Ungt par fra Aarhus rejser til Liberia i fire måneder

Astrid og Hans-Christian Pettersson fra Aarhus tager med Promissio til Liberia for at arbejde som praktikant og volontør i Den lutherske Kirke i Liberia fra den 18. august til den 17. december 2014.

Hans-Christian Pettersson læser teologi i Aarhus og skal i fire måneders praktik i forbindelse med sin kandidatuddannelse. Som praktikant i Liberia skal han undervise på Louis T. Bowers Lay Leaders and Ministers Training Center i Totota. Det er Den lutherske Kirkes uddannelsescenter hvor de uddanner evangelister og ordinerede diakoner (som i Liberia er en slags hjælpepræster) til kirken og dens menigheder. Centeret holder også kurser med efteruddannelse for kirkens præster, evangelister og diakoner, og centerets undervisere tager ind i mellem ud i landet på undervisnings- og evangelisationsture.

Som volontør skal Astrid Pettersson indgå i kirkens kvindearbejde i den lokale St. John menighed i Totota, hvor det unge par desuden sammen kommer til at deltage i opstarten af et ungdomsarbejde.


Download foto: Astrid og Hans-Christian Pettersson
Fotograf: Jakob Swartz, Promissio

Tekst: Marianne Bach, kommunikationssekretær og fundraiser
Dato: 9. juli 2014

Del denne side
Læs også
Dagens bedeemne

Ingrid Kafton Smidt, missionær i Liberia