Gadens børn og unge

Hjælp unge etiopiske sexarbejdere væk fra gaden og ind i et værdigt liv.

Tiggeri, overgreb, kulde, ydmygelse, sygdom og evig søgen efter mad. Gadelivet er hårdt, og det er hverdag for tusindvis af mennesker i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. De fleste er sendt på gaden af fattigdom og sociale problemer. Mange af dem er børn og unge, og alt for mange piger kastes ud i prostitution.

Omsorg og øget selvværd baner vej til et liv uden prostitution 

Deborah Center er Win Souls for God's rehabiliteringscenter for unge prostituerede piger. Her får pigerne konkret hjælp til at komme ud af prostitutionen og den risiko for hiv-smitte og fysiske eller psykiske overgreb som de har levet med som sexarbejdere. Det sker typisk ved at pigerne lærer et fag så de kan få et almindeligt job eller starte egen forretning, for eksempel som frisør.

Pigerne har dog mindst lige så meget brug for omsorg. De har brug for mennesker som de har tillid til, og som har den fornødne tid og indsigt til at lytte til - og hjælpe dem med at bearbejde - deres livshistorie og de mange nedværdigende oplevelser de har været udsat for i deres unge liv. Og de har brug for hjælp til at få stivet deres selvværd af – og få at vide igen og igen at de er lige så værdifulde som alle andre mennesker, og at Gud også elsker dem højt.

- Vi prøver at dele kærlighed med gadefolket ved at komme til dem, hvor de er, som Jesus kom ned fra Himmelen og mødte os på jorden, siger Gizachew Ayka fra Win Souls for God.

Medarbejderne på Deborah Center opsøger de prostituerede piger på gaden. De lærer pigerne at kende - og omvendt. Og når en pige har overbevist centerets medarbejdere om, at hun virkelig ønsker at komme ud af prostitutionen, får hun tilbud om op til to års rehabilitering på centeret. Centeret har plads til op til tyve piger ad gangen.

Addis Belay: "Livet var et helvede"
- Som prostitueret bliver man tvunget ind i afhængighed og til at gøre ting som man slet ikke har lyst til, og alle ser ned på en. Seksuel mishandling, truslen om hiv og aids og andre ting fylder ens liv med usikkerhed, og livet er et helvede, siger Addis Belay som var prostitueret i tre år. 
- På Deborah Center fik jeg medarbejdernes kærlighed og begyndte at tænke over mit liv, fortæller Addis.

Det gør Promissio

Promissio støtter rehabiliteringsarbejdet på Deborah Center med et beløb hvert år. I 2017 skal Promissio samle 189.750 kr. ind til formålet.

Sådan kan du være med

Støt projekt "Gadens børn og unge" - og giv unge prostituerede piger i Addis Ababa: 

  • uddannelse og hjælp til at skabe sig en ny tilværelse
  • rådgivning og social træning
  • håb, kærlighed og menneskeværd
  • evangeliet om Jesus Kristus

Støt projektet nu

Klik her og meld dig som fast giver og støt projektet med et fast beløb via Betalingsservice - eller klik her og giv en gave med dit Dankort.

85 procent af din støtte går til arbejdet med at rehabilitere prostituerede piger i Addis Ababa. De sidste 15 procent går til Promissios koordinering af projektet (inkluderet i ovennævnte beløb).

Mere om projektet

Projekt nr. 7919.
Download projektfolder.
Download QR kode til onlinedonation (smartphone).
Kort videopræsentation af projektet.

Hjælp en ung prostitueret pige ind i et nyt liv.
Et års rehabilitering på Deborah Center koster kun 15.000 kr. Det er 1.250 kr. om måneden.

Del denne side
Læs også
Dagens bedeemne

Mission blandt muslimer i Etiopien