Om dagen hvor vi lærte om forældreløse armenske børns betydning for Addis Ababa

I anledning af hundredåret for det armenske folkedrab tog min svenske kollega, Jonas Nordén og jeg, på besøg i den lokale armenske kirke. Jeg havde for lang tid siden lagt mærke til den armenske kirke oppe ved bydelen Piazza og netop hundredåret, mente vi, var et godt tidspunkt for et besøg.

Vi fik en dejlig samtale med Simon, caretaker ved kirken, og han kunne fortælle, at de fjorten dage forinden havde afholdt mindehøjtidelighed med besøg fra den armenske kirke i Cairo. I stedet fik vi Simon til at fortælle om Armenierne i Addis Ababa og han svarede på vores mange spørgsmål. Allerede i 1700-tallet var de første armenske handelsfolk kommet til Etiopien og grundet at både den Armensk-Ortodokse Kirke og den Etiopisk-Ortodokse Kirke er medlem af det orientalsk-ortodokse fællesskab af kirker, var de blevet godt modtaget. Men der var for alvor kommet gang i indvandringen fra Armenien efter det armenske folkedrab fra 1915-19. Den etiopiske Kejser Haile Selassie havde i 1920’erne besøgt Armenien og tog meget venligt imod disse dygtige og ofte veluddannede håndværkere fra Armenien.

Vi havde forinden gjort os bekendt med fænomenet Arba Lijoch, hvilket på amharisk betyder de fyrre børn og vi spurgte Simon til historien bag. Han bekræftede at Haile Selassie, efter indhentning af tilladelse hos Patriarken i Jerevan, havde importeret et brassband bestående af 40 forældreløse armenske børn. De var ofre for folkedrabet og da Selassie hørte dem spille i det armenske kvarter i Jerusalem, blev han meget betaget. Dette band var det første af sin art i Etiopien og fik til opgave at oplære Etiopiske unge i musik. En af børnene skrev i øvrigt Etiopiens nationalmelodi, som blev brugt helt frem til kommunisternes regime i 1970’erne. Og som vi stor der i kirken og mærkede historiens vingesus og Simons stolthed og forstod nogle af folkedrabets følger, så var det slet ikke overraskende, da Simon fortalte at hans far havde været én af Arba Lijoch. Det sagde han uden pral men med et lille stolt smil på læben.  

Allerede i 1924, omtrent ti år efter folkedrabet, stod den fine armenske kirke færdig nær centrum af Addis Ababa. Før folkedrabet var der omkring 200 Armeniere i Addis, men hurtigt derefter blev de indvandrede armeniere (ifølge et hurtigt opslag på thearmenianite.com) en særdeles drivende kraft i skabelsen af en moderne hovedstad i det dengang meget landlige Etiopien. De blev givet centralt beliggende stykker jord, bl.a. området mellem Hotel Ghion og Hotel Sherathon, og skabte en større skofabrik. For lidt tid siden besøgte jeg Fistula Hospitalet ved Ayer Tena i Addis og tilfældigvis husker jeg fra samtalen, at det jord hospitalet blev bygget på blev solgt til hospitalet af armeniere.

Vi sagde farvel til Simon, jeg fik en pebermynterod fra deres fine gårdhave, da jeg ikke har pebermynte i vores have og vi påtænker at tage til gudstjeneste i den armenske kirke ved lejlighed. Vi fortsatte vores gåtur og besøgte både den græsk-ortodokse kirke og den katolske kirke. Alt sammen meget spændende og opmuntrende. Tidens tand havde sat sig mest hos armenierne og grækerne, hvorimod katolikkernes compound emmede af liv og aktivitet. De var så flinke at tage imod en bestilling på to præsteskjorter, så vi kan se godt ud, når vi arbejder i vores lutherske Mekane Yesus kirke. Forhåbentligt får etiopierne aldrig brug for at udvandre pga. folkedrab, men skulle det ske, må vi håbe at kristne brødre og søstre omkring i verden er klar til at tage imod, give plads og hjælpe på vej i det fremmede.   

Men vores armenske dag var ikke slut med det! Om aftenen tog vores to familier, svenske Jonas' og min, på The Armenian Club, hvor ungerne legede og vi fik fantastisk shish kebab, pasterma, humus og andet godt. Det eneste der manglede var den armenske vodka, men i stedet kunne Tine og jeg fortælle historier om, hvordan vi på stranden ved Løverodde i Danmark har spist armensk mad lavet af armenier-missionærfamilien Pedersen. Dengang lærte vi til gengæld at drikke vodka til hovedretten, Per skålede på ægte armensk vis for livet, helbredet og familien, Anna-Kathrine så glad ud i sommerlandet og deres familie delte minder fra deres tid i Armenien og vores familie lærte om at være missionærfamilie. Det var også en god dag ligesom den i går.

Tags

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier