Lav en festlig indsamlingsevent

En event gør det sjovt at samle penge ind. Og så giver det et godt fællesskab at arrangere eventen sammen.

Her kan I finde inspiration til jeres indsamlingsevent. Hvis I selv har andre gode idéer, som I gerne vil dele med Promissios venner, så send gerne en beskrivelse af dem til Promissios netværkskoordinator Lotte Carlsen, lotte(at)promissio.dk.

Afrikansk markedsdag

Ideer til opbygning af markedspladsen:

  • Hav mange små boder. Én sælger kartofler, en anden løg, en tredje tøj osv. Alt sælges i løs vægt. F.eks. fem gulerødder ad gangen. Grøntsager lægges i fine små bunker der sælges én bunke ad gangen.
  • Sælg god kaffe og te i små afrikanske kopper.
  • Producer skrammelsmykker og sælg dem. F.eks. armbånd af brugte knapper. Brug også papirclips, ledningsstumper, konservesdåser, skeer, der hamres flade til armbånd, pyntede hårelastikker.
  • Producer lerkrukker og mal dem sorte eller brune.
  • Alt (bortset fra frugt) sælges fra boder på gulvet/jorden på et stykke halvflosset presenning 1,5 m x 1,5 m. Her sidder sælgeren i skrædderstilling og sælger det forskellige.
  • Frugt sælges fra et gammelt bord med gamle træ- eller plastikkasser.
  • Stil små parasoller op mellem boderne. Det gør ikke noget at folk skal bøje sig under dem for at komme til at handle.
  • Kvindelige markedssælgere må meget gerne have spraglet sjal eller tørklæde på. Sjal slynges om skuldrene og op om hovedet og ned på ryggen. Tørklædet bindes tæt om hovedet.

Auktion

En god auktionarius gør det underholdende at samle penge ind til Promissio.

Forslag til hvad I kan sælge på auktionen:

  • Sponsorgaver fra lokale handlende
  • Gavekort til weekend i dit sommerhus
  • Gode hjemmelavede ting (marmelade, håndarbejde, smykker, bagværk osv.).
  • Tjenesteydelser: børnepasning, bilvask, vinduespolering, hækklipning, osv.

Cykelsponsorløb

Få god motion og saml samtidig penge ind til Promissio.

  • Få en god flok personer til at stille op som cykelryttere (på egne cykler).
  • Hver cykelrytter skaffer sig sponsorer. Sponsor binder sig for at betale enten et fast beløb pr. kilometer cykelrytteren kører på den aftalte tid (en time), eller et fast beløb for at gennemføre cykelløbet. Cykelrytteren noterer sponsorers navn, adresse og e-mail adresse og det aftalte sponsorbeløb på en liste, som afleveres til jer der står for arrangementet.
  • Spørg lokale handlende om sponsorgaver, som I kan give som præmie til de cyklister, der cykler flest kilometer og cykler flest penge hjem.
  • Marker en rute, og mål hvor lang den er (antal kilometer). Vær opmærksom på, om I skal have godkendelse hos politiet.
  • Hav hjælpere klar til at udlevere vandflasker, tælle og noter hvor mange omgange hver cyklist kører, heppe på dem osv.
  • Cykelløbet afvikles den aftalte dag, og vinderne hædres og får deres præmier.
  • Kontakt sponsorerne og bed dem indbetale de aftalte beløb. Husk at fortælle dem, hvor de skal sende pengene hen. 

Fundraising koncert à la Botswana

Hold en fundraising koncert, sådan som man gør det i Botswana, når man f.eks. skal samle penge ind til kirkens arbejde.

Du skal bruge en person som konferencier og en anden person som modtager og holder styr på de bud eller udfordringer som mødedeltagerne opfordres til at komme med under koncerten.

Et bud kan f.eks. være at Hans vil betale 10 kr. for at Grete synger en sang. 
Hvis Grete så synger sangen, skal Hans betale de 10 kr. Men Grete kan også købe sig fri ved at betale et højere beløb (f.eks. 20 kr.), eller hun kan sende udfordringen videre til Pia ved at byde et højere beløb. Hvis Pia tager imod udfordringen, skal Grete betale. Ellers er det Pia, der skal købe sig fri eller sende udfordringen videre til en tredje til en højere pris.

Man kan sagtens have flere budrunder kørende samtidig.

Udfordringerne kan være alt muligt - blot skal det være noget, som kan udføres på stedet.

Konferencieren sørger for, at der bliver en vekselvirkning mellem annoncering af de givne bud (så forsamling får mulighed for at byde med) og optræden ved de personer, som har taget imod forskellige udfordringer: sange, vitser, konkurrencer, historier osv.

Hønseklatbingo

Hønen placeres i en indhegning af hønsetråd. Bunden er dækket af en presenning der er opdelt i nummererede felter. Deltagere betaler for at gætte, enten på hvor næste klat falder, eller på hvor hønen står næste gang stopuret ringer – f. eks. hvert kvarter. De første 10 minutter er prisen 5 kroner per gæt – de sidste minutter er prisen 10 kroner. Rigtigt gæt giver en præmie.

Kageorgie

Inviter til det helt store kagebord til fordel for Promissio. Hver gæst betaler et fast beløb (f.eks. 50 kr.), og må så spise alt det kage, man har lyst til.

Bed folk om at bage og give kagerne til eventen. Og kombiner med en konkurrence om den lækreste eller flotteste kage i forskellige kategorier (småkager, skærekager, lagkager). Konkurrencens præmier spørger I lokale handlende om at sponsere.

Velgørenhedsmiddag

Inviter til en middag til fordel for Promissio. Hver gæst betaler et beløb for middagen, og hele overskuddet går til Promissios arbejde.

Server en god middag for gæsterne. Det kan for eksempel være en ret fra Etiopien eller Liberia. (Find opskrifter via Google.)