Bibelskolen i Dodola

Bibelskolen i Dodola uddanner evangelister til Mekane Yesus Kirkens Wabe Batu synode i Sydetiopien. Det har den gjort siden 1996.

I skoleåret 2015-2016 er der for første gang to klasser på  Wabe Batu Synodens bibelskole i Dodola.

I den ene klasse er der ni førsteårselever (syv mænd og to kvinder) som undervises på oromo. Det er første gang bibelskolen underviser på oromo, som er det mest talte sprog i den del af Etiopien.

Den anden klasse har 11 andetårselever (ni mænd og to kvinder). De undervises på amharisk. Skoleåret 2014-2015 var første gang at synoden kunne tilbyde denne overbygning på bibelskolens første år. Tidligere skulle eleverne til Tabor Evangelical College i Hawassa næsten 100 km mod vest for at få andet års undervisning, der fører til et Certificate in Christian Studies/Theology.

Bibelskolens elever kommer fra hele Wabe Batu Synodens område. For de fleste af dem betyder det, at de kun ser familien i de lange ferier til jul og påske, fordi de skal rejse langt for at komme hjem på besøg. Mindst halvdelen af eleverne har ægtefælle og børn derhjemme.

Bibelskolen i Dodola ledes af Tessa Kediro, som har en bachelor i teologi fra Mekane Yesus Seminariet i Addis Ababa.

På engelsk hedder bibelskolen i Dodola: Sister Janne Pedersen Bible Training Center.

Janne Pedersen var missionær i Dello Menna i 1992-1997, udsendt af Promissio som dengang hed Dansk Ethioper Mission. Hun blev myrdet i Etiopien den 28. marts 1997.