Men når jeg ser på de resultater, vi har opnået i skolesystemet indenfor de sidste 6 år, er det tydeligt, at vi har nået mere, end vi havde turdet håbe på.  

Et koncept, der virker 

I løbet af årene har vi forsøgt med forskellige former for kurser, men indenfor de sidste to år er vi landet på et koncept, der hedder TTT, Teaching, Training, Together, som har vist sig at have en positiv effekt for både lærere og elever. TTT-træningen tager fat i de grundlæggende strukturer, så man som underviser får de basale ting på plads: planlægning af undervisningen, lektionsforberedelse, klasseledelse, evalueringer, samarbejde på tværs af klasser m.m.  

Man arbejder først med skolens ledelse og viser dem, hvor vigtige de er for arbejdet, samarbejdet med forældre, personalet og den landsby, skolen ligger i. Herefter inddrages resten af personalet i et tre-ugers kursus fordelt ud over skoleåret. Når man har arbejdet med sin viden i praksis indenfor to år efter, kurset er færdigt, får man sit diplom. 

Alt ændres ikke på én dag, men med tålmodighed og små skridt er det lykkedes os at ændre mange ting til det bedre i undervisningen og give kirkens skoler et akademisk løft. Og når man spørger lærerne i dag, kan de godt se, at kurserne har været gode. Ledelse og personale har lært, hvor vigtigt det er at skabe en gennemgående struktur for al deres virke, og hvordan de gør det, og allerede nu klarer eleverne sig bedre til forskellige prøver. Jeg er overbevist om, at hvis skolesystemet kan få økonomisk støtte til TTT-træning, er det vejen frem i mange år fra nu.  

Chancen for et bedre liv 

Jeg har afsluttet min tid i Liberia, og jeg er taknemlig for alt det, jeg fik lov til at være en del af. Det er med en vis stolthed, jeg kan sige, at jeg har bidraget til et meget vigtigt stykke arbejde for kirkernes skoler, som på sigt vil give børn og unge mulighed for at få en bedre uddannelse og derved få chancen for at skabe sig et bedre liv.  

Tak til alle jer, der har gjort denne opgave mulig igennem Promissio. 

Indlægget er bragt første gang som artikel i Promissio-bladet #3, november 2025.

Det er altid en fryd at komme ud på skolerne, hvor de har disse bogskabe. Børnene vil ikke lægge bøgerne væk igen. De bliver helt opslugte af billederne og får mange gode oplevelser og snakke ud fra det, de ser i bøgerne.

I sidste uge var jeg ude på en skole med bøger og bogskab, og glæden var stor hos børnene. Jeg læste en historie, og børn og voksne lyttede, ja, der var så stille, at du ville kunne høre en nål falde på gulvet.

Det giver så meget mening, det arbejde vi gør. Vi kan se, at siden vi startede læseprogrammet tilbage i 2019, er læsefærdigheden for mange elever steget markant.

Vi fortsætter med at lære børnene at læse og skrive. Vi fortsætter med at uddanne lærere til deres vigtige arbejde, og vi fortsætter med at arbejde for at højne niveauet på kirkens skoler.

Inspiration fra andre skoler

På lørdag holder vi kursus for os, der er ansat på skolekontoret. Vi får en ekstern konsulent fra et andet skolesystem til at komme og fortælle, hvordan de skaber sammenhængende struktur, så alle lærere på alle deres skoler arbejder med det samme faglige stof på samme tid. Dette for at kunne lave så gode evalueringer som muligt af de forskellige forløb, de arbejder med.

Jeg er glad for mit arbejde og ser, hvilken betydning det har for kirkens skoler. Jeg har derfor forlænget min kontrakt og kommer derfor fortsat til at arbejde for kirkens skolesystem i Liberia.

Gud er god.

Tak for, at du også er med til at gøre en forskel med bønner og økonomisk støtte til mit arbejde.

Der har været mange dødsfald de seneste måneder. Forholdsvis unge mennesker dør bare pludseligt, uden at man ved om noget sygdomsforløb.

De svære ting fylder i regntiden. Mennesker er trætte, syge, våde og sultne. Alt er oversvømmet, og snavset ude i byen og stakke af affald fra mennesker og dyr flyder rundt i gaderne rundt omkring. Der er langt imellem de gode historier.

Hospitaler og klinikker mangler medicin til de syge, så de kan ikke være sikker på at få nogen hjælp, selv om de har fået lånt sig nogle penge til en behandling. Man opererer og amputerer uden tilstrækkelig bedøvelse, hvis der er livstruende omstændigheder, og jeg kan nå at få det dårligt, når jeg hører disse historier fortalt til vores morgenandagter.

Et hav af mennesker har været ved min dør den sidste måned for at bede om hjælp. De spørger om skolepenge til deres børn. De spørger om penge som bidrag til at begrave deres døde. De spørger om penge for at komme til lægen og få hjælp til åbne sår af forskellig slags, der er inficeret. De spørger om penge til køb af mad, da mange af dem ikke har fået udbetalt løn i flere måneder.

Livet og dagligdagen for de fleste liberianere er en kamp for at overleve, en kamp for at få tingene til at gå op og en kamp for at få de mest basale ting hjem til familien.

Hviledag om lørdagen

Jeg har nu besluttet en ny strategi for mig. Fra nu af vil jeg ikke være hjemme om lørdagen. Jeg kan ikke holde til, at det banker på døren fra tidlig morgen til sen aften, og at der uden for min dør står så mange forskellige mennesker og beder om hjælp. Jeg vil gøre lørdagen til min hviledag, hvor jeg går ned på hotellet i nærheden og drikker en god kop kaffe, læser i en god bog eller laver andre ting, der er gode for mig.

Jeg har brug for at komme væk og hvile, og det er helt i tråd med, hvad Jesus praktiserede og lærte disciplene. Hvile er nødvendig for, at vi kan gøre vores arbejde i hverdagen.

I denne blog har jeg delt et øjebliksbillede af det at være missionær med dig. Jeg er ikke deprimeret eller har mistet modet, men jeg er ærlig omkring denne side af livet for mig som missionær i Liberia.

Vi tæller dagene til regntiden er overstået – vi glæder os som børn til juleaften – og har allerede mange planer for, hvad vi gerne vil, når regntiden er overstået.

Tak Gud for at der er gode ting at se frem til hver dag!

Vi læser her om en samaritansk kvinde, som møder Jesus. Hun er ved middagstid kommet til Jakobs brønd for at hente vand. Træt af vandringen sætter Jesus sig ved Jakobskilden. Her spørger han kvinden, om hun kan give ham noget at drikke. Hun bliver forbavset, og i første omgang giver hun ikke Jesus vand, men spørger ham, hvordan det kan være, at han som jøde spørger hende, som er samaritaner, om noget at drikke.

Jesus svarer: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Da Jesus og kvinden har talt sammen et stykke tid, bevæger Jesus sig ind på hendes personlige liv. Han beder hende om at hente sin mand. Men kvinden fortæller Jesus, at hun ikke har nogen mand. Jesus fortæller hende nu alt det, han ved om hendes liv.

I samtalen med Jesus møder kvinden en mand, der ikke på nogen måde er fordømmende over for hende.

Han fortæller hende, at han er Messias, og ved at tage imod det vand, han kan give, vil livet aldrig være det samme. Mødet ændrer alt; kvinden lader vandkrukkerne stå og skynder sig ind i byen for at fortælle om det, hun lige har oplevet. Mange mennesker kom til tro på grund af kvindens vidnesbyrd, men ved at Jesus blev i byen i to dage kom endnu flere til tro på grund af hans ord.

Kvinden henter vand ved middagstid, det er et usædvanligt tidspunkt, da det er varmeste tid på dagen, og de fleste er indendørs i varmen. Vi kan forestille os, at denne kvinde har søgt efter nærhed og accept. Hun har ledt og ledt, men det har været på de forkerte steder. Hun har været i forskellige forhold, men det har ikke lykkedes for hende. Hun føler sig skamfuld og måske taler de andre i byen om hende. Derfor vil hun være sikker på at hun ikke møder nogen, når hun skal hente vand. Hun vælger det tidspunkt, hvor solen står højst på himlen, så det er mest sandsynligt, at hun ikke møder nogen.

Men Jesus ser kvinden, han giver sig tid og viser hende omsorg, hun ikke har mærket før. Hun forstår ikke, hvorfor han beder hende om vand, eller hvorfor han overhovedet taler til hende. Men når hun er sammen med Jesus, går det op for hende, at det liv hun lever, og det hun søger, ikke er af blivende værdi.

Mødet med Jesus ændrer alt for kvinden og for de mennesker i byen, der kom til tro. Intet blev som før, fordi de havde mødt Jesus personligt.

Måske føler du som kvinden, at det er svært at leve op til alle forventningerne. Du har prøvet at ændre situationen, men det er ikke lykkedes. Måske føler du ret og slet, at din situation er håbløs. Jesus ser, hvad du kæmper med, han ser, at du selv strider, selv om du har brug for hjælp. Han ser din sorg og han ser din bekymring. Han ser, du er træt. Men han vil så gerne, at du giver dig tid til at sætte dig sammen med ham for at høre, hvad han har at sige.

Han vil så gerne fortælle dig, at al din sorg, savn, smerte og ensomhed ønsker han at bære.

Han vil, at du skal komme til ham med alt det, dit liv indeholder og dele det med ham, således, at han kan få mulighed for at give dig nye kræfter.

Alle Guds gaver er til dig og mig i dag, Jesus vil gerne give os det, vi har brug for, uanset hvem vi er, og hvor vi bor. Ingen status eller etnicitet kan stå i vejen for, at du kan møde Jesus lige præcist i dette øjeblik.

Bed Jesus om at lære dig at komme til ham med alle ting, store som små. Tak Jesus for, at han er livets kilde og at i hans nærhed, skal du aldrig mere tørste.

Begravelsen var for mig en helt særlig oplevelse, som på igen måde kan sammenlignes med de begravelser, vi kender til i Danmark. I Danmark er begravelser oftest stille og vemodige, men i Liberia er de festlige og fyldt med dans og glæde. Man vurderer at omkring 1000 mennesker deltog. Lad mig gennemgå, hvordan begravelsen af lige præcis denne højtstående liberianer foregik:

En fest der foregår i flere dage

Kisten med Biskop Harris blev fredag formiddag kørt til St Peters kirken, hvor den skulle stå den første nat til ”Wakening”. Her kunne alle, der ønskede det, våge natten over sammen med den afdøde. Der blev danset og sunget og mange benyttede sig af muligheden.

Fredag eftermiddag blev der holdt gudstjeneste med mange fremmødte. Man havde valgt at holde begravelsesgudstjenesten i to dele- én fredag og én lørdag, så der var færre samlet på en gang. Begge gudstjenester blev streamet på Promissios hjemmeside.

Ved 14-tiden tog vi alle afsted til Totota. En konvoj af biler kørte bagved kisten, og da vi kom til Totota stod en masse mennesker langs vejen for at vise deres respekt til Biskop Harris, som havde boet i Totota en stor del af sit liv.

Det sidste stykke vej ind i selve Totota stod der pludselig omkring 50-70 motorcykler, der til sidst kørte forrest op til kirken. At være med i den konvoj gav mig en fornemmelse af, at vi havde at gøre med en respekteret og afholdt mand, og nu ville man vise ham den sidste respekt, som det behørigt skal gøres.

Kisten ankom til den plads på compounden i Totota, hvor der var opsat en kæmpe palmehytte. Der skulle begravelsen finde sted fra om lørdagen, og der skulle være endnu en nat med ”wakening”, hvor der skulle danses, festes og takkes for livet, og for at Gud havde givet kirken, Totota og Liberia denne store mand.

Til sidst blev han stedet til hvile ved sit hjem i Totota og efterfølgende blev der serveret et måltid mad med ris o.a. til deltagerne. Man havde anrettet maden, så folk fik en bakke med mad og en flaske vand.

Dans og glæde

Det var en stor oplevelse at se, hvor mange kræfter man lægger i en ”Wakening”. Det var nærmest som at være på en festival med musik, taler, korsang og et langt program natten over. Jeg blev fascineret af dansen og glæden, ja festen som helhed. 

Har sat mange spor

En Herrens tjener er gået hjem, han har sat mange spor efter sig og hans minde vil trække dybe spor ind i fremtiden. Han har plantet mange frø som vil bære frugt i den rette time. Kirken har mistet en respekteret og elsket tjener, og man sørger dybt over tabet af ham som mange regner som deres fader.

Æret være mindet om Biskop Emeritus, Rt. Rev. Dr. Sumoward Edwin Harris.

Hver tirsdag og torsdag bliver der holdt andagt med oplæg og undervisning om forskellige emner for de ansatte i kirken. Til andagten her til morgen handlede undervisningen om, hvorfor man her i kirken fejrer askeonsdag som indgang til fasten. Hvorfor bruges der aske og hvor kommer denne fra? Og hvad er egentlig Guds ønske med fasten? Det vil jeg gerne dele med jer.

(Det skal lige siges, at tirsdagen før askeonsdag hernede bliver kaldt ”Fat Tuesday ”. Denne dag spiser og hygger man sig med alle mulige gode ting, inden man onsdag skal træde ind i fasten.)

Flere steder i Det Gamle Testamente læser vi om brugen af aske som et symbol for sorg, uretfærdighed, og når der var brug for syndernes forladelse. Asken skal denne onsdag minde os om, at vi har brug for Guds nåde og syndernes forladelse, og at af støv er vi kommet og til støvet vil vi gå.

Hvor kommer asken fra?

Det interessante ved asken, der bliver brugt til denne gudstjeneste, er hvor den kommer fra? Har man måske bare skrabet lidt aske sammen efter det bål, man har lavet sin mad på?

Nej, asken stammer tilbage fra påsken året før. Palmebladene man bruger i kirken palmesøndag bliver efter gudstjenesten samlet sammen og brændt. Asken fra bladene bliver gemt i kirken og brugt askeonsdag. Man blander lidt olie og vand i asken, og så bruger man den til at tegne korsets tegn i panden.

Tid til refleksion

I Monrovia og andre steder holdes der gudstjeneste i kirkerne onsdag aften. Man gør sig klar til at gå ind i fasten, som er den tid, hvor man skal reflektere over sit liv som dødeligt menneske og se frem imod den forestående påske. Man skal ikke bare beslutte, hvad man vil undvære i fasten, men også beslutte sig for at gøre noget godt for andre, være den forandring et andet menneske har brug for.

Spørgsmålet er derfor:

• Hvordan kan denne faste gøre dig opmærksom på at være noget for andre og lede dem til Jesus?
• Hvad skal du lægge til side for at få fokus på de ting Gud vil med dig i denne fastetid?

Træd et skridt tilbage

Jeg har lært noget nyt i dag, fordi der hvor jeg kommer fra, har man ikke brugt aske til at tegne korsets tegn som indgang til fasten. Det med askeonsdag har jeg hørt nævnt, men har ikke kendt til den dybere symbolik. Vi har ingen palmeblade, hvor jeg kommer fra, så undervisningen i dag gav en ny vinkel.

Med eller uden aske så er denne fastetid en god mulighed for os travle mennesker at træde et skridt tilbage og bede Gud vise os, hvad han virkelig vil med vores liv, og det vi er en del af. Hvor vil han have, at du skal have dit fokus? Og hvor skal du være den ændring, andre mennesker har brug, så de kan få øje på Jesus og alt det gode, han vil give mennesker?

Må Gud velsigne os i denne faste og vise os, at vi har brug for at hvile og have fokus på ham således, at vi kan være alt det han har skabt os til at være!

December måned

December er en travl måned i Liberia. Folk begynder at forberede sig tidligt og køber de ting, der er brug for. Der er dobbelt så meget trafik i gaderne og alle siger, at nu er "juletravlheden" startet, og at man må væbne sig med tålmodighed i køerne rundt omkring.

December er fyldt med forventninger. Man glæder sig til at være sammen med sin familie, og mange rejser langt for at være sammen over julen og nytåret.

Kirken fejrer også det nye kirkeår med fest og glæde. Julesange bliver sunget, og de tekster vi kender fra Bibelen, som bliver læst i forbindelse med julen, hører man også.

Nyt tøj og kirkebesøg

Til jul får man nyt tøj, hvis der er mulighed for det, og juledags morgen står man ekstra tidligt op for at gøre sig klart til at gå i kirke. Hvis man ikke råd til nyt tøj, sørger man for, at det tøj man har, er vasket og om muligt strøget, så man er ren og fin, når man møder i kirken.

Juleaftensdag og juledag

En kvinde jeg talte med sagde, at juleaftensdag for de fleste er en meget travl dag med madlavning, tøjvask og de sidste forberedelser til juledag. Nogle går i kirke, men de fleste er hjemme og forbereder til dagen efter. Tager man i kirke juleaften, har man en fin hovedbeklædning på og noget af det fineste tøj man har, men det er først selve juledag, at man tager sit nyeste tøj på.

Mine kolleger siger, at juledag er ”Den store spisedag”. Man spiser kød, fisk, kylling og ris. Alle de traditionelle retter bliver serveret den dag. Efter gudstjenesten tager folk hjem og spiser middag, men senere ud på dagen går man på besøg hos hinanden. Man bliver budt på mad i lange baner, da alle vil dele det, de har, med familie og venner.  

Dagen er også særlig for børnene, da det er lidt som fastelavn efter middagen. De tager maske på og går rundt i nabolaget og banker på døre, synger en sang og får lidt slik. Dette gentager sig for børnene igen nytårsdag. Børnene bliver meget forkælet i julen og mange får den gave de har ønsker sig.

De rige skal give til de fattige

December er også den måned som lægger pres på folk, fordi der forventes, at dem der har noget at de skal deler med andre. Man hører ofte nogen sige ”My Christmas is on you” hvilket vil sige, at min jul afhænger af dig.

Som vi alle ved er der mange fattige mennesker i Liberia, og for dem er julen kærkommen, da de ved, at der er en sandsynlighed for at de får lidt at spise i julen.

Konflikter glemmes

Julen er hjerternes fest og det er med glæde og forventning at man i Liberia ser frem til julefejringen sammen med familie og venner. Har man noget udestående med nogen så bliver det glemt i forbindelse med julen og uanset hvilke uoverensstemmelser der har været bringer julen forsoning.

Forsoningen imellem mennesker i Liberia i julen er også et billede på det Gud gav os. Jesus blev født og ved hans komme til denne jord fik vi det evige håb om lyset og opstandelsen.

Glædelig jul

Vi takker Gud for julen og for Jesus fødsel for derigennem får vi en ny mulighed, siger min kollega. Jeg ved at hvis der er problemer imellem mig og nogle andre så lægger vi stridsøksen i julen og da vi kommer ind i det nye år, er det gamle glemt og vi tager det ikke med os ind i nytårsfejringen. 

Glædelig jul kære venner, tak for forbøn, medleven og støtte til vores arbejde i 2020.

Gud velsigne jeres julefejring og det nye år der står foran os.

Nu nærmer julen sig, og efter flere tests og karantæne kan jeg nu være sammen med min familie på Færøerne igen. Jeg glæder mig til at kunne nyde juledagene og alt det gode, denne tid af året bringer. Tænk at vi får lov til at fejre jul! Tak Gud for den store gave, du har givet os - Jesus som vores frelser.

Det var godt at komme tilbage til Liberia først i november! Vi har haft meget travlt i de uger, jeg har været afsted, da mange ting skulle planlægges og forberedes. Vi afholdt flere kurser for ledere og andet personale på skolerne, og vi har nu lavet en plan for det kommende skoleår i forhold til projekter, vi vil igangsætte.

Forbereldese til skoleåret 2021

I disse dage uddeles der sæbe, sprit o.a. til de forskellige skoler, da man har åbnet for registrering til kommende år, og man derfor vil sikre, at skolerne er godt forberedt, når eleverne møder ind i januar. Personale på skolerne får derudover lidt ris som supplement. Pengene til dette projekt er kommet fra Tyskland. 

I skolesystemet er der travlt. Registreringen af elever til kommende skoleår er i gang, og alle de praktiske ting skal være på plads inden man går på juleferie den 22. december. Vi har mange spændende planer for det kommende skoleår, og vi glæder os til at komme i gang med dem. Vi er taknemmelige for det, vi har nået i år, selvom mange ting ikke kunne udføres som forventet.

En uønsket gæst

Året går på hæld, og ser vi tilbage på 2020 blev det ikke, som vi havde planlagt. Epidemien der er kommet som en fremmed og uønsket gæst, der har forstyrret os, og gjort mange planer umulige at gennemføre. Vi kan se tilbage på et år, der for de fleste af os blev helt anderledes, end vi havde regnet med.

På alle led og kanter har ordet omstillingsparathed været en ting, der har været nødvendigt at forholde sig til og handle ud fra. At tænke nyt og finde nye veje i vores dagligdag har også været nødvendigt, og det har overvældet mange.

Vi har fået en frelser, som aldrig mister sin kraft

Gud ved, hvordan mennesket til alle tider og under alle omstændigheder har brug for ham, hans nærvær og omsorg, og derfor er det godt at vide, at vi igen i år får lov til at fejre julen med budskabet fra englen om at ”I dag er der født jer en frelser” Luk 2.11.

Vi har fået en frelser, der vil føre os igennem livet, uanset hvordan tingene ser ud rundt omkring os.

Vi har fået en frelser, der aldrig mister sin kraft og altid har vores behov for øje. Lad os derfor afslutte året med at hvile i dette budskab og sige tak for alt det, vi har fået igennem vores frelser.

Glædelig jul og et af Herren velsignet nytår.

Det har været godt at komme tilbage og få lov til at være sammen med kollegaer, høre deres fortællinger om tiden med Corona og få delt sorgen med dem i forbindelse med, at Alfred vores leder døde næsten lige efter, at jeg forlod Liberia.

Vi kæmper ALLE SAMMEN med varmen! Liberianerne siger, at det er varmere end normalt, så det giver mig svaret på, hvorfor jeg kæmper med heden - den ligger på omkring de 35-38 grader.

Selv om regntiden ifølge kalenderen er overstået, har vi haft en del regn, siden jeg kom tilbage, og det siges også, at det er usædvanligt så langt ind i november. De siger, at klimaforandringer er årsagen til alle de forandringer i vejret, og det må man bare leve med.

Hjemmearbejde i en kaotisk lejlighed

Siden jeg kom tilbage, har der været masser af arbejde i min lejlighed. Regnen har gjort stor skade på huset, så lige nu er håndværkerne i gang med at reparere taget, udskifte loft, og senere skal væggene repareres. Nu når loftet er fjernet, og der er åbent til tagpladerne, så vrimler det med insekter og firben. Det skal man altså lige vænne sig til! Samtidig skal man vænne sig til – og forsøge ikke at blive træt af – håndværkere der larmer og kommer og går hele dagen. Der har heller ikke været vand i hanerne, siden jeg kom, men jeg får jævnligt vand fyldt op i en tønde, der står ude i gangen, så det går.

Når jeg arbejder, sidder jeg inde på et af værelserne, da jeg forsøger at passe på mig selv og de andre i forhold til corona, og jeg er stadig i hjemmekarantæne, da jeg ikke har været her i 14 dage endnu.

Spændende planlægning af kurser

I skolesystemet har vi travlt i disse dage. Vi forbereder 3 kurser, der skal afvikles det næste stykke tid. En af kurserne er for skoleinspektører, der handler om de procedurer, der forventes af hver skole i det kommende år. Her skal de informeres om krav og nye tiltag. Jeg har lavet materiale til emnet ” Child safety in school” og skal undervise om det. Jeg glæder mig til at skulle undervise deltagerne på de forskellige kurser, og jeg synes det er spændende at kunne være med til at planlægge og forberede det nye skoleår, der starter i december. Det bliver især godt at kunne få lov til at være sammen med mit team om opgaven.

Kort tid i Liberia

Som I måske ved, bliver denne omgang i Liberia kort. Jeg rejser hjem igen i starten af december, da vi har flybilletter fra før corona, der skal bruges snart. Til januar skal jeg på møderejse og møde min arbejdsgiver i Danmark, og forhåbentlig kan jeg tage tilbage til Liberia derefter. Selvom denne omgang hernede er kort, så nyder jeg, at vi alle kan være samlet og arbejde sammen som et team nu.

I Liberia arbejder man med at afvikle skoleåret 19/20. Der bliver holdt nationale tests, eksamener m.m. og man arbejder frem imod, at det nye skoleår 21/22 skal starte sin registrering sidst i december.

Der viser sig dog, at være mange ændringer i forhold til afvikling af skoleåret. På papiret fra Undervisningsministeriet er der en deadline og retningslinjer for de forskellige årgange, men flere eksamener er allerede udskudt så det er svært at vide, om man kan nå de planlagte ting. Der er stor frustration blandt lærerne, fordi tingene trækker ud, og de får ikke løn før end det nye skoleår starter. Grundskoleeleverne kommer først i skole i det nye år, så det er de ældre klasser, man afvikler således, at de får afsluttet deres skoleår. 

Stadig mange arbejdsopgaver derhjemme

Men hvad laver jeg så hjemmefra i forhold til skolesystemet, Promissio og de øvrige opgaver, jeg har?

Jeg sidder på mit hjemmekontor hver dag og arbejder. Jeg er taknemmelig for, at Promissio i februar bevilgede mig/skolesystemet internet således, at kommunikationen og arbejdsopgaver generelt kunne afvikles på en god måde, og i dag er det internettet, der gør mit arbejde muligt hjemmefra i forhold til Liberia.

Jeg har ugentlige online møder med mine kolleger i skolesystemet, hvilket jo medvirker til, at vores opgaver kan afvikles på fornuftig vis. Jeg sidder lige pt. og laver manualer både til indskoling og de instruktører, der rejser rundt til de forskellige skoler som mellemled imellem skoler og skolesystemet. Der er mange ting, vi ønsker at implementere for at give skoledagen og læringen generelt en bedre struktur.

Jeg skriver artikler til nyhedsbreve o.a. for Promissio, og ud over selve kontorarbejdet rejser jeg også rundt på Færøerne, så vidt det er muligt, og fortæller om arbejdet i Liberia. Så besøger jeg missionshuse, skoler, børne- og ungdomsklubber og mange andre steder.

Som sagt er der dagligt mange opgaver, der skal afvikles i forhold til mit arbejde. Jeg føler mig lidt langt væk fra Liberia men samtidig må jeg sige, at selvom tingene har udviklet sig, som de har, så har jeg ikke noget at klage over. Jeg har det godt og trives.

Tak for jeres medleven og forbøn og tak for fortsat forbøn for Liberia og landets svære situation i disse Covid 19 tider.

Med venlig hilsen

Elisabeth.

Som I måske ved, kom jeg til Færøerne i marts. Fløj fra Liberia den 18. marts til Elfenbenskysten, Paris og København for siden at lande på Færøerne sen aften den 19. marts.

Vejret har vist sig fra mange sider i de uger, jeg har været hjemme. Sne, is, sol, regn, storm og stille, men nu siger kalenderen, at første sommerdag er i denne uge, så det glæder jeg mig til. Vi har i april og maj haft flere dejlige solrige dage, men nu glæder jeg mig til at sommeren for alvor sætter ind.

Ugerne på Færøerne har været travle med mange opgaver. Kirken i Liberia bad om hjælp i forbindelse med Corona og dens påvirkning, og Promissio og jeg gik derfor i april i gang med at mobilisere en indsamling på Færøerne sammen med min sendemenighed og kirke. Vi er glade og taknemmelige for den store gave, færingerne har givet, og vi takker Gud for, at denne indsamling blev mulig, nu jeg er på øerne. Promissio vil inden længe sende omkring 9000 amerikanske dollars til Den Lutherske Kirke i Liberia. Det svarer til omkring 66.000 danske kroner. Pengene bliver brugt til mange gode ting, og det glædes vi over.

Flere har spurgt mig, hvad jeg laver på kontoret hver dag, når jeg er hjemme på Færøerne. De tror ikke, der er arbejde til mig heroppe, da jeg i princippet skal være i Liberia og udføre mit arbejde 😊

Jeg skrev forleden en liste over opgaver og tænkte, da jeg kiggede den igennem, at der faktisk er mange opgaver knyttet til det at være missionær, og selv om jeg geografisk er ude eller hjemme, er der mange opgaver, jeg skal arbejde med hver dag.

Jeg tænkte, at jeg for sjov skyld vil dele min opgaveliste med jer, så I kan blive lidt klogere på, hvad det er, jeg arbejder med 😊

Dette er, hvad der stod på min liste:

• Lave undervisningsmateriale til de næste lærerkurser (materiale, metode, didaktik, forklaringer, ideer til anvendelse, kopier og manualer).
• Opfølgning fra de sidste tre kurser, metode, fremlæggelse og udbytte.
• Svare på forespørgsel om materiale.
• Godkende budgetforslag i skolesystemet, samt gennemgå papirer i forbindelse med økonomi.
• Skrive artikler om skolebesøg, om elevers trivsel og muligheder igennem kirkens skoler.
• Skrive info om indsamlingen.
• Skrive artikler til Promissios blad.
• Skrive artikel til LMF og takke for støtte til bogskabe.
• Besvare skolemails.
• Skrive mails og besvare forespørgsel fra OVC.
• Læse projektbeskrivelse og gøre notater.
• Læs bogen ”Grundbog i belastningspsykologi” 266 sider.
• Læse tre artikler om kultur i Liberia, sammenlagt 15 akademisk tætskrevne sider på engelsk.
• Huske, at der skal lægges færøsk tekst på takkevideo fra Biskop Jensen inden den bliver offentliggjort.
• Skrive en blog inden udgangen af maj.
• Skrive nyhedsbrev inden midten af juni.
• Lave en opsamling på situationen i Liberia i forhold til fremadrettet planlægning af nyt skoleår.

Havde du gættet, at listen kunne se sådan ud? 😊

Samtidig med at jeg kiggede på min liste, blev jeg mindet om, at Gud vil have os til at huske, at på enhver liste vi arbejder med, ønsker han at have den øverste plads.

Som mennesker har vi tendens til at tro at vores planlægning er alfa og omega, og at vores bestemmelser er det mest betydningsfulde, men jeg tænker, at vi alle har fået en læring om vores lille formåen, nu Corona er en realitet. Men en ting er sikker, og det er, at håber vi på Herren og beder ham om hjælp, vil vi være som et træ plantet ved floden, der strækker sine rødder og som i alle livets sæsoner vil bære frugt i overflod (Jer 17, 7-8).

Så husk, at uanset om du er sendt ud eller hjem, vil Guds dække dig under sine vinger, og du kan føle dig tryg, og hans trofaste løfter skal være din rustning (Salme 91, 4).

Tak for forbøn og medleven.

Hilsen
Elisabeth

Rundt i byen ved butikker og kontorer står tønder med klorvand, således at alle, der skal ind, skal vaske hænderne først for at minimere udbredelsen af bakterier.

Coronavirussen bliver taget meget alvorligt, og vi har fået at vide, at vi ikke skal tage folk i hånden, når vi ønsker at sige goddag eller lykønske med noget. Der skal være minimal kontakt med andre. Her bliver det oplyst, at man skal vaske sine hænder i minimum 20 sekunder med klorvand for at være sikker på, at det har en effekt.

Liberianerne har lært, hvor farlig en virus kan være. De oplevede ebola-epidemien i 2015, mener jeg, det var, hvor mange mennesker døde som følge af virussen. Ebola har sat dybe spor i landet. Mange børn mistede deres forældre, forældre mistede børn og familier oplevede, at næsten alle i familien døde. Når vi taler om corona bliver folk urolige, og deres oplevelser fra tiden med ebola gør dem utilpas.

Myndighederne har i dag sendt en officiel besked ud til borgerne om, at der er ingen corona-smittede personer i Liberia, og at man er yderst opmærksom på at scanne alle personer, der kommer ind i landet. Her gik der et lettelsens suk af alles læber, da der blev sagt, at Liberia er ikke ramt af corona.

”Vi takker Gud for, at vi ikke har fået denne farlige virus ind i vores land.” siger en af mine kolleger. ”Og vi har bedt og bedt Gud om at flytte tilbage til vores land og gøre noget godt for dette land. Vi har i lange tider troet, at han er flyttet et andet sted hen, siden vi oplever hverdagen så hård med mange prøvelser.”

Den sidste måneds tid har det været svært at få fat på benzin, tankstationerne er tomme og det gør, at dagligdagen er mærket af transportvanskeligheder. Liberianerne er utålmodige efter, at der bliver en bedre stabilitet i landet, således at tingene kan fungere bedre. Bilkøerne skaber kaos i byen, og folk sover i bilerne for at være helt klare, når benzinen kommer. Der siges, at skibe med benzin vil ankomme sidst i måneden, så lad os bede for Liberia; at Gud vil lægge sin fred over land og folk.

Billede 1: Bilkøer til tomme tankstationer
Billede 2: Anordning til håndvask uden for en butik

Jeg bor i en af lejlighederne på kirkens område i Sinkor.

I dag er gardiner blevet hængt op, og jeg har fået en hylde og bøjlestang monteret på mit værelse, så nu kan jeg tømme min kuffert og pakke ud.

Jeg har haft mine første arbejdsdage på kontoret og har også været på besøg på skoler her i området. I onsdags var jeg med ude at dele ris, sæbe o.a. til de børn og familier, der bliver sponsoreret igennem Liberiakomiteen. Et vigtigt arbejde, kan jeg se: Det er blandt forældreløse og sårbare børn, der lever i smerten af HIV eller har mistet en eller begge forældre til denne sygdom.

Vi er i slutningen af regntiden, så dagene bliver varmere og varmere, selv om det også regner meget. Man bliver hurtigt træt, men med tiden vænner kroppen sig til varmen.

I morgen holder skolesystemets team en afskedsmiddag for Sebastian, der efter 8 år i Liberia rejser hjem til Tyskland. Sebastian har arbejdet i skolesystemet i mange år.

Den kommende uge byder på mange forskellige opgaver. Vi har travlt  i hverdagen, da vi ønsker at nå de mål, vi har sat os for resten af 2019.

Mange hilsner

Elisabeth