Bagland! - A' hvad for et land?
At være bagland handler ikke om én bestemt rolle eller indsats. Det gælder alle os, der på en eller anden måde har været i berøring med Promissio.
Af generalsekretær Kent Kjær Andersen
I begyndelsen af januar deltog jeg i Evangelisk Luthersk Lederkonference sammen med formænd og ledere fra mange andre danske kirkelige organisationer. Det var nogle gode og inspirerende dage. Ét af de emner, der dukkede op flere gange undervejs, var bagland . Men hvad betyder det egentlig? Hvad er et bagland – og hvem består det af?
Som du kan læse længere inde i bladet, nærmer missionskonferencen Udsyn sig, og i den forbindelse afholder Promissio også generalforsamling. Er det deltagerne her, der udgør Promissios bagland? Eller er baglandet snarere alle jer, der år efter år trofast giver en gave til Promissios arbejde?
Måske er baglandet jer, der tidligere har været GDT’ere eller CCT’ere og stadig bærer erfaringerne og engagementet med jer ? Hvad med alle jer, der er aktive i Promissios genbrugsbutikker, jer der binder adventskranse til fordel for arbejdet, eller jer der tramper i pedalerne til sponsorløb? Er baglandet dig, der brænder for mission, for Etiopien eller Liberia – eller måske bare for en god kop kaffe i godt selskab?
Og hvad med dig, som sidder og læser dette og måske aldrig før har hørt om Promissio – er du også en del af baglandet?
Jeg tror, svaret er ja. At være bagland handler ikke om én bestemt rolle eller indsats. Det gælder alle os, der på en eller anden måde har været i berøring med Promissio – uanset hvordan det ser ud. Uanset om du støtter økonomisk, følger arbejdet på afstand, deltager aktivt , eller bare kortvarigt er kommet forbi Promissio på din vej.
Det er baglandet, der gør det muligt fortsat at være aktiv i både Liberia og Etiopien, og som bærer arbejdet – i bøn, engagement og handling. Med baglandet er der en fremtid , ikke kun for Promissio , men særligt for mennesker i både Danmark, Liberia og Etiopien.
Så tak fordi du også er med.