Gertte blev en god underviser

- Daniel Gertte ved meget mere, og hans undervisning er mere solid og på et højere niveau, siger formanden for kirkens ungdomsarbejde i Baysah Farm om deres evangelist. Gertte er uddannet i Totota, Liberia.

Af Marianne Bach, tidligere redaktionssekretær

I september 2010 bestod Daniel Gertte den teologiske grunduddannelse på Louis T. Bowers Lay Leaders and Ministers Training Center i Totota, Liberia. Og med den i ryggen føler han sig nu langt bedre klædt på til sit arbejde som evangelist i Den lutherske Kirke i landsbyen Baysah Farm.'
- Jeg ved meget mere om Bibelen og hvordan jeg skal fortolke den for folk. Jeg ved hvad den lutherske lære går ud på, hvorfor det er vigtigt at blive døbt, og hvad det vil sige at være en kristen. Jeg har også lært hvordan jeg kan arbejde med mennesker og samle dem til et fællesskab i menigheden, siger Gertte.
I 2008-2010 var han elev på centeret i Totota som uddanner evangelister og diakoner til Den lutherske Kirke i Liberia. Uddannelsen kører over to år og består af fire moduler med ni ugers fuldtidsundervisning.

Vil gerne læse til præst
- Jeg ønsker virkeligt at mange flere må komme til at tro på Gud af hele deres hjerte. Og hvad min egen tjeneste angår, så er det mit højeste ønske at komme på præsteseminariet så jeg kan blive præst, siger Gertte som i forvejen har en studentereksamen.
Det ønske kan han måske få opfyldt. Lærerne på centeret i Totota har nemlig siden besluttet at de vil anbefale kirken at sende ham til Gbarnga School of Theology for at studere teologi. Men først skal han ordineres som diakon og arbejde som hjælpepræst i et par år eller tre så han får noget mere praktisk erfaring.

Venter på afgørelsen
Lærerne har vurderet alle de 34 elever som bestod eksamen i september, og sendt deres anbefalinger til bestyrelsen for Den lutherske Kirkes afdeling for mission og teologi. Efter samtaler med den enkelte vil bestyrelsen så beslutte hvem der skal tjene som evangelist og diakon, og hvem der skal læse videre.

22. december 2010

Støt teologisk uddannelse
Promissio har udsendt Finn Hougaard som lærer og teologisk konsulent på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota, Liberia.

Vi støtter også centeret med et årligt tilskud.
Støt projektet ”Giv kirken krop” – og giv kirken i Liberia dygtige medarbejdere.