Når 41 grader føles som en lettelse

At være missionær i centralafrika byder på nogle ekstra varme udfordringer, som både giver anledning til morsomme historier, men også til svære udfordringer i hverdagen.

"Jamen, i dag er der da kun 41 grader!"

Udsagnet kommer fra en af vores etiopiere fra Mekane Yesus kirkens missionsselskab, IMS, da jeg spurgte ham, hvordan klimaet var for tiden i det centralafrikanske land, hvor han og familien er udsendt. Og han sagde det næsten med en slags entusiasme, for normalt ligger temperaturen på 44-45 grader. Jeg tænker: Wow, det er barskt! De har ikke aircondition i huset, kun en loftventilator, som ikke kan sænke temperaturen ret meget. Derfor sover de udenfor, på verandaen, når det er allerværst – særligt i den periode, hvor temperaturen ligger på 47-48 grader.

Mange udsendte har fortalt nogle ret morsomme historier om, hvordan de let bliver forvirrede og glemmer ting. Historier, som bekræfter det, som forskningen har vist, at ja – høj varme har stor indflydelse både på vores humør og på hjernens aktivitet.

Der er udsendte, som har lagt sammenlagt, nyvasket tøj i køleskabet. Andre har glemt, hvor de har lagt nybagt injera (den etiopiske pandekage, man spiser med stærk sauce), og senere finder de den oven på skabet i soveværelset. Der er kvinder, som har taget to forskellige sko på og gået på markedet. Det er den ”morsomme” del, som vi kan grine af.

Men varmen er ikke kun for sjov. De kan ikke sove om natten, de sveder både dag og nat, og de skal drikke mange liter vand (som køleskabet har svært ved at holde koldt, især når strømmen går). Børnene får udslæt på kroppen af varmen, og hele samfundet går nærmest i stå på de varmeste dage – det er også en del af deres hverdag.

En af vores udsendte fortalte, at det første han gjorde, da de flyttede dertil, var at plante flere træer i gården – og nu kommer deres muslimske venner og naboer og sætter sig i skyggen sammen med dem, når det bliver uudholdeligt at være inde i huset.

Ud over de mange omstillinger der er ved at forlade sit eget land og sin kultur; lære et nyt sprog, opdrage børn i en anden kultur, mødet med åndelige kræfter, de ikke tidligere har stødt på; så har disse udsendte nogle ekstra ”varme” byrder, de må bære.

Vær med til at bede for dem om ekstra tålmodighed og godt helbred.