Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig

Fra korridoren lyder det som om, at nogle mennesker skændes inde i kontoret. Stemmerne er meget høje og insisterende, der råbes oveni hinanden...

...Jeg går ind ad døren. Nogle knæler ved stole og andre går rundt med øjne lukkede og hænderne foldede eller løftede. Det er ikke et skænderi men den daglige morgenbøn. Jeg sætter mig på en stol og deltager i stilhed.

Som dansker med en evangelisk luthersk tradition i bagagen vækker det eftertanke at deltage i bøn med etiopiere. Hvis man ser et bedemøde i en kirke eller missionshus i Danmark er synet væsentligt anderledes. Alle sidder på en stol, mange med bøjet hoved, lukkede øjne og foldede hænder. Det er kun en ad gangen, der beder højt, så alle kan høre med – stemmen sænkes ofte i bøn. Det står i stor kontrast til den højrøstede bøn, hvor alle beder højt på samme tid, råber og synger, går og knæler, som man oplever ved kristne brødre og søstre i Etiopien. ”I Jesus navn!”, ”Halleluja!”, ”Ære være Gud!” lyder det om og om igen og fylder ud i bønnen imellem at forskellige leder den.

For mig afspejler den måde, bønnen højtråbende foregår på, og den megen tid, der bruges på daglig bøn her, en insisteren, der leder tankerne over på Jakob. Jakob kæmpede med Gud en hel nat og sluttede af med at sige ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” (1. Mos. 32,27). På samme måde har jeg oplevelsen af, at bøn for mange kristne etiopiere er en interaktion med Gud, hvor de siger det samme.

Der er en stærk tro på bønnens magt. Og det er så skønt et vidnesbyrd for mig - til stor inspiration og efterlevelse. Noget vi bestemt kan lære af! Samme tid kan jeg også opleve tendensen til, at der eksisterer en tanke om, at ”jo mere / bedre / højere jeg beder, jo mere velsigner Gud mig immaterielt og materielt”. En noget-for-noget tro, hvor Gud giver mig helbred, penge, uddannelse osv., hvis jeg beder godt nok og lever fromt. Det er en faldgrube, vi alle kan komme i, og måske er det særligt en udfordring i afrikanske lande, hvor herlighedsteologiske strømninger har indflydelse. En tro på, at hvis vi præsterer overfor Gud, giver han noget igen. I stedet må vi vide, at Gud allerede har givet os alt, vi har, og frelsen for intet, og vi måde bede til ham, som hans børn uden at skulle præstere. Gud slipper os ikke, og han har allerede velsignet os.

Jeg er taknemmelig for mine søstre og brødre i Herren, som er trofaste i bøn, og med denne refleksion vil jeg opmuntre til, at vi alle frimodigt beder til Gud – på den måde som det falder os mest naturligt.

/Katrine

Del denne side

Katrine og Christian Holmgaard

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier