Inviteret ind hos OVC-børnene

På vores første tur ude at besøge OVC-børn, blev vi taget imod med åbne arme og blev mødt af stor taknemmelighed for den hjælp, de modtager.

(Du kan læse Saras blog bagefter.)

Liberia

Efter lidt over 3 uger i Liberia med forskellige oplevelser rundt i landet og mange dage hjemme på compounden har vi nu for første gang været ude at besøge nogle af børnene, der bliver støttet af OVC-programmet.

OVC støtter børns skolegang
OVC står for ”Orphans and vulnerable children” og er en afdeling, der hører under den lutherske kirkes HIV-projekt. Dermed er der mange børn med relation til HIV i OVC-programmet. Det indebærer i de fleste tilfælde, at de har forældre der er HIV-smittede eller døde af aids.

OVC hjælper primært børnene gennem betaling af skolepenge. Det er børn, som sandsynligvis ikke ville kunne gå i skole ellers. De mest nødlidende får også betalt skoleuniform og får månedlige madrationer.

Som ansvarlig for OVC sidder den meget snakkesalige Garmai, og hende har Sara og jeg fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med, når vi er ved OVC. Hun besøger jævnligt OVC-børnene og en stor del af hendes arbejde ligger i relationsdannelsen til børnene. Vi havde heldigvis fornøjelsen af at have Garmai med i hjemmene, da vi var ude. Sara og jeg havde glædet os meget til at komme ud i ”felten” og besøge nogle af de børn, vi har fået fortalt om og få lov til at se, hvordan de bor og lever.

Taknemmelighed for hjælpen
Vores første besøg var hos en 20-årig pige ved navn Kula, som bor med sin moster i et af områderne i Monrovia. Deres hus er bygget op af blik, og de har hverken elektricitet eller vand i huset – men sådan er det for rigtig mange hernede. Kulas forældre døde begge af aids, da hun var meget lille, og hendes moster har taget sig af hende og søsteren lige siden.

Mosteren arbejder for en lille løn på den lokale skole, og derigennem får de det lige til at række med betaling af husleje, mad, vand, tøj og medicin. I budgettet er der ikke meget overskud til skolepenge, men Kula har været så heldig, at hun helt fra børnehaven er blevet sponsoreret gennem OVC. Hun udtrykte enormt stor taknemmelighed for hjælpen, både da vi ankom til deres hus, og inden vi tog afsted igen, og vi oplevede, at det har en enormt stor betydning i hendes liv.

Til sommer bliver Kula færdig med skolen, og hun udtrykte et stort ønske om at kunne fortsætte på universitetet bagefter. Kula tager endda hver dag i sommerferien hen på fætterens arbejde for at øve sig i at bruge en computer, så hun er bekendt med det, hvis hun kommer på universitetet. Det gjorde et stort indtryk på os at møde en pige, som så inderligt ønsker uddannelse og gør så meget for at komme på universitetet, selvom det ikke er en sikkert, at hun får muligheden for det.

Det er fedt at komme på OVC-lejr
Efter besøget hos Kula, kørte vi videre til et andet hus i Monrovia, hvor den 14-årige Joseph bor. Joseph er selv Hiv-positiv og han har mistet begge sine forældre til aids. Efter forældrenes død, tog en ældre kvinde fra lokalområdet ham til sig, og Joseph ser hende nu som sin bedstemor.

Selvom hiv-medicinen er vigtig at tage, så kan Joseph ikke lide det. Det var svært at få en forklaring på hvorfor, men Garmai kunne fortælle os, at for mange af de hiv-positives vedkommende, er de ikke glade for at tage medicinen, fordi deres venner ikke skal det, og det får dem til at føle sig anderledes. Det var hjerteskærende for os at høre om, men det lød heldigvis til, at han begynder at forstå vigtigheden af medicinen mere og mere.

Det er heller ikke altid, at Joseph har lyst til at komme i skole. Da vi var der, snakkede han og Garmai om muligheden for måske at komme på en anden skole, hvor en af hans gode venner går. Håbet er, at han vil fortsætte med skolen og få nytte af den skolegang, som OVC betaler for ham. Udover skolegangen har Joseph også gennem OVC været med på flere af lejrene, som bliver holdt årligt for OVC-børnene. Joseph fortalte os, at det, han allerbedst kunne lide ved det, var maden, som de fik 3 gange om dagen, og at kunne bade nede i åen, for det kan man ikke, hvor han bor.

Vi blev taget imod med kram og stor glæde
Vores sidste besøg på dagen var hos 3 børn, der bliver støttet af OVC. De kom os meget glædeligt i møde, og vi fik kram og store smil, da vi kom. To af børnene, Princess og Simon, er biologiske søskende, og de bor hos deres moster, hvis søn, Andrew, også får betalt skolegang af OVC. Moren til Princess og Simon døde for nogle år siden af aids, og faren vides der ikke noget om. Alligevel kan børnene nu fortsætte deres hverdag i et trygt hjem hos mosteren, og det har været vildt for os at se, hvordan folk hernede tager andres børn til sig som deres egne, når de står og har brug for det.

Som beskæftigelse har mosteren en lille forretning med salg af mad, og her hjælper børnene til med salget indtil skolen starter igen.

Da vi var på besøg, fortalte de 3 børn os lidt om deres hverdag. De går alle i skole gennem OVC’s hjælp, og når de kommer hjem fra skole, går tiden med at læse lektier og hjælpe moren/mosteren med at hente vand til huset. Kun fredag og lørdag kan de få lov til at rende rundt og lege med deres venner, for ellers er de beskæftigede. Noget af det, de savner, er legetøj, og særligt Princess snakkede om, hvordan hun ønsker sig en bamse eller en dukke, som hun kan lege med.

Meget stof til eftertanke
Generelt var det tankevækkende for Sara og mig at se, hvordan de kunne klare sig med så få ting, i de hjem, hvor vi var på besøg. De havde kun det mest nødvendige: madlavningsting, madrasser, sengetøj, tøj og heldigvis også myggenet for at undgå malaria. Opbevaringssystemer havde de ikke de fleste steder, så de ting, de havde, måtte bare stå stablet i et hjørne.

Da vi kom tilbage på compounden efter dagen ude i ”felten”, følte vi, at vi havde meget at skulle bearbejde i hovedet. Det havde været meget tankevækkende og lærerigt at se, hvordan familierne boede, og hvor lidt de reelt havde. Mødet med børnene og værgerne var også enormt spændende, og det vi særligt står tilbage med fra oplevelsen, er deres enormt store glæde og taknemlighed for den hjælp, de har fået. Det er så tydeligt – og enormt fedt at se – at det har så stor betydning i deres liv.

Tags

Del denne side

Christina Rønne Sørensen

Christina er Christian Culture Traveler i Liberia sammen med Sara Vogt Hansen fra september til december 2021. Her er de frivillige i LCL (the Lutheran Church in Liberia), hvor de hovedsageligt skal tage del i OVC-projektet, der hjælper udsatte børn, samt være hjælpelærere på en af kirkens skoler.

Seneste kategorier