Børn skal ikke dø af diarré

Nyt sundhedsprojekt ved Curran Lutheran Hospital skal give gravide kvinder en sikker fødsel og nyfødte børn en god start på livet.

Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, sekretær for international mission 2009-2012

Halvdelen af indbyggerne i Zorzor og Salayea distrikter i det nordlige Liberia skal gå i mere end to timer for at komme til den nærmeste sundhedsklinik. Det er en væsentlig årsag til at Liberia er et af de lande hvor der dør flest spædbørn og mødre.
Hvis en gravid kvinde får komplikationer, kan der gå lang tid før hun bliver bragt til en klinik hvor hun kan få kvalificeret hjælp. Det kan være fatalt både for hende og barnet.
Mere end en tredjedel af de børn der dør før de fylder fem år, dør af fejlernæring. Dernæst er årsagerne malaria, tuberkulose og diarré. Sygdomme som forholdsvist let kan forebygges eller kureres med den rette behandling. Men ofte kommer børnene desværre ikke til uddannet sundhedspersonale før det er for sent.
Det er baggrunden for et nyt projekt ved Den lutherske Kirkes hospital, Curran Lutheran Hospital i Zorzor. Projektet skal opbygge kapaciteten i det primære sundhedssystem til gavn for flere kvinder og børn i Salayea og Zorzor distrikter. Danida har bevilget 6.976.000 kr. til projektet der kører i 2011-2015.

Undervisning og selvfinansiering
Det nye projekt bygger på erfaringer og positive resultater fra hospitalets projekt med mobilklinikker og basal sundhedsundervisning i 49 landsbyer. Med det nye projekt udbredes modellen til hele hospitalets indsatsområde, i alt 121 landsbyer. Gennem undervisning og supervision vil man opbygge kapaciteten hos lokale samfund og sundhedsinstitutioner så de samarbejder mere og koordinerer indsatsen, særligt når det gælder kvinder og børn.
Indtil nu har alle sundhedsydelser været gratis fordi løn, medicin osv. er blevet betalt af store udenlandske donorer. Det vil ændre sig den dag pengestrømmen fra udlandet stopper. Derfor må der arbejdes på en god model for selvfinansiering så sundhedssystemet fortsat kan fungere når det sker. Til den del får projektet professionel sparring fra Institut for Folkesundhed på Århus Universitet som har erfaring med udvikling af lokale forsikringsmodeller i Vestafrika. Finder man en brugbar finansieringsmodel, vil projektet også kunne blive et attraktivt bud på en model for sundhedsarbejde i afsidesliggende områder i andre dele af Liberia.

9. marts 2011.

Læs også: Flere børn og mødre overlever