Coronatider - også i Etiopien

I Etiopien er vi ligesom I i Danmark også i corona-mode. Vi hilser ved at holde en hånd på hjertet, mens vi bukker let.

Nogle folk på gaden råber "corona" efter os I stedet for det sædvanlige "ferenj" (som betyder udlænding), da nogle forstår det sådan, at de hvide er dem, der smitter. Det hjælper som regel, når vi på amharisk eller oromo forklarer, at vi faktisk var her før corona overhovedet blev opdaget i Kina.

Sidste uge var noget hektisk og forvirrende, da vi skulle finde ud af, hvad vi skulle gøre med vores GDT-elever og vores volontør. Det endte med, at vi tog tre dage ved Langano-søen med både program og hvile. Det var en god måde at tage afsked med de gode unge mennesker, som vi var kommet til at holde af. Gud gav os gode dage i alvor og sjov, indtil vi torsdag aften kunne sende dem afsted fra lufthavnen i Addis Abeba. Efter ankomst til Danmark blev de unge sendt i karantæne med god undervisning på nettet. I denne uge ved tidligere DEM-missionær Bodil Skjøtt og næste uge ved vores studentermedarbejder og stud.theol. Andreas Knudsen.

Fredag kørte vi hjem til Robe, og søndag tog Bjarne til Addis for at passe Promissios arbejde der. Han kommer hjem igen i dag, onsdag.

Etiopiske skoler er lukket pga. fare for coronavirus. Derfor er general assistant Abinezers kone Medhanit ikke på arbejde. Hun kom i dag og bankede på porten sammen med sin datter på fire år, Dagmawit. Hun vidste, jeg var alene, og for etiopiere er det at være alene noget af det værste, så hun kom for at holde mig med selskab.

Under armen havde Medhanit en "sefed", som jeg for længe siden havde spurgt, om hun mon kunne fremstille. Det mente hun nok, hun kunne, og resultatet var da også rigtigt godt.

Min ide er, at Medhanit skal kunne tjene lidt penge på at lave sådan en sefed af græsstrå i forskellige designs til hvert af de ti værelser på Mana Galataa. Gæster skal kunne købe den, der hænger på værelset, og så går overskuddet til at dække udgifterne på Mana Galataa, og Medhanit kan fortsætte med at lave flere sefed'er.

Vi beder også her i Etiopien for udryddelse af coronavirus og for dem, der er ramt verden over. Mens vi må holde os lidt i ro, kunne vi nok alle bruge mere tid på bøn, tænke på den, der sidder alene og måske endda tænke på, hvordan vi på forskellige måder kan være i mission.

/Lotte

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier