IMS mobiliserer menighederne i Addis Ababa

Det var tankevækkende undervisning, vi fik, da vi i Mekane Yesus-kirkens Missionsselskab holdt to dages kursus for at mobilisere menighederne i Addis Ababa.

“Ingen har ret til at høre det gode budskab to gange, mens der stadig er nogen, der ikke har hørt det én gang.” 

Dette udsagn kommer fra den skotske lærer og evangelist Oswald Chambers og blev nævnt af oplægsholderne på det todages kursus, som IMS arrangerede for 130 præster og evangelister fra hovedstaden Addis Ababa og omegn. Oplægsholderne var et britisk ægtepar, som selv har været missionærer i tre forskellige afrikanske lande. De ser det nu som deres livsopgave at udruste dem, der sender missionærer fra Afrika.

Gennem tankevækkende og ransagende undervisning fik vi indblik i, hvordan skiftet i dag går fra at sende missionærer fra vestlige lande til i stedet at sende tusindvis af missionærer fra det globale syd. Men de fleste sendes stadig til områder, hvor der allerede er etablerede kirker, mens 86% af muslimer, buddhister og hinduer aldrig får muligheden for at møde en person, der følger Jesus, fordi ingen sendes til dem.

Ud over undervisning og diskussioner hørte vi også fra tre af de store sendemenigheder, som tilsammen har påtaget sig at sende og forsørge 11 af de cirka 20 IMS-langtidsmissionærer, der er blevet udsendt de seneste 10 år. Dette er en model, IMS nu forsøger at bruge mere og mere: at en eller flere menigheder eller provstier påtager sig den økonomiske del af at sende missionærer.

Ved afslutningen af kurset blev der uddelt et evalueringsskema, som deltagerne skulle udfylde, og flere har ytret ønske om yderligere oplæring i deres menigheder.

Bed sammen med os om, at det kan føres ud i livet og føre til konkrete resultater, og at mange flere missionærer kan blive rekrutteret og sendt til de mindst nåede områder rundt om i verden, så tallet 86% kan mindskes!