Outreach, Deborah og dagligdag

Arbejdet i outreach-kirken

Vi er endelig begyndt på vores arbejde i en outreach kirke i Lebu. Her taler folket oromo, som er et af de andre 86 sprog, der tales i Etiopien. Da det er amharisk vi ihærdigt prøver at lære, forstår vi ikke så meget, og de forstår ikke os. Dog havde vi heldigvis en oversætter med os til vores første besøg i lørdags, som var til stor hjælp.

Kirken afholder nemlig ”søndagsskole” om lørdagen for omkring 30 børn i området, hvor vi skal undervise børnene i engelsk og i Guds ord. Børnene var meget disciplinerede, og var meget bedre til at huske hvad vi lærte dem, end vi forventede. Der var selvfølgelig også plads til en pause med lidt sjov og leg med en masse sæbebobler - og vi havde en FEST med de sæbebobler. Udearealet blev fyldt med glædesråb fra børnene (også fra de voksne).

Da vi efterfølgende fortalte om Guds ord, blev vi betaget af børnenes interesse og disciplin. Når vi beder for dem, lukker de alle øjnene - selv de 3-årige - og siger i kor ”Amen”, hver gang man takker Gud for noget. De har virkelig hjertet på rette sted, og har en dejlig nysgerrighed på os og undervisningen. Vi beder for Guds velsignelse over for de børn og kirken.

Da vi skulle ud til outreach kirken, var vi ikke helt 100% afklarede i, hvad vi gik ind til, og vi fandt først ud af i taxaen på vej derhen, at vi faktisk stod for hele lørdagsprogrammet. I Danmark er vi vant til, at alt bliver struktureret og nøje tilrettelagt, når man planlægger noget. I Etiopien er det derimod mere løst og man tager tingene som det kommer. Så ofte hernede må vi improvisere og justere lidt, og det lærer vi også meget af. Det er en helt anden måde at arbejde på, og det er bare en del af den etiopiske charme!

Vores hverdag på Deborah

Vi har de seneste uger besøgt Deborah hver tirsdag og torsdag. Før vi kom ud til pigerne for første gang alene, var vi nervøse. Både fordi der var en sprogbarriere og fordi vi gerne ville blive gode venner med pigerne. Men første gang vi kom derud forsvandt alle vores nerver og forventninger, for vi blev hurtigt omringet af kærlighed og tryghed, så vi følte os hurtigt hjemme. 

Pigerne på Deborah har deres rutiner og hverdag i huset, og det er vi blevet en del af. Vi hjælper med at lave frokost, hvor vi altid får injera med forskellige wats (retter til injeraen). Vi snitter, skræller og skærer eller popper popcorn, så vi lærer også en masse nye retter vi kan tage med os hjem. Det er ofte over de små opgaver, når vi står side om side om samme opgave, at vi får knyttet et bånd til pigerne. Her får vi ofte grint over, hvor dårlige vi er til at skrælle kartofler, eller griner over de amhariske slangs som pigerne lærer os. Vi hjælper også til med at lave kaffe, og det er jo en stor ting her. Der holdes en kaffeceremoni, som består af 3 runder kaffe, man starter med første runde som kaldes Abol, det er også den stærkeste. Anden og tredje runde bliver mildere og kaldes tona og baraka. 

Kreativitet knytter bånd 

Udover at hjælpe med de huslige pligter kommer vi også med kreative projekter. Indtil videre har vi lavet smykker af perler, og så har vi haft en masse garn og strikke- og hæklepinde med, så der er blevet strikket og hæklet i massevis. Både vi og pigerne elsker det. Vi har stadig masser af andre aktiviteter og ideer til hvad vi kan hygge om de næste par gange, så der er altid noget nyt at se frem til. For mange af pigerne får deres indre barn lov til at komme ud, når de får lov til at fordybe sig i kreative projekter, da deres barndom/ungdom er blevet stjålet fra dem, med det arbejde de har lavet førhen. Vi kan se at de hygger sig med alle disse aktiviteter og det styrker specielt vores forhold til dem. At sidde og fordybe sig i kreative projekter, det kan skabe stærke bånd og det kan mærkes. 

Mange af pigerne har svært ved engelsk, da de ikke har gået meget i skole, hvis overhovedet. Vores tid på Deborah går derfor også med lidt engelsk undervisning. Det er sjældent, at alle pigerne er hjemme samtidigt og derfor er det lidt forskelligt hvem vi underviser fra gang til gang. Der er selvfølgelig nogle der er bedre end andre og derfor gør vi også brug af lidt forskellige metoder. Nogle har brug for at få udvidet deres ordforråd og andre skal øve sproget gennem samtale. Vi er glade for at vi kan gøre en forskel og lære med dem. For vi lærer også lidt amharisk tilbage.

I Etiopien viser man at man holder af folk ved at lægge armene rundt om hinanden og gennem fysisk berøring. Det er noget vi lægger meget mærke til på Deborah og hvor er det dejligt selv at mærke og vide at man er værdsat af pigerne. Man kan virkelig mærke, at de gerne vil os, og vi vil også dem. Det er så bekræftende at se pigerne fyldt med glæde og smil og tilpas i et hus hvor de hører hjemme. Vi er taknemmelige for at være en del af dette og se deres udvikling og være med til at skabe hyggelige stunder og minder med dem.

WSG’s arbejde

Win Souls for God har også meget andet arbejde end Deborah-hjemmet. De har adskillige skoler rundt omkring, og vi var så heldige at få lov at besøge én af skolerne ”Gurara Freedom School”, der lå tæt på Deborah. Her fik vi en rundvisning af alle de søde ansatte, imens børnene sov middagslur. Nogle sov på madrasser, andre hvilede bare hovedet på skolebordet i klasselokalet. De ansatte har skabt sig en vidunderlig atmosfære på skolen, og man mærkede tydeligt, at de holder af at arbejde der, og være sammen med børnene.

Vi takker Gud for, at der er nogle mennesker så dygtige som de ansatte hos WSG, der har lyst til at arbejde for og med de her skønne piger på Deborah, og har skabt nogle gode og trygge rammer for dem. Lederne af Deborah ønsker vores forbøn for pigerne og for deres arbejde, og at Gud fortsat må vejlede dem i deres arbejde i WSG.