Der knokles med det sidste af Mana Galataa

Byggeriet af Mana Galataa går stadig fremad - den helt rigtige vej - og det er vi taknemmelige for!

Helt overordnet er status, at rigtig mange ting næsten er færdige, og at den del af arbejderne, der er uuddannede daglejere meget snart er færdige med deres del af arbejdet. Der er dog også mange ting, som endnu ikke er færdige. Men vi forsøger at få lavet så meget som muligt inden jul. 

Lidt dryp:

  • Lottes forældre er flyttet ind i to af værelserne i værelsesbygningen, og Lottes mor har indviet den lille terrasse, der hører til. I alt skal der være 10 små terrasser på stedet. Lottes mor har også syet gardiner og hjulpet til med madlavning. 

  • Vi er selv flyttet ind og har efterhånden fået de fleste stikkontakter, afbrydere og lamper på plads, dog med undtagelse af loftslamperne i stuen. Vi venter (stadig) på, at elektrikeren skal komme igen og sætte lamper op stort set overalt på Mana Galataa. Der, hvor det er absolut nødvendigt, har vi selv været i sving.

  • Vi venter stadig på alle indvendige døre, men efter sigende kommer de snart...

  • Den lokale (meget dygtige!) snedker er i gang med at lave skriveborde til vores kontor, sengeborde til vores soveværelse og et utal af skabe til hele Mana Galataa.

  • Vi får lidt vand fra nabogrunden, men som I kan se på et af billederne er vi helt klar til at få vores egen vandforsyning koblet til. Vi ved bare ikke lige, hvornår det bliver … Når elektrikeren kommer skal vi også have koblet vores ”husvandværk” på, så vi kan få noget mere tryk på vandet i hanerne. Lige nu kan det godt tage et stykke tid at blive våd, når man stiller sig under bruseren. 😊

  • Arbejderne er i gang med at lave gangstier mellem husene, og så skal vi ellers have jævnet og renset jorden, så vi kan komme i gang med græs og forskellige planter. Indtil videre er det kun vores private have, der er begyndt at ligne noget med vores fem bananpalmer, lidt papyrus og nogle forskellige liljer og andre blomster.

  • Parkeringspladsen lige inden for porten er stadig mere bygge- end parkeringsplads.

  • Når vi får sat lys og gardiner m.m. op i alle værelserne og i undervisningsbygningen, kan vi begynde at tømme spise- og dagligstue for alle de mange ting, der er opmagasineret der.

Det bliver godt (og er det allerede!), men vi skal nok få tiden til at gå, indtil vi efter planen rejser til Danmark omkring midten af december. 😊 Lottes forældre tager også virkelig godt fra, og arbejder alt for meget for folk i deres alder. Lotte far fylder 84 den 30. november!

 

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier