Råb til din Gud - sådan virkeligt råbe

Når vi skal i kirke spørger vores unger om vi skal i råbekirke eller i den internationale. Med råbekirke mener de lokal etiopisk kirke og det er de ikke helt vilde med pga. sproget, fremmedheden og lydstyrken. Der bliver råbt og larmet til etiopiske gudstjenester.

På fremmede for etiopisk spiritualitet kan råbebønnen virke frastødende og fremmedgørende. Nogle vestlige, missionærer iblandt, siger fra overfor denne form for spiritualitet og mener, at det er forkert og unaturligt at råbe til Gud i bøn. Udtrykket er for voldsomt og minder ikke om vestlig spiritualitet med inderlige, formfuldendte bønner, lovsange og salmer akkompagneret af orgel eller lovsangsband. Men jeg tror en negativ vurdering af råbebønnen tager fejl.

Forleden var jeg med til at synge Darlene Zschechs Shout to the lord (på dansk Råb til din Gud), som i Hills Songs udgave vel nok er nyere tids mest kendte og brugte lovang i den bredevangelikale del af verden. Der er dog ikke meget shouting over Shout to the Lord, men den er derimod en velpoleret lovsang om Guds indgriben og om vores råb/sang til ham.

Det undrer mig, at vi i vestlig tradition har sunget så meget om at råbe til Gud, når vi aldrig gør det. Jo, vi gjorde det én gang til et landsstævne i IMU, men det blev jo noget på skrømt og kun for de unge. Jeg tror, det er sundt at råbe til Gud. Reelt råbe og skrige til Gud og lade alle frustrationerne komme ud og få plads. Etiopierne er i kontakt med deres følelser og de lader dem få udtryk i gudstjenesten og bønnen. Jeg spørger mig selv, om jeg ikke har et indre råb, som gerne vil ud. Om jeg ikke har ting jeg gerne ville råbe til Gud over. Det tror jeg, at jeg har.

Her til morgen tog jeg til morgenbøn på Addis Ababa synodes kontor og hvad jeg ikke vidste var, at der var påskesamling i anledning af etiopisk påske. Hvad der normalt er en halv time på knæ ved hver vores stol, var i dag 2½ time på knæ med skiftende sang, bøn, læsning, stilhed (ikke så meget) og mange råb til Gud. I mødet med den type spiritualitet oplever jeg velpolerede Hill Song til sammenligning som ren performance. Når Hill Song er på scenen er det stylede unge sangere, udtrykket er pop og åndelig dybde fraværende. Der kan synges om at råbe til Gud, men det sker ikke. Jeg tror det er en skam. På denne side af evighed er der nok af oplevet eledighed og uretfærdig i egne og andres liv, som vi kan råbe til Gud om, skælde ham ud for og bagefter lægge fra os, fordi vi har brugt hele kroppen til at få det ud. Jeg tror vestlig åndelig kultur trænger til en udfordring på at gøre det vi synger om.

Hvor ofte har du ikke bønfaldet Gud om noget, men alligevel ikke været på knæ?

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier