme papir op af en skuffe og glattede det lidt, for så at putte det tilbage i skuffen. Den sidste sad bare og kiggede ud i luften og snakkede lidt med de andre af og til.

Der kommer så en femte mand ind på kontoret, sidder og snakker lidt, og kigger så ud på os. Getachew er hurtig, hilser på ham og forklarer ham vores anliggende. Vi er heldige og han går med os over i cargo-hallen. Igen må vi igennem security og tilbage til kontoret, der har mine linser liggende. Han undersøger dem, udspørger mig om, hvad det er, hvad de skal bruges til osv. Til sidst siger han, at han vil godkende, at vi tager dem ind i landet. Men så skal vi lige med tilbage til hans kontor, for at få et stempel. Vi følger med, får vores stempel, går tilbage gennem security og ind til kontoret med linserne. Vi viser stemplet, og får nu at vide, at vi skal over i en anden hal og udfylde nye papirer og vise mit og Anders’ pas.

Vi går igennem en stor hal, hvor toldere står og tjekker indholdet fra tønder, kasser og lignende. Det var i det område Anders hentede vores tønder. Jeg tænker på, om de også stod oven i vores tønder og hoppede for at få tingene til at være der igen. Vi finder den rigtige skranke, får vist pas, fortalt om vores ærinde og forklarer igen igen, at linserne er mine og til privat brug og får sat en underskrift og går så tilbage til kontoret med linserne…

Men, men, men…

Nu er papirerne så i orden, tror vi, men det viser sig, at jeg kun har fået lov til at føre dem ind i landet. De tror stadig det er til videresalg, og vil derfor, at jeg skal betale 2.000 kr, da det er værdien af linserne. Getachew er klar til at finde pengene frem, men jeg syntes, at det er lidt meget, så jeg tager en lang snak med en ny mand bag en ny skranke, han henviser mig til sidst til sin overordnede, og hun henviser mig til hendes overordnede. Så vi må forbi to nye skranker, for at komme til at sidde i kø foran et fint kontor.

Efter noget tid bliver det vores tur og først må Getachew forklare vores ærinde og jeg må svare på de samme spørgsmål om, at det er til privat brug og ikke til videresalg. Til sidst tilbyder jeg hende at demonstrere, hvordan kontaktlinser fungerer og begynder at tage de linser ud af øjnene jeg har på, så hun kan se dem. Det har hun ikke lyst til at se, hun ser noget forskrækket ud ved tanken og skriver hurtigt på et stykke papir, at det er til privat brug og at jeg må få mine linser udleveret.

Endelig kan vi gå tilbage til kontoret med linserne (vi skal bare lige igennem security igen), bliver her sendt til en ny skranke, hvor jeg skal betale 600 kr. fordi de har skullet opbevare mine linser for mig. Dem betaler jeg. Men så bliver vi sendt ud for at tage kopi af kvitteringen og vores andre papirer, før vi endelig kan få linserne udleveret. Det betyder en ny skranke og endnu en tur igennem security. Det lykkes, vi får linserne i hånden og går mod udgangen.

Men lige inden vi når ud, bliver vi stoppet af en mand, der skal tjekke, at papirer og pakke, stemmer overens. Det viser sig så, at vi har fået udleveret kopierne sammen med pakken med linser. Vi skulle have haft originalerne med. Det betyder endnu en tur tilbage til skranken, bytte papirerne og så endelig efter 4 timer og utallige skranker og lange køer, kan vi forlade stedet med mine kontaktlinser i hånden…

Trætte kører vi ud i den tætte trafik på ringvejen og tilbage imod Mekanisa, en oplevelse rigere og 600 kr. fattigere. Men mon ikke de 600 kr. kan være med til at betale lønnen til de mange forskellige mennesker vi har været i kontakt med i løbet af eftermiddagen…?!?

Tine
11. februar 2013

* DEM = Dansk Ethioper Mission som Promissio hed før 15. maj 2014.

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier