Masser af sang, en ung kvinde, måske en prins på en hvid hest og håb!

Vi sidder i bussen og venter. Eller det passer ikke. Vi sidder i en gammel Toyota Landrover, der bliver brugt som bus og venter. 

Vi er 17 og der er sæder til 11. Sidste af tre undervisningsdage i Mekele, nær grænsen til Eritrea i det nordlige Etiopien, peakede med råbebøn og lovsang til Gud og der er stadig høj stemning i ”bussen”. Til sidst kom den sidste mand, endda med et par højtalere, men ind med dem og så kan vi begive os mod hotellet og samtidig sætte folk af undervejs.

To unge fra menigheden blev gift dagen før og hele menigheden var med. Kvinden overfor mig holder en iPad op, så alle kan se videoerne fra brylluppet. Dans og sang, syntheziser og gamle mænd, der hopper sammen med de mange, mange unge. Der synges med og der hvines, når én ser selv. Ind i mellem forsøger chaufføren at tage iPad’en for at se med, men den unge kvinde skubber hans hænder væk og griner af ham. Jeg smiler og siger på dansk til Viktoria, min svenske kollege, at nu forstår jeg godt, hvorfor de optager alt muligt mobiltelefonerne, når de kan have så meget fest ud af det bagefter. Hun griner indforstået.

Amharisk, Tigrainia, det lokale semitiske sprog i området og beslægtet med Amharisk, engelsk, lidt svensk og lidt dansk flyver gennem luften. Den lille pige ved siden af mig, som de foregående dage har forsøgt at overvinde, at hun er genert, får spurgt til min alder og jeg spørger også hende. Hun er ti år, men meget mindre end vores Ruben, som også er 10. Kvinden overfor er 25 år og Viktoria får fundet ud af, at hun ikke er gift. Hun siger dog i begyndelsen, at hun skal giftes om en måned og da vi på ægte etiopisk vis bliver meget forbavsede og med stor entusiasme siger tillykke griner hun bare af os. Dvs. hele bussen griner. Vi forstår ikke helt og kommer heller ikke til det, men sådan er det nu ofte. Jeg forsikrer hende på amharisk om, at prinsen på den hvide hest er på vej og at Gud gemmer i sit hjerte, hvem det er. Hele bussen skraldgriner, både over tanken i sig selv, men også over at det er mig, der siger det. Og hun fniser, men hun bliver ikke rød og jeg kan se, at hun tror på mig. For hun har lært at håbe.

Viktoria fortæller på svensk, at hun har opstøvet, og det er den slags man skal være heldig for at få indsigt i, at denne unge kvinde er opvokset på Mekane Yesus Kirkens børnehjem i Mekele. Siden blev hun taget ind i en af menighedens familier og er fortsat på en god vej frem. På dansk ville sige, at hun er ”fræk som en slagterhund”, hvilket f.eks. viser sig ved, at hun umotiveret skubber Viktoria, som forarget og i sjov skubber igen, hvorefter hun lige nøjagtig flytter sig, så Viktoria rammer forbi. De griner højt igen. Intet slår hende af pinden og man kan se i øjnene på hende, at ingen bare får lov at bestemme over hende. Sikkert noget man bliver nødt til at lære på et børnehjem. Og så dog. For samtidig fornemmer jeg et blødt hjerte, som er rørt af Guds kærlighed og gode menneskers fællesskab, måske faktisk nogen af dem i bussen. Jeg tror, hun håber på at få en god mand og en god fremtid og havde vi haft tid og ro er jeg sikker på, at hun kunne have fortalt en varm historie om, hvad håb betyder for en lille pige, der engang blev efterladt på et børnehjem og nu er sundhedsplejerske på et andet af Mekane Yesus kirkens tilbud i byen.

Vi synger hele vejen hjem! På amharisk og dansk/svensk og tigrainia og engelsk. Tamrat, min mandlige kollega og jeg, når også at synge duet på en selvoversat amharisk version af ”Don’t worry, be happy” til stor glæde for alle. Da jeg stiger ud kan jeg stadig mærke latteren i maven og en glad fornemmelse af fællesskab på tværs af hudfarve, alder, sprog og kultur. ”Temesgene Yesus” nynner jeg op ad trappen til mit værelse, for der er nok at sige tak for.

Anders
13. oktober 2014

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier