AIDS-projekt i Liberia - fase II

Kirken er en væsentlig og anerkendt aktør i kampen mod aids og kampen for et værdigt liv med hiv.

I 2002 begyndte Den Lutherske Kirke i Liberia kampen mod AIDS i et fattigt land, hvor der var borgerkrig frem til 2003.

Netop borgerkrigen bærer en stor del af skylden for at HIV og AIDS er blevet så udbredt i Liberia, fordi krigen bød på voldtægt, næsten ingen sundhedssektor og ringe mulighed for oplysningsarbejde.

HIV anses for en regulær epidemi i Liberia, hvor 2,1 % af befolkningen er smittet.

Det gør Promissio

Den Lutherske Kirke i Liberia har siden 2002 kæmpet for at højne viden om HIV og AIDS, som er meget tabubelagte sygdomme i Liberia. Gennem oplysningskampagner og støttegrupper arbejder de for at højne livskvaliteten for de smittede, og for at oplyse om hvordan man undgår smitte.

Promissio har i samarbejde med CISU og DMRU støttet kirkens HIV- og AIDS-arbejde gennem forskellige projekter siden 2008. Det seneste projekt afsluttedes i 2016, og fra juli 2017 kunne anden fase af dette projekt igangsættes.

Tre konkrete målsætninger

AIDS-projektets anden fase har tre konkrete målsætninger:

  1. 14 støttegrupper er kapacitetsopbygget, og samfundet engageres så risikoen for HIV-smitte i højrisikogrupper (teenagepiger, fængselsindsatte, kvindelige prostituerede m.fl.) nedsættes i syv specifikke regioner inden december 2019.

  2. Gennem oplysningsarbejde og fortalervirksomhed sættes kønsbaseret vold og skadelige traditionelle skikke på dagsordenen i fem specifikke regioner inden juli 2019.

  3. Ved udgangen af 2019 er organisationen for mennesker, der lever med HIV, udviklet i en sådan grad, at livskvaliteten for HIV-smittede, forældreløse og udsatte børn og deres familier er højnet i syv regioner.

Støt projektet

Pengene til AIDS-projektet er bevilliget af CISU, men det store arbejde med at koordinere ansøgningen og evaluere projektet løbende, som det kræves af CISU, er foretaget af Promissio.

Hvis du ønsker, at Promissio også i fremtiden kan bakke op om vore partneres arbejde gennem projekter som dette, kan du give en gave til Promissio. 

Del denne side
Dagens bedeemne

Ethiopian Graduate School of Theology: Teologisk uddannelse på højt niveau i Etiopien