Sidste tur til South East

I Liberia lever vi i en kultur, hvor tilstedeværelse er altafgørende, og når skolerne ikke kan komme til os, så må vi komme til dem.

I skolesystemet i Den Lutherske Kirke har vi 27 skoler fordelt over hele landet. Flest er i Bong County og Lofa County, men vi har også nogle i Nimba County, og i hvad der er kendt som South East – den sydøstlige del af Liberia.

Her har vi fire skoler, men de har aldrig haft besøg af os fra hovedkontoret i Monrovia. Vi har kun været i kontakt pr. telefon, brev og ved at nogle af lærerne og/eller skolelederne har været med til nogle af vore workshops.

Det blev der heldigvis lavet om på, da vi fra den 25. februar til den 2. marts fik mulighed for at tage en tur til Zwedru, Fish Town, Pleebo og Barclayville.

Lærerne havde i det mindste fået løn

Efter at have afholdt vores workshop i Phebe tog Alfred (leder for skolesystemet), Philip (School & Instruction Officer – aner ikke rigtig, hvordan det sådan lige skal oversættes), Joseph (chauffør) og jeg af sted for at besøge vore skoler i de fire byer.

Vi er i slutningen af tørtiden, så vejenes beskaffenhed er helt ok. Det er kun en bette del af vejen, som er asfalteret, så vi kørte ad meget støvede og humpende veje. Mange steder blev der arbejdet med at forbedre vejene, og det er absolut nødvendigt! Især fordi vi nærmer os regntiden.

Vi kom til Zwedru, og her delte vi (Alfred, Philip og jeg) os op, sådan at Alfred og Philip overværede flere undervisningstimer for at danne sig et billede af, hvordan standarden er på stedet. Jeg tog mig af den finansielle side af skolens arbejde sammen med finansmanden og hans medhjælper. Vi gennemgik indtægter og udgifter for at få en ide om, hvordan skolen ”løber rundt”.

Som ved alle vore skoler er der udfordringer med at få skolepengene hevet ind – forældrene er ikke altid så villige til at betale til tiden. Men helt dårligt så det ikke ud. Og lærerne havde fået udbetalt deres løn for februar, og det er noget, vi er meget opmærksomme på. For lærerne får så lille en løn, at man skulle tro det var løgn, og hvis de så ikke engang får den til tiden, hvordan i alverden skal de så overleve?

Børnehaveklasselæreren har 80 elever

Der var flere temmelig store udfordringer for folkene ved skolen i Zwedru. Bl.a. så stod børnehaveklasselæreren med eneansvar for over 80 børn! Og ikke nok med det, men ikke alle børn havde et sted at sidde, så en del sad på jorden, for gulv er der heller ikke i ’klasseværelset’.

Den offentlige person, som er ansvarlig for undervisningen af børn i Liberia, har truet med at lukke skolen, hvis ikke forholdene bliver bedre snart. Og det giver jeg ham immerhen fuldstændig ret i. Nogle af klasseværelserne er kun adskilt med en flettet måtte, så forestil jer lige, hvilken larm der vil være, når omkring 200 elever fordelt i tre klasser har undervisning på samme tid?! For slet ikke at tale om de udfordringer, lærerne har!

Om eftermiddagen havde vi møde med lærerne, skolelederen og de ledende i kirken. Et godt møde, hvor de fortalte om deres udfordringer og ønsker, og hvor vi fra skolesystemet lovede dem, at vi vil hjælpe dem med det, vi er i stand til – det drejer sig især om lærebøger til lærerne og andet materiale til brug i undervisningen.

Kongelige modtagelser og stærke nødder

Turen gik næste dag videre til Fish Town. Her fik vi en kongelig modtagelse! Børnekoret kom marcherende ind i kirken, hvor vi sad. Hele skolen var involveret. Vi blev hilst velkommen på den traditionelle måde – cola-nødder dyppet i peber! Hu-ha det var stærkt!

Her ”kørte” skolen rigtig godt, og de var særdeles taknemmelige for, at de ikke er glemt af skolesystemet! I Liberia lever vi i en kultur, hvor tilstedeværelse er altafgørende. Det er vigtigere at være fysisk tilstede, end at sende mail, brev eller tage telefonen.

Også her mødtes vi med både skolefolk og kirkefolk. Og vi følte os særdeles velkomne. Udfordringer er der altid en del af, og det var godt at få snakket ting igennem – også godt at kunne sige, at LCLSS ikke kommer for at give svar på alle spørgsmål eller for at løse alle problemer. Det skal vi gøre sammen – alle har vi et ansvar, som vi må tage på os.

Så gik turen til Pleebo. Også her fik vi en skøn modtagelse og blev budt velkommen på den traditionelle måde – cola-nødder dyppet i peber (læs: chili!).

Et klasselokale uden bænke

Sidste by før hjemturen var Barclayville. Det er godt nok en ”begynderskole”, de har der. Egentlig meget hyggeligt, synes jeg – de andre i teamet var absolut ikke enige med mig! Skolen har kun klasser fra kindergarten til 3. klasse. Og det hyggelige ved det er, at de har tre små huse – et til hver af klasserne. De små elever mødes i kirkerummet – og her sidder de på gulvet, for der er ingen stole eller bænke.

De små huse har bænke lavet af bambus, og heller ikke her har de borde. Ikke de bedste forhold at holde skole på, men de gør deres bedste – og nogen gange kan man ikke forlange mere af os mennesker. Så må vi i skolesystemet træde til og give dem den hjælp, vi er i stand til. Så folkene i både skolen og kirken var særdeles glade for at se os og for at fortælle om deres lutherske skole i byen.

Når de ikke kan komme til os, må vi komme til dem

Et behov, som er super aktuelt, er, at lærerne i denne del af landet får mulighed for at få nogle kurser, ikke bare i hvad de skal undervise i, men også hvordan, de skal undervise.

Det er så ufattelig dyrt, at få transporteret disse af vore lærere til de kurser, vi afholder, så derfor er det nødvendigt, at der kommer nogle undervisere fra skolesystemet ud til dem. Men selv om det er billigere, så skal der jo stadig bruges penge, og jeg håber meget, at skolesystemet vil kunne prioritere sådan, at vi kan række ud til disse lærere for at opmuntre og udruste dem til det arbejde, de står i, og som vi i skolesystemet har ansvaret for.

/Ingrid

Tags