Afskeden til vores andet hjem

Nu er vores ophold som CCT’ere ved at nå sin ende. Vi har kun en lille uge tilbage og tør slet ikke tænke på alle de farveller vi skal til at sige. Tiden er fløjet afsted, og vi kan ikke tro at der allerede er gået tre måneder.

Mennesker er medicin

Da vi rejste hjemmefra, havde vi tænkt, at vi ville have en masse fritid. Den tid kunne vi få udnyttet ved at læse en masse bøger, træne i den tynde luft eller lære nye færdigheder. Dog blev vi overrasket over hvor meget mennesker og relationer fylder her i Etiopien. Med alle de nye venner vi har fået, har vi udfyldt alt vores fritid med dem. Og det er ikke noget vi fortryder. Vi er blevet så vant til, at hvis vi har en time hvor vi ikke skal noget, så ringer vi og laver planer med vores venner. Alle de små huller i hverdagen, hvor vi hjemme i Danmark bare ville have slappet af, fylder vi her ud med samvær og fællesskab.

Før vi tog afsted til Etiopien, fik vi en præsentation om, hvad vi kom ned til og hvordan kulturen er. Her fik vi at vide at relationer er utrolig vigtige for etiopiere og at mennesker er medicin. Det er en tanke der har været hos os hele turen igennem. Vi har set og oplevet det. Det har også ændret vores forhold til, hvordan vi slapper af. I starten var vi gode til at trække os og have alenetid, men nu fylder vores relationer så meget, at det også er blevet en måde at slappe af på. Vi er blevet vant til en hverdag hvor der hele tiden sker ting. Det er nok også en af de ting vi tager med hjem. Tanken om mennesker er medicin. I den lille uge vi har tilbage skal vi for sidste gang på deborah og seminaret. Ugen er fyldt med afsked, pakning og de sidste par oplevelser, vi kan få presset ind. 

Alt vi har lært

Vi har brugt masser af tid på Deborah i løbet af de 3 måneder. Vi har mødt de sødeste piger, som har taget en livsvigtig beslutning om at transformere deres liv til det bedre. Det har lært os at det aldrig er for sent at ændre retning, rette op på sine fejl og at handle når man får muligheden. Deres transformation er stor og enormt svær, og det giver os mod på selv at tage beslutninger der kan være svære. At komme hos pigerne sætter ens egne bekymringer i perspektiv.

Til hverdag kan det være svært at se hvad forskel man gør, når man mest ser pigerne som ens veninder, man hygger med og hjælper til med hverdagspligter. Men det er lige præcis det de sætter pris på, at vi kommer fra et land så langt væk fra dem og vil bruge tid med dem. Vi ser dem, værdsætter dem og vil hjælpe dem på vej videre. Det er så bekræftende for os, når vi får sådan noget at vide. At få at vide at vi er værdsatte. Vi har lært så meget fra disse piger, specielt taknemmelighed og ikke at tage ting for givet.  

På seminaret og i outreach projektet med børnekirke har vi brugt en masse tid på undervisning. Det var noget nyt for os begge, men det har gået så godt. Hvor har vi lært meget af det, og at se ens undervisning bærer frugt er helt fantastisk. Når vi har conversation class med eleverne, går undervisningen virkelig begge veje. De får lært en masse engelsk og fordi samtalerne ofte omhandler tro, lærer vi også en masse om Gud. Alle vores elever er så kloge og vil så gerne lære fra sig. 

Taknemmelig

Efter vores ophold her kan vi begge to  mærke at vi er blevet stærkere i vores tro. De er meget stærke i deres tro hernede, specielt bøn er de gode til. Det er også noget vi er blevet bedre til. Både at bede på engelsk, spontant og til undervisningen. 

Hvor er vi velsignede og taknemmelige for alt hvad vi har oplevet. Både de hårde sandheder vi har set og de fantastiske ting vi har oplevet. Vi har oplevet addis fra både dens gode og dårlige sider og det ser vi som en succes. Vi er helt forelsket i dette land, og drømmer allerede om at komme tilbage. 

Vi vil forevigt huske denne rejse og er utrolig taknemmelige for at have muligheden for at komme afsted. Vi vil altid tænke tilbage på Etiopien som landet med de venligste mennesker og landet der bliver ved med at berige os.

Tags

Del denne side

Emma og Sarah

Emma Jespersen og Sarah Hougaard er Christian Cultural Travellers i Etiopien i efteråret 2025.

Seneste kategorier