"Vi var ikke de vigtige"

Sidst på efteråret tog ti rejsedeltagere flyet til Etiopien på Promissios studierejse. En rejse, der har sat sine tydelige spor i Jette Christensen fra Vejle og Kresten Kragh-Schmidt fra Skærbæk.

Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator

Taskerne var pakket og vaccinerne foretaget, da Jette Christensen, Kresten Kragh-Schmidt og seks andre rejsedeltagere på Promissios årlige studierejse stod klar en mørk morgen i oktober i Billunds Lufthavn. Ud over det lille rejsefølge ville yderligere to deltagere og en rejseleder støde til, når de nåede til Etiopien.

Jette Christensen havde før besøgt flere lande i Afrika, men hun er bidt af kontinentet og kunne ikke vente med at komme afsted igen. Det var heller ikke første gang, Kresten Kragh-Schmidt skulle til Afrika.

Begge havde oplevelser i vente, som de ikke havde forudset.

Et helt nyt spørgsmål

I Etiopiens hovedstad Addis Ababa besøgte rejsegruppen et fairtrade væveri, et hjem for tidligere prostituerede og flere markedspladser med mulighed for at slå en god handel af, men den største oplevelse for Kresten Kragh-Schmidt kom i følgeskab med den ni etiopiere fra Mekane Yesus-kirken, som danskerne fulgtes med på deres tur ud i landet.

”Vi sidder i bussen og så vender én af etiopierne sig mod mig, en ung mand, og stiller mig et spørgsmål. Han siger noget med ’gift’, så jeg svarer ’Ja, jeg er gift.’ Men det var slet ikke det, han spurgte til. Han spurgte til min ’gift’ – min nådegave. Da blev jeg tavs. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Det spørgsmål er der aldrig nogen, der har stillet mig før. Det har jeg tænkt meget over siden.”

Vi var ikke de vigtige længere

Når Jette Christensen skal fremhæve en oplevelse, der har gjort indtryk, tænker hun tilbage på besøget i en lille Mekane Yesus-kirke langt ude på landet.

”Vores besøg havde fået nogle lokale til at komme ind i kirken, og det var første gang, de var der. Vi var gæster langvejs fra, men da menigheden opdagede de nytilkomne, var vi ikke de vigtige længere. Det var de lokale, og de skulle have evangeliet fortalt. Selvom vi var gæster, så var der noget, der var vigtigere, og det var at forkynde for dem, der var i nærheden.”

Den meget udadvendte tro og opmærksomhed på at fortælle evangeliet videre gjorde indtryk på Kresten og Jette. Læs mere om Mekane Yesus-kirkens helt særlige strategi for at sprede evangeliet i det kommende Promissio-blad, som du kan finde her den 12. februar.