Når mennesker på vejen er sendt af Gud

Jeg var i den historiske by Lalibela med en dansk ven for nogle måneder siden. En eftermiddag sad jeg i eftermiddagssolen og betragtede en af de gamle kirker. Som så ofte før kom der en etiopier hen, som gerne ville snakke. Det var en ung etiopisk mand, men jeg var ikke lige klar på at snakke, så det fortalte jeg ham. Han ventede imidlertid på mig og da jeg rejste mig for at gå fulgte han mig hen til bilen. Vi snakkede om løst og fast og han fortalte, at han var ingeniørstuderende og ortodoks kristen. Som forventet ville han gerne have min e-mail, så vi kunne fortsætte vort venskab, som han udtrykte det og flere gange spurgte han indtrængende. Jeg husker at jeg den dag var irriteret og på ingen måder imødekommende. Nogle dage er det bare sådan, når man bor i en fremmed kultur. Jeg sagde til ham: ”Hvorfor vil du have den? Hvad hvis jeg ikke svarer?” Men uden helt at huske hvorfor, så endte det med at jeg gav ham mit kort. Måske bare for hans påtrængenheds skyld. Måske for at få ham til at gå. Og siden har jeg naturligvis fået en række e-mails på gebrokkent engelsk og ikke svaret en eneste.

 

I går fik jeg besøg af en kollega fra SIM, et amerikansk missionsselskab. Jeg havde hørt at han arbejder med urbanisering ligesom mig, så jeg havde spurgt, om vi ikke skulle mødes og udveksle erfaringer. Jeg kendte ham ikke, men vi havde en skøn formiddag. Vi fik vendt utallige emner, vores hjerter banker i takt for urbane udfordringer og vi oplevede vist begge denne særlige følelse af at blive bragt et skridt videre i vores arbejde efter mødet med den andens tanker og perspektiver. Bagefter tænkte jeg: ”Nej, hvor er det skønt, at Gud sender mennesker på min vej, som bliver en hjælp og til inspiration.”

 

Sådan har jeg ofte oplevet det i Etiopien. Mennesker som jeg af en eller anden grund kom i kontakt med i det første halve år og som siden er blevet katalysatorer for mange vigtige ting i min tjeneste her. En oversætter for mig ind i mellem. En anden er jeg ved at udvikle en metode til at ”mappe” (analysere) byområder sammen med. Og en anden vidste sig at være en ret skidt fyr, men han bragte mig sammen med en tredje, som jeg i dag har et skønt venskab med. Alle sammen mennesker, som jeg er sikker på Gud har udvalgt til på en særlig måde at bistå mig med at komme i gang med mit arbejde i Addis.

 

Dette med at værdsætte de relationer, som Gud sender på vores vej er noget, som de understregede meget på All Nations i forbindelse med vores missionærforberedelse. Som de sagde, så ved man aldrig, hvor meget en tilfældig undseelig relation kan komme til at betyde siden hen, så det er om at være opmærksom på de folk Gud lader en møde.

 

Så da mit møde i går var færdigt tænkte jeg lidt på mine relationers betydning. Hvor meget spændende kan der ikke komme ud af, at jeg nu har en ny relation til en, som også arbejder med urbanisering? Derefter gik jeg i gang med min mailbox og der lå – selvfølgelig – en mail fra min energiske ”ven” fra Lalibela. Altså den unge påtrængende fyr jeg talte med i ti minutter.

 

Er han mon også en af dem Gud sender på min vej? Skal jeg investere kræfter på ham? Jeg kender ham jo ikke. Men vil Gud noget med ham? Arghh… måske jeg alligevel bør sende ham et svar!?!

 

Af Anders Møberg

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier