Thomas vil være præst

Thomas Kpaleh begyndte at forkynde evangeliet fordi ingen andre gjorde det i hans by i det sydlige Liberia.

Af Finn Hougaard, tidligere missionær i Liberia

Det var dejligt at se Thomas Kpaleh igen. Jeg mødte ham på et kursus i Troh i Sinoe Amt i det sydlige Liberia. Han er stedets evangelist og havde travlt med at ordne alle de praktiske ting i forbindelse med kurset.
Thomas er 31 år og var elev hos os på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota i 2009-2010. Med sit afgangsbevis i hånden genoptog han i september 2010 sin tjeneste som evangelist i Troh.
- Før jeg kom til centeret i Totota arbejdede jeg som selvkaldt evangelist. Jeg holdt en pause på fire år i min skolegang efter 9. klasse og stod op hver morgen klokken 5 og gik rundt fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet. Der var ikke andre i min by, så jeg besluttede at jeg skulle gå og prædike, fortæller han. 

Brug for mere undervisning
Thomas er hyggelig at snakke med og meget åben. På et lidt nærgående spørgsmål siger han:
- Nej, jeg er ikke gift, men jeg har alligevel en kvinde som er min kone, og fire levende børn sammen med hende. Han lægger stor vægt på ’levende’, og det er vigtigt i Liberia: Glæden over at børn har overlevet midt ude i junglen hvor der er 25 minutters gang til vand.
Thomas forklarer hvorfor han kom på uddannelsen i Totota:
- På mine ture var der mange udfordringer og mange spørgsmål. Jeg manglede ligesom noget. Jeg måtte have noget mere undervisning.
Mens jeg taler med Thomas, tænker jeg på dengang jeg besøgte området i 2009 og opfordrede menigheden til at sende fire personer til centeret i Totota. Jeg husker hvordan Thomas var fast besluttet på at komme, og hans store iver hele vejen igennem uddannelsen. Nu forstår jeg hvorfor: Han var virkelig kommet for at lære noget.
- Jeg lærte mere om hvordan man prædiker, og om hvordan man omgås mennesker. Og jeg fik en dybere forståelse af evangeliet, siger han om undervisningen hos os. 

Målet er at blive præst
Lige nu går Thomas i skole i Greenville, 60 km fra Troh.
- Jeg gør 10. klasse færdig i år og vil så fortsætte til jeg er færdig med 12. klasse. Samtidig er jeg evangelist uden for skoletid. Jeg er tit hjemme her i Troh. Derefter vil jeg gerne på præsteseminarium, for jeg vil virkelig gerne være præst, forklarer han ivrigt.
For mig er der ingen tvivl om at Thomas vil nå sit mål. Han er en af de mange elever som vi har været glade for at have på centeret i Totota, og det er en stor glæde at se hvordan opholdet har gjort en forskel i hans og andre tidligere elevers liv og tjeneste.

29. aprl 2014