Da vi rejste hjemmefra, havde vi tænkt, at vi ville have en masse fritid. Den tid kunne vi få udnyttet ved at læse en masse bøger, træne i den tynde luft eller lære nye færdigheder. Dog blev vi overrasket over hvor meget mennesker og relationer fylder her i Etiopien. Med alle de nye venner vi har fået, har vi udfyldt alt vores fritid med dem. Og det er ikke noget vi fortryder. Vi er blevet så vant til, at hvis vi har en time hvor vi ikke skal noget, så ringer vi og laver planer med vores venner. Alle de små huller i hverdagen, hvor vi hjemme i Danmark bare ville have slappet af, fylder vi her ud med samvær og fællesskab.

Før vi tog afsted til Etiopien, fik vi en præsentation om, hvad vi kom ned til og hvordan kulturen er. Her fik vi at vide at relationer er utrolig vigtige for etiopiere og at mennesker er medicin. Det er en tanke der har været hos os hele turen igennem. Vi har set og oplevet det. Det har også ændret vores forhold til, hvordan vi slapper af. I starten var vi gode til at trække os og have alenetid, men nu fylder vores relationer så meget, at det også er blevet en måde at slappe af på. Vi er blevet vant til en hverdag hvor der hele tiden sker ting. Det er nok også en af de ting vi tager med hjem. Tanken om mennesker er medicin. I den lille uge vi har tilbage skal vi for sidste gang på deborah og seminaret. Ugen er fyldt med afsked, pakning og de sidste par oplevelser, vi kan få presset ind. 

Alt vi har lært

Vi har brugt masser af tid på Deborah i løbet af de 3 måneder. Vi har mødt de sødeste piger, som har taget en livsvigtig beslutning om at transformere deres liv til det bedre. Det har lært os at det aldrig er for sent at ændre retning, rette op på sine fejl og at handle når man får muligheden. Deres transformation er stor og enormt svær, og det giver os mod på selv at tage beslutninger der kan være svære. At komme hos pigerne sætter ens egne bekymringer i perspektiv.

Til hverdag kan det være svært at se hvad forskel man gør, når man mest ser pigerne som ens veninder, man hygger med og hjælper til med hverdagspligter. Men det er lige præcis det de sætter pris på, at vi kommer fra et land så langt væk fra dem og vil bruge tid med dem. Vi ser dem, værdsætter dem og vil hjælpe dem på vej videre. Det er så bekræftende for os, når vi får sådan noget at vide. At få at vide at vi er værdsatte. Vi har lært så meget fra disse piger, specielt taknemmelighed og ikke at tage ting for givet.  

På seminaret og i outreach projektet med børnekirke har vi brugt en masse tid på undervisning. Det var noget nyt for os begge, men det har gået så godt. Hvor har vi lært meget af det, og at se ens undervisning bærer frugt er helt fantastisk. Når vi har conversation class med eleverne, går undervisningen virkelig begge veje. De får lært en masse engelsk og fordi samtalerne ofte omhandler tro, lærer vi også en masse om Gud. Alle vores elever er så kloge og vil så gerne lære fra sig. 

Taknemmelig

Efter vores ophold her kan vi begge to  mærke at vi er blevet stærkere i vores tro. De er meget stærke i deres tro hernede, specielt bøn er de gode til. Det er også noget vi er blevet bedre til. Både at bede på engelsk, spontant og til undervisningen. 

Hvor er vi velsignede og taknemmelige for alt hvad vi har oplevet. Både de hårde sandheder vi har set og de fantastiske ting vi har oplevet. Vi har oplevet addis fra både dens gode og dårlige sider og det ser vi som en succes. Vi er helt forelsket i dette land, og drømmer allerede om at komme tilbage. 

Vi vil forevigt huske denne rejse og er utrolig taknemmelige for at have muligheden for at komme afsted. Vi vil altid tænke tilbage på Etiopien som landet med de venligste mennesker og landet der bliver ved med at berige os.

Vi rejste sammen med den danske gruppe, som var på en 10-dages tur med Promissio, og det var dejligt at kunne tale dansk igen midt i alt det nye og fremmede. Flyveturen var kort og i et meget lille fly, som landede i den nok mindste lufthavn, vi nogensinde har set.

Fra lufthavnen tog vi direkte vidre med vores egen lille bus, der kørte os til “Mana Galataa” Promissios dejlige, rolige og grønne sted i Robe. Her skulle vi bo de næste par dage. Vejret var perfekt, og allerede fra første øjeblik føltes det som et sted, man kunne trække vejret dybt og bare nyde øjeblikket.

Efter en lækker morgenmad gik vi i gang med at pakke kufferter fyldt med tøj, legetøj og hygiejneartikler, som skulle med ud til de fængsler vi skulle besøge. Gruppen havde samlet så meget hjemmefra, og det føltes meningsfuldt at stå der og gøre klar til at dele ud af det hele.

Fængselsbesøg

Vores første stop var et kvindefængsel – et sted, der gjorde stort indtryk. De levede under forhold, der var meget anderledes, end vi kender dem hjemmefra, og det satte mange tanker i gang. Kvinderne boede tæt sammen i en stor sovesal, og flere havde deres børn hos sig, fordi der ikke var andre til at tage sig af dem. Det var hårdt at se børn vokse op inden for fængsels væggene.

I fængslet var der både en moské, en ortodoks kirke og en protestantisk kirke. Det var specielt at opleve, hvordan tro og håb udfoldede sig på tværs af forskelligheder og inde bag tremmer, hvor man ville tænke at tro og håb var langt væk. Men tvært imod så var det noget de prioriterede højt. Den ortodokse kirke var smukt udsmykket med billeder, tæpper og farver, mens den protestantiske var enkel, ydmyg og slidt, men trods det var der stadig en stemning af fællesskab og styrke. I fængslet boede ca. 60 kvinder og 20 børn – og blandt dem var der meget få protestanter.

Da vi trådte ind, blev vi mødt af smil og varme. Vi havde små bolcher med, og det var rørende at se, hvordan noget så simpelt kunne skabe glæde. Mange ville gerne snakke, og selvom sproget nogle gange var en udfordring, forstod man hinanden gennem grin, kropssprog og øjenkontakt.

Senere besøgte vi også et mandefængsel, hvor vi igen oplevede den samme kontrast mellem udfordrende forhold og et stærkt håb midt i det hele. Her var også den protestantiske kirke den mindst vedligeholdte. Trods det var det fascinerende at mærke, hvor meget troen og fællesskabet betyder for de indsatte.

Promissio arbejder tæt sammen med lokale frivillige, som gør en kæmpe indsats for at støtte fængslerne og de mennesker, der bor der. Det var inspirerende at se, hvordan deres arbejde virkelig gør en forskel – selv i de mindste detaljer.

Fra Islam til kristendom

Området i Bale er enormt muslimsk domineret; omkring 90% er muslimer, mens de resterende 10% er fordelt til ortodoks kristne og protestanter. Derfor er de kristne protestanter hernede rimelig undertrykte, og der er ikke gode muligheder eller forudsætninger for kirke, som vi også så i fængslet for både kvinderne og mændene.

Noget der derfor også har gjort stort indtryk på os, er nogle af de vidnesbyrd, vi har fået fortalt af et par tidligere muslimer, som er konverteret til kristendommen. Både en enlig mor med to børn, og en mandlig evangelist.

Evangelisten mødte Jesus i en drøm, Han viste sig for ham i smuk og strålende pragt, så evangelisten knap nok kunne se på Ham. Jesus’ hænder skinnede klart, og Han sagde “Dette er mine hænder, der holder dig.” Evangelisten så så, at Jesus holdte både ham og hele menneskeheden i sine hænder.

Evangelisten er taknemmelig for, at Jesus selv kom til ham og viste sig for ham, for han er ikke sikker på, han havde været kristen, hvis en tilfældig mand kom op til ham og fortalte om Jesus.

Fælles for de to etiopiere, der aflagde vidnesbyrd er, at de har ofret deres relation til hele deres familie og slægtninge for at følge Jesus, da familien har udstødt dem. Men de har begge en stor brand for Jesus og lader sig begge fortælle, at efter de har konverteret til kristendommen, oplever de en enorm fred, som de ikke havde før. De oplever, at de er blevet ført ud af mørket og frem i lyset. Det var vidunderligt at mærke på dem, at Helligånden havde bosat sig i dem, og man kunne tydeligt mærke den fred, de havde fortalt os om.

Evangelisten og den enlige mor ønsker forbøn for både dem selv og alle andre kristne i området. For deres fremtid og sikkerhed, og at Gud må give dem styrke til at sprede hans ord og til at gennemgå de problemer, det medfølger at være kristen i det muslimsk dominerede område, som Bale er. Vi beder også om forbøn for alle muslimerne i området, om at flere må komme til tro på Jesus. 

Etiopiens idylliske natur

En af dagene kørte vi også til byen Dodola, hvor Promissios arbejde startede - en 3 timers bustur hver vej gennem de fantastiske Bale bjerge. Naturen her var helt igennem idyllisk. Vi fik lov at se det helt stereotype Afrika, med små lerhytter og stråtagshytter, hvor børnene var hyrder ude i markerne og bjergene for geder, køer og får, imens de bar en pisk. På vejene gik æsler med fuld oppakning, mens børn i alle aldre red på heste bagved og ledte æslerne på rette vej. Vi kunne ikke begribe, at man kunne bo så flot et sted i sit eget lille landbrugssamfund.

Vi er meget taknemmelige over at kunne få lov at komme lidt uden for storbylivet i Addis Ababa, og se hvad Etiopien ellers har at byde på af smuk natur og hyggelige landsbyer. Vi er blevet bekræftet i, at etiopiernes nysgerrighed og imødekommenhed ikke kun gælder i Addis - den er lige så stor her i Bale-området og ude på landet. Og det har vi nydt rigtig godt af.

Så ofte som vi kan, tager vi med vores kære kontaktpersoner Berit og Mehret-Ab i Shalom-kirken, som ligger 10 min gang fra vores bolig. Her kommer en del af de studerende fra seminaret vi underviser på - blandt andet også nogle af vores egne skønne elever.

Gudstjenesten er dejlig højlydt, både gennem lovsang, bøn og prædiken. Prædikanten er entusiastisk og opildner menigheden i sin bøn og prædiken. Berit og Mehret-Ab oversætter prædiken for os, og selvom det kun er pointerne undervejs vi får med, får vi alligevel en masse ud af prædikenen, og er fascinerede over dens teologiske dybde og gode bibeltekster. Præsten formår nemlig at citere mindst 5 steder i Bibelen, som han springer rundt i. Vi er helt vilde med, at han bruger Bibelen så meget - det gør at vi bliver langt klogere på Bibelen, og ser den røde tråd, der er gennem Bibelens mange bøger.

Bøn i kirken

Selve gudstjenesten starter kl. 10, men fra kl. 9-10 er der en times drop-in-bøn, hvor man kan sætte sig på en stol i kirken og bruge tid på Gud i bøn. En ting, vi har lagt mærke til skiller sig ud fra den danske kirke, er bøn. I den etiopiske kirke er bøn en langt højere del del af gudstjenesten. Bønnerne er længere og hyppigere end vi er vant til, og så er menigheden integreret ved at svare “Amen” til bestemte ting i bønnen. 

De svarer altid “Amen” når man enten takker Gud for noget, eller der bliver sagt en velsingelse over nogen/noget - hvilket fylder meget i en bøn. Desuden er det i deres kultur vigtigt at liste bibelske historier op i bøn, for at understrege hvor stor Gud er. “Vi takker dig Gud, dig som var både Abraham og Isaks Gud, dig som reddede Noah og hans familie igennem syndfloden, dig som reddede Israels folk ud fra Egypten…”

Denne form for bøn løfter fokusset væk fra os selv, og op til Guds storhed. Det får os til at reflektere over, at det er den selvsamme Gud, der gjorde alle de store ting, som vi beder til.

Gennem alle disse oplevelser af bøn i den etiopiske kirke, er bøn noget, som har fået større betydning for os, og som vi håber at kunne tage med os til Danmark. Selvom kirken foregår anderledes hernede, er det dejligt at mærke, at vi alle er fælles om at prise Gud og lære om ham.

Youth Group

Vi har gennem det meste af vores tid i Etiopien deltaget i en youth group, hver søndag aften. Det er i en stor Mekane Yesus kirke, tæt på det område vi bor i, som er lige på kanten til at være på størrelse med en Mega Church - synes vi ihvertfald selv. Her samles ca. 50 unge hver søndag aften for at prise Gud. Mange af disse unge bruger altså hele deres søndag på kirke. De tager til gudstjeneste med deres familie om morgenen, og om aftenen kommer de tilbage med deres venner til youth group.

Vi blev introduceret til ungdomsgruppen gennem en af vores gode venner, vi har fået her i Addis Ababa. Han har vist os en masse lokale steder og tager os med til alt muligt spændende. Vi er blevet gode venner med hans vennegruppe og tilbringer meget tid med dem. Vi bager danske kager til dem, lærer dem danske spil og viser dem ægte dansk hygge. De viser os til gengæld hele byen, tager os med til bazarer og hjælper os med at slagte en høne… ja, det har vi simpelthen også gjort! Men ikke mindst har de vist os deres vidunderlige youth group. Det foregår lidt anderledes end de danske ungdomsgrupper, da den her youth group i Etiopien minder mere om en gudstjeneste end et møde til en dansk ungdomsgruppe.

Vi mødes til youth group kl. 17 og starter med en masse bøn og lovsang som varer ca 1 time. Vi har fået kendskab til et par amhariske lovsange herigennem, og det er bare skønt at få udvidet sin horisont i lovsang og musik. Herefter begynder prædiken, som er ca. 45 minutter efterfulgt af bøn, meddelelser og afslutning. Dog foregår det hele på amharisk, så alene forstår vi ikke så mange andre ord end “Gud, tak og amen”, men vores venner er heldigvis så søde at oversætte for os undervejs. Vi får overraskende meget ud af prædikerne, både gennem oversættelsen men også gennem følelser. Det er nemlig tydeligt at mærke, hvor meget de brænder for troen og for at sprede budskabet om Jesus. Og hvor er de bare gode til det!

Efter afslutningen på youth group er der ikke kaffe og kage, som vi er vandt til i Danmark. I stedet for, går man den lange tur tilbage til området Mekanisa, hvor mange bor, hvor man kan snakke og få dybe samtaler, den hyggelige gårtur hjem. På disse gåture har vi fået hilst på mange, og det er en gåtur, vi sætter stor pris på.mingle lidt og lære nye at kende. Vi går ofte hjem sammen i en stor gruppe og har masser tid til at snakke både om prædiken og alt muligt andet. 

Vi er meget taknemmelige over den varme velkomst, vi har fået i ungdomsgruppenog at de fortsat ønsker vores tilstedeværelse og fortsat vil bruge energi på at oversætte for os. Vi er også taknemmelige over at have mødt så sød en flok mennesker og kan få lov til at kalde dem vores venner.

Vi er endelig begyndt på vores arbejde i en outreach kirke i Lebu. Her taler folket oromo, som er et af de andre 86 sprog, der tales i Etiopien. Da det er amharisk vi ihærdigt prøver at lære, forstår vi ikke så meget, og de forstår ikke os. Dog havde vi heldigvis en oversætter med os til vores første besøg i lørdags, som var til stor hjælp.

Kirken afholder nemlig ”søndagsskole” om lørdagen for omkring 30 børn i området, hvor vi skal undervise børnene i engelsk og i Guds ord. Børnene var meget disciplinerede, og var meget bedre til at huske hvad vi lærte dem, end vi forventede. Der var selvfølgelig også plads til en pause med lidt sjov og leg med en masse sæbebobler - og vi havde en FEST med de sæbebobler. Udearealet blev fyldt med glædesråb fra børnene (også fra de voksne).

Da vi efterfølgende fortalte om Guds ord, blev vi betaget af børnenes interesse og disciplin. Når vi beder for dem, lukker de alle øjnene - selv de 3-årige - og siger i kor ”Amen”, hver gang man takker Gud for noget. De har virkelig hjertet på rette sted, og har en dejlig nysgerrighed på os og undervisningen. Vi beder for Guds velsignelse over for de børn og kirken.

Da vi skulle ud til outreach kirken, var vi ikke helt 100% afklarede i, hvad vi gik ind til, og vi fandt først ud af i taxaen på vej derhen, at vi faktisk stod for hele lørdagsprogrammet. I Danmark er vi vant til, at alt bliver struktureret og nøje tilrettelagt, når man planlægger noget. I Etiopien er det derimod mere løst og man tager tingene som det kommer. Så ofte hernede må vi improvisere og justere lidt, og det lærer vi også meget af. Det er en helt anden måde at arbejde på, og det er bare en del af den etiopiske charme!

Vores hverdag på Deborah

Vi har de seneste uger besøgt Deborah hver tirsdag og torsdag. Før vi kom ud til pigerne for første gang alene, var vi nervøse. Både fordi der var en sprogbarriere og fordi vi gerne ville blive gode venner med pigerne. Men første gang vi kom derud forsvandt alle vores nerver og forventninger, for vi blev hurtigt omringet af kærlighed og tryghed, så vi følte os hurtigt hjemme. 

Pigerne på Deborah har deres rutiner og hverdag i huset, og det er vi blevet en del af. Vi hjælper med at lave frokost, hvor vi altid får injera med forskellige wats (retter til injeraen). Vi snitter, skræller og skærer eller popper popcorn, så vi lærer også en masse nye retter vi kan tage med os hjem. Det er ofte over de små opgaver, når vi står side om side om samme opgave, at vi får knyttet et bånd til pigerne. Her får vi ofte grint over, hvor dårlige vi er til at skrælle kartofler, eller griner over de amhariske slangs som pigerne lærer os. Vi hjælper også til med at lave kaffe, og det er jo en stor ting her. Der holdes en kaffeceremoni, som består af 3 runder kaffe, man starter med første runde som kaldes Abol, det er også den stærkeste. Anden og tredje runde bliver mildere og kaldes tona og baraka. 

Kreativitet knytter bånd 

Udover at hjælpe med de huslige pligter kommer vi også med kreative projekter. Indtil videre har vi lavet smykker af perler, og så har vi haft en masse garn og strikke- og hæklepinde med, så der er blevet strikket og hæklet i massevis. Både vi og pigerne elsker det. Vi har stadig masser af andre aktiviteter og ideer til hvad vi kan hygge om de næste par gange, så der er altid noget nyt at se frem til. For mange af pigerne får deres indre barn lov til at komme ud, når de får lov til at fordybe sig i kreative projekter, da deres barndom/ungdom er blevet stjålet fra dem, med det arbejde de har lavet førhen. Vi kan se at de hygger sig med alle disse aktiviteter og det styrker specielt vores forhold til dem. At sidde og fordybe sig i kreative projekter, det kan skabe stærke bånd og det kan mærkes. 

Mange af pigerne har svært ved engelsk, da de ikke har gået meget i skole, hvis overhovedet. Vores tid på Deborah går derfor også med lidt engelsk undervisning. Det er sjældent, at alle pigerne er hjemme samtidigt og derfor er det lidt forskelligt hvem vi underviser fra gang til gang. Der er selvfølgelig nogle der er bedre end andre og derfor gør vi også brug af lidt forskellige metoder. Nogle har brug for at få udvidet deres ordforråd og andre skal øve sproget gennem samtale. Vi er glade for at vi kan gøre en forskel og lære med dem. For vi lærer også lidt amharisk tilbage.

I Etiopien viser man at man holder af folk ved at lægge armene rundt om hinanden og gennem fysisk berøring. Det er noget vi lægger meget mærke til på Deborah og hvor er det dejligt selv at mærke og vide at man er værdsat af pigerne. Man kan virkelig mærke, at de gerne vil os, og vi vil også dem. Det er så bekræftende at se pigerne fyldt med glæde og smil og tilpas i et hus hvor de hører hjemme. Vi er taknemmelige for at være en del af dette og se deres udvikling og være med til at skabe hyggelige stunder og minder med dem.

WSG’s arbejde

Win Souls for God har også meget andet arbejde end Deborah-hjemmet. De har adskillige skoler rundt omkring, og vi var så heldige at få lov at besøge én af skolerne ”Gurara Freedom School”, der lå tæt på Deborah. Her fik vi en rundvisning af alle de søde ansatte, imens børnene sov middagslur. Nogle sov på madrasser, andre hvilede bare hovedet på skolebordet i klasselokalet. De ansatte har skabt sig en vidunderlig atmosfære på skolen, og man mærkede tydeligt, at de holder af at arbejde der, og være sammen med børnene.

Vi takker Gud for, at der er nogle mennesker så dygtige som de ansatte hos WSG, der har lyst til at arbejde for og med de her skønne piger på Deborah, og har skabt nogle gode og trygge rammer for dem. Lederne af Deborah ønsker vores forbøn for pigerne og for deres arbejde, og at Gud fortsat må vejlede dem i deres arbejde i WSG. 

Vi har et par timer om ugen med en klasse der har et intensivt engelsk program og her hjælper vi til med at styrke deres læse-, lytte- og samtale evner. 

Aftenen inden vi skulle undervise for første gang, sad vi nervøst og forberedte alt materiale og var usikre på niveauet. Da det var første gang vi begge skulle prøve at undervise, og så i et helt nyt land, var vi spændte og nervøse. Vi har heldigvis en lille klasse, så nervøsiteten faldt lidt af os fra start og vi begyndte undervisningen. Efter de første par timer har vi fået et godt billede af klassens niveau og har tilrettelagt vores undervisning efter det. Vi kan se at vores nye metoder er meget mere effektive end vores grønne start, og det er rigtig tilfredsstillende at se ens arbejde begynder at virke og bære frugt.

Vi kan allerede mærke at eleverne brænder for at dele Guds ord, men at sprogbarrieren er et kæmpe benspænd for dem, så vi er taknemmelige for at kunne hjælpe med at styrke deres engelske færdigheder. Vi ser frem til at nå endnu længere med vores klasse og med vores egne undervisningsevner. For ikke mindst lærer eleverne fra os, men vi lærer også meget om os selv og vores egne færdigheder ved at undervise.

Udover vores intensive klasse, har vi også få timer om ugen med en “advanced class”. Med dem har vi samtale timer, så de får styrket deres engelske sprog. Her er klassen dog slet ikke tæt på lille, der er 53 elever, dog er vi også 4 lærere sammen om klassen. Vi går sammen i mindre grupper og snakker hver time om forskellige emner. Det kan være alt fra ens rejse med Gud til sociale medier. Sammen med denne klasse kan vi virkelig mærke at læringen går begge veje, for de er så kloge på Gud, Bibelen og morale. Mange elever er virkelig velovervejet og kommer med så gode svar, så vi lærer lige så meget tilbage som de lærer engelsk. 

En festlig helligdag

Udover vores arbejde har vi selvfølgelig også oplevet lidt mere af Addis Ababa og dens kultur. Fredag aften d. 26. september var vi ude på gaden og se festelighederne fra den etiopisk ortodokse helligdag “Meskel”. Rundt omkring i hele storbyen tændtes der adskillige små og store bål (ligesom til Sanks Hans) som de ortodokse kristne danser omkring.

Vi tog med Berit og Mehret-Ab ud på hovedgaden ude foran vores compound, hvor der blev tændt ét af de mange bål. Idet bålet blev tændt, ankom et stort kor iklædt smukke hvide kjoler. De spillede på trommer og sang sange omkring helligdagen, imens de dansede festligt rundt om bålet med høje glædesudråb. Generelt er de etiopisk ortodokse enormt gode til at være festlige i deres fejringer af helligdage og divsere. Det var skønt at opleve, og vi havde en helt fantastisk aften. Vi var meget facinerede af, hvor festlige de var!

Mødet med Gud hos etiopiere

Derudover får vi fortsat mødt utrolig mange søde mennesker. De sidste to søndage har vi  besøgt en Youth Group i vores lokale Mekane Yesus kirke med andre unge etiopiere. Her mærkede vi igen etiopiernes varme og gæstfrihed. De andre unge ville meget gerne lære os at kende, ligesom vi ville lære dem at kende. Her var der også smuk lovsang med fuld band og en dygtig prædikant (prædikenen foregik dog på amharisk, men vores sidemakkere ville heldigvis gerne hjælpe med at oversætte). Noget der var tydeligt for os, var de unges brænd for Gud. De elsker at bede, og nogle møder ind 1 time før Youth-gruppens start for at bede, og når de lovsynger, er det de færreste der sidder ned. Det er meget inspirerende at være vidne til, og får en til at reflektere over vigtigheden af bøn, lovsang, Guds ord og at bruge en masse tid med Gud. Det er noget, vi kan lære meget af.

Vi føler os meget taknemmelige over vores relationer hernede og det netværk vi har fået os. Vi glæder os enormt meget til at lære Deborah-pigerne og de teologistuderende endnu bedre at kende, og blive en del af deres hverdag. Og selvfølgelig - at opleve meget mere af vidunderlige Addis!

Mødet med en ny kultur:

De første uger begyndte vi med et kort introforløb, som vi nu har færdiggjort. Første uge gik med at møde de mange nye mennesker, vi er landet blandt, prøve at få hverdagen til at fungere i en ny kultur og lære byen lidt at kende. Vores hjem de næste tre måneder er Promissios gæstebolig, som ligger i en dejlig og tryg compound. Det er en idyllisk og frodig grøn oase midt mellem storbyens højhuse og støj. Mekane Yesus seminaret ligger også her i compounden, hvor vi skal undervise "Intensive English Program", et lille hold, der kan starte et år før teologistudiet med intensivt engelskundervisning, så de er bedre forberedt på teologistudiet, hvor meget af undervisningen foregår på engelsk.

Anden uge bestod hovedsageligt af et 10 timers lynkursus i amharisk på en sprogskole, hvor vi havde den sødeste lærer, Tarhas. Hun brugte meget pædagogiske metoder med legetøjsdyr og dukker, og det virkede ret godt. Det føltes lidt som at være tilbage i første klasse og lære alt fra bunden, men Tarhas var meget tålmodig med os, og vi fik lært en masse. Nu skal vi bare blive ved med at øve os - så skal vores amharisk nok blive godt.

Vi har været enormt positivt overraskede over den etiopiske kultur. Etiopierne udstråler en stor varme og hjælpsomhed, når man møder dem, og vi føler os meget velkomne i deres kultur, på trods af vores mange forskelligheder. Når vi går på gaden, er de meget nysgerrige og vil gerne snakke med os. Man bliver hurtigt inviteret på kaffe af de mennesker, vi har lært at kende.

Vores første tid hernede har også budt på nytåret 2018, da Etiopien følger en anden tidskalender end os. Derfor har der været en festlig stemning i byen, og vi har fået brugt den amhariske hilsen ”Melkam Addis Amet!” (godt nytår) en hel del. Nytårsdag blev vi inviteret på middag hos Berit og Mehret-Ab, som serverede injera for os – Etiopiens nationalret, som de fleste spiser hver dag. Vi blev endnu en gang positivt overraskede! Vi var vilde med det og har siden bestilt injera et par gange på restauranter. Det er stærk mad, men vi er ved at mestre det og har lært at spise det med fingrene.

Dagen efter vores ankomst tog vi med Berit til Deborah Centeret, som er et rehabiliteringscenter for tidligere prostituerede piger/kvinder. Vi skal besøge centeret et par gange om ugen. Vi var forberedte på en stor sprogbarriere, da de ikke taler engelsk, og vi ikke taler amharisk endnu. Men vi blev overraskede over, hvor mange grin, smil og krammere, vi kunne udveksle. Det bliver et sted, vi ser frem til at besøge hver uge.

Mødet med den etiopiske kirke:

Kulturen er også meget anderledes i kirkerne. Den første søndag tog vi med Berit og Mehret-Ab i kirke, hvor vi blev mødt af meget højlydt, men smuk lovsang, en energisk og råbende præst samt klap og dans. Energiniveauet er langt højere end det, vi er vant til, og man kan ikke andet end at smile af den gode stemning og blive rørt over etiopiernes tydelige passion og kærlighed til Gud. Vi prøvede ihærdigt at følge med i prædikenen, der foregik på amharisk, mens Berit og Mehret-Ab løbende oversatte for os. Efterfølgende hilste vi på de forskellige mennesker i kirken, som Berit og Mehret-Ab kender (de kender utrolig mange søde mennesker).

Den anden søndag besøgte vi en outreach-kirke, hvor gudstjenesten foregik på oromo (endnu et af Etiopiens 86 sprog). Vi vil besøge denne kirke et par gange for at hjælpe med deres børneprogram. Kirken var meget lille, og ligesom i den første kirke, forløb gudstjenesten højlydt med dans og klap. Byen Addis vokser ekstremt hurtigt, og der er derfor mangel på kirker i udkanten af Addis. Derfor er dette outreach-program blevet startet med det formål at bygge flere kirker i udkanten af byen, så flere kan komme i kirke, da den protestantiske kirke også vokser hurtigt. De ønsker vores forbøn for at få ressourcer og muligheder til at bygge disse kirker og for Guds vejledning i deres arbejde. Vi takker Gud for, at der er mennesker her, der brænder for at skabe disse kirker, så befolkningen har mulighed for at komme i kirke og dyrke deres relation til Gud sammen med andre.

Vi har haft en vidunderlig start hernede i Addis gennem alle disse oplevelser, og vi ser frem til mange flere, når vi nu starter officielt på vores program i denne uge. Vi føler os trygge og taknemmelige med en masse varme og gæstfrie mennesker omkring os, og vi kan allerede nu mærke, at dette bliver en oplevelse for livet.