Først nedad og så (snart) opad

Der er kommet godt gang i byggeriet af "Mana Galataa" i Bale Robe

Etiopien Projekter

Kære venner

I forbindelse med papirarbejdet for at opnå arbejds- og opholdstilladelse i Etiopien, som ikke altid er så ligetil en ”fornøjelse”, var jeg nødt til at køre en tur til Bale Robe i tirsdags og tilbage igen i går onsdag. Da jeg nu alligevel var i byen, benyttede jeg lejligheden til at kigge forbi vores byggegrund og få en lille snak med bygmesteren, Sisay Asefa.

Der er godt gang i arbejdet, som indtil nu har været mest nedadrettet:

Grunden er blevet planeret, og en del af den bygning, der stod der i forvejen, er blevet revet ned. Resten af bygningen bruges nu som lager og bolig for vagten på stedet, men fjernes senere, når der er bygget en anden bygning som erstatning for denne i den anden ende af kirkens grund på stedet.

Der er også blevet gravet en brønd. Det var kun nødvendigt at grave ca. 4 meter ned, før man ramte vand, men det er så også af så dårlig en kvalitet, at det kun kan bruges til byggeriet. Hvis man skal finde drikkevand, skal man efter sigende 80-100 meter ned, så det er en helt anden historie.

Endelig er der også en række store eukalyptustræer, der skal ned. Det skal de primært, fordi rødderne ellers kan ødelægge bygningerne, men også fordi vi gerne vil undgå ”regnen” fra de store flokke af gribbe, der holder til i træerne.

Men nu går det snart opad:

Allerede i tirsdag begyndte arbejderne at ”sætte af” til bygningerne, så vi forventer at kunne se noget stikke op fra jorden, når vi efter planen besøger Robe igen om et par uger.

Tak for forbøn og medleven fra Danmark

Tak for:

  • at der er kommet godt gang i arbejdet med byggeriet af Mana Galataa

  • at tingene stille og roligt falder på plads, selv om ofte går lidt for langsomt efter vores smag

  • at GDT-huset, som er lejet til holdet i 2020, også begynder at blive færdigt

  • at vi er sunde og raske

Bed for:

  • vores tre sønner i Danmark, og at de må få en rigtig god tur herned fra i morgen og en god uges tid frem

  • det fortsatte arbejde for at op arbejdstilladelse og opholdstilladelser, hvor der stadig er et stykke vej tilbage

  • at vi fortsat må finde tid og kræfter til at passe både sprogskolen og arbejdet ved siden af

10. oktober 2019 / Bjarne

Tags

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier