Vi er hjemme i Addis

Hjem er ikke bare et fysisk sted for os, men også relationer, og vi har mange forskellige hjem. Vores primære hjem er Addis og vores mange dejlige venner blandt etiopiere og internationale relationer.

Efter en god tid i Danmark er vi tilbage til Addis. Det var rigtig godt for vores børn at opleve alt det danske og "hjemlige" og forstå at det stadig er nogenlunde som de husker. Vi voksne havde godt af mange gode samtaler med familie og venner, og vi glædede os også over at møde Promissios bagland, samt deltage på diverse campings i regi af Indre Mission. Da Anders gik på scenen for at tale til de unge på Mørkholt Ung Camp, fik han en varm fornemmelse i maven og speciel oplevelse af at være hjemme. Hjem er ikke bare et fysisk sted for os, men også relationer, og vi har mange forskellige hjem. Vores primære hjem er Addis og vores mange dejlige venner blandt etiopiere og internationale relationer.

Nordic Medical Centre - et nyt hospital

1. september begyndte Tine som ledende sygeplejerske på Nordic Medical Centre (NMC) i Addis. NMC starter op 1. januar 2015 og er nu i forberedelsesfasen hvor Tine udvikler standarder for arbejdet og ansætter personale. 
NMC ønsker kort fortalt at bruge Robin Hood princippet som går ud på at være et sygehus med vestlig standard for de allerrigeste (diplomater, rige etiopiere, NGO-ansatte, AU-ansatte) i Etiopien og bruge overskuddet til programmer målrettet fattige etiopiere. Samtidig bliver NMC forventeligt det bedste uddannelseshospital i Etiopien, hvilket på lang sigt kan være med til at sikre sundhedsfremmende standarder i landet. Det er en stor mulighed for Tine at bruge hendes faglige kundskaber i en relevant sammenhæng. 

Meketeya Mekane Yesus 

For et par uger siden var Liv og Anders til gudstjeneste i Meketeya Mekane Yesus, en lokal menighed i Addis Ababa (billedet). Anders var blevet spurgt om at prædike, og Liv tog med for at tage et par billeder. 
Det var rigtig hyggeligt for far og datter at være på tur sammen, og i bilen på vej hjem var der meget at tale om. Hvorfor står de op og synger? Hvorfor danser de? Hvorfor råber de så højt når de beder? I Meketeya og sammen med tre andre menigheder laver Mekane Yesus Kirkens Børne- og Ungdomsafdeling et After School Project med Promissio som partner, hvor vi ønsker at inspirere lokale menigheder til at lave aktiviteter for unge efter skoletid.

Volontører og gæster 

Promissio har modtaget syv volontører som skal være i Etiopien i de næste tre måneder engageret forskellige steder i landet og med forskellige opgaver. Tine er volontøransvarlig og har forberedt deres ankomst. Det er nogle skønne unge, og vi glæder os over fællesskabet med dem. 
Samtidig har vi haft besøg af Jakob Swartz, sekretær for international mission, Frede Østergård, generalsekretær, og Roar Steffensen, medlem af Promissios bestyrelse. De deltog i vores missionærretræte langt inde i Balebjergene, og Anders tog med dem rundt til mange møder i både Addis Ababa og Wabe Batu Synoden, Promissios samarbejdssynode i Mekane Yesus Kirken. 
Så september har været fyldt med godt indhold og mange mennesker. Nu nyder vi i stedet lidt mere ro og tid til de daglige opgaver. 

Forbønsemner

Bed for: 
- Opstart af Nordic Medical Centre og Tines opgaver 
- Anders' arbejde med unge og nye tiltag på vej 
- Vores børns trivsel, specielt Ruben, hvis lærers metoder vi oplever som noget gammeldags 
- Volontørerne og deres indsats i Etiopien 
- At Gud må passe på os i trafikken 
- Promissios strategiarbejde i Danmark og i Etiopien 
- Fred i Etiopien og Østafrika, samt at spredningen af ebola ikke øges 

Tak for: 
- En dejlig sommer i Danmark og mange gode samtaler med familie og venner 
- At Tine er kommet godt i gang på NMC 
- At vi er glade for vores hverdag 
- At besøget fra Promissio Danmark blev godt og berigende for os alle 
- At vi alle er ved godt helbred 

Del denne side

Tine og Anders Møberg

Missionærer i Etiopien

Seneste tags

Seneste kategorier