Bjældeklang har vi da …

Når det er varmt som en dansk sommer, kan det godt være lidt svært at komme i julestemning

Etiopien Hverdag i Afrika

Kære venner

Mange af hestevognene her i Bale Robe er forsynet med bjælder, men bortset fra den mere eller mindre konstante bimlen fra dem er der ikke meget i gadebilledet af det, vi ofte forbinder med jul. I Etiopien følger man den ortodokse kirkekalender, så julen falder to uger senere end i Danmark, og det er derfor første søndag i advent i dag.

Modsat Danmark fejres jul i Etiopien, når det er jul, og ikke fra begyndelsen af oktober, så alt er stadig ved det normale her – på gaderne såvel som i kirken. Derfor er vi forberedt på en brat overgang, når vi lander i Danmark fredag morgen – kun fire dage før juleaften!

Vi prøver at varme lidt op til det danske juleræs med lidt adventshygge i stuen om søndagen, eller – for at være helt ærlig – så er det mest for at få lidt ro på i en lidt for travl hverdag. I dag står den på ristede hvedeboller med dansk Lurpak-smør (mærket ”God jul” på pakken), mens vi har tre lys tændt i vores lidt interimistiske adventskrans, og der er citroner og hvide kallaer på bordet … og så topper vi lige det hele med ”Notting Hill” på DVD-afspilleren. Måske sætter vi endda Carolas julekoncert på, når filmen er færdig?

Bortset fra det er det tankevækkende, hvor meget vi faktisk forbinder julen med alt andet end det, den faktisk drejer sig om! Bare det at det er pænt varmt i vejret (undtagen om natten og når det regner) gør, at julestemningen har lidt svært ved at indfinde sig – selv om julevejret her helt sikkert er mere autentisk end det danske …

Tirsdag morgen kører vi til Addis Abeba, hvor der er et par dages arbejde, hvorefter vi flyver mod Danmark torsdag aften. Vi glæder os til at nyde fjorten dages tiltrængt ferie hen over jul og nytår sammen med vores børn og forældre, resten af familien og gode venner. Den 6. januar går det løs igen med mødevirksomhed, missionærkonference m.m., indtil vi flyver tilbage til Etiopien igen den 17. januar.

Til den tid er der godt to uger, til jeg skal begynde at arbejde på hospitalet i Goba, og til GDT’erne kommer til Robe og påbegynder tre forhåbentlig spændende og udbytterige måneder her.

Tak for forbøn og medleven fra Danmark

Tak for:

  • at det går godt med byggeriet af Mana Galataa
  • at vi er ved at være installeret i vores hus i Bale Robe
  • at GDT-huset, som er lejet til holdet i 2020, snart er færdigt, og at vi allerede er godt i gang med at flytte ind i det
  • at vi er sunde og raske

Bed for:

  • at vi må få nogle gode uger i Danmark – både med ferie og arbejde
  • det sidste arbejde med at få GDT-huset gjort helt klart til begyndelsen af februar
  • vores indgang i det forskellige arbejde her i Bale Robe – med GDT, på hospitalet og i Mekane Yesus-kirkens synode mere generelt

 

10. oktober 2019 / Bjarne

Tags

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier