Godt nytår!

En lille nytårshilsen fra Etiopien

Etiopien Ferie og fritid

”Endnu et år et gået …”

”Her på denne årets sidste dag …”

De fleste danskere forbinder helt sikkert datoen den 11. september med det forfærdelige terrorangreb i New York for efterhånden 19 år siden, men her i Etiopien er det faktisk nytårsdag i dag. I dag er datoen således den 1/1 – 2013 ifølge den etiopiske kalender, og i går var det den 5/13 – 2012.

Etiopien har et turistslogan, der hedder ”13 måneder med solskin”, og det hænger sammen med, at året består af 12 måneder á 30 dage plus en lille måned, Pagume, på fem dage (seks, hvis det er skudår, og så falder nytårsdag på den 12. september i stedet.) Pagume har dog ikke rigtig månedsstatus, og man betaler for eksempel ikke husleje for denne ”måned”. Til gengæld er der mange kristne, der benytter den til bøn og faste!

Her i landet fejrer man ikke så meget nytårsaften, som traditionen byder i mange andre lande, men i højere grad nytårsdag. Billedet viser Betsega og Abigya, der er er de to yngste børn af vores venner, som vi spiste nytårsmiddag hos i dag. De er i gang med at lave kaffe med mælk, som det sig hør og bør efter en god middag her i Bale-området, hvor vi bor.

For de ortodokse kristne, der faster hver onsdag og fredag, er det dog et lille problem, at nytårsdag i år falder på en fredag. Det klarer man ved at udskyde nytårsfejringen til i morgen lørdag, så der alligevel kan blive rigtig fest med kød og hvad, der ellers hører sig til.

Stort set alle tager hjem til familien for at fejre nytår, og det betyder, at arbejdet ofte står stille i adskillige dage, selv om det i princippet kun er selve nytårsdag, der er en officiel fridag. For vores byggeri af Mana Galataa betyder det for eksempel, at arbejdet står helt stille i hele denne uge, og at vores bygmester, Sisay Asefa, er væk fra byggepladsen i næsten to uger.

Sisay er i Addis Abeba for at fejre nytår og skal blandt andet købe fliser til gulve og vægge, mens han er der. Pengene er sendt fra Danmark og er også ankommet på kontoen tilhørende kirkens synodekontor i Dodola, som er dem, der administrerer al økonomien omkring byggeriet. Problemet er bare, at der skal bruges to underskrifter for at overføre pengene til Sisays konto, og der er kun én af dem, der kan skrive under, som ikke er taget hjem på nytårsferie, så Sisay kan først få sine penge i begyndelsen af næste uge. Planen var ellers, at han skulle købe fliserne i denne uge, så han kunne være tilbage på byggepladsen mandag.

Sådan er der så meget, og nogle gange kan det godt være lidt af en prøvelse for to danske ”control freaks”, at man selv har så lidt kontrol over, hvad der sker, og – ikke mindst – hvornår det sker …

Tak for forbøn og medleven fra Danmark – og godt nytår!

Tak for:

  • at vi har fundet ind i en nogenlunde fast hverdag her i Robe
  • at byggeriet af Mana Galataa går fremad, selv om planerne ustandseligt må laves om
  • at Mekane Yesus-kirkens præsident, Pastor Yonas, nu er helbredt for sin Covid-19-sygdom, og at ingen af de andre 10 personer i hans husstand er blevet smittet
  • at vi har gode venner her i Robe, som vi har kunnet fejre nytåret sammen med
  • at Hans har fået en elevplads i JYSK i Ikast fra den 21. september
  • at vi er sunde og raske

Bed for:

  • corona-situationen i Etiopien, hvor tallene for nye smittede stadig stiger, samtidigt med at mange mennesker på nogle områder er blevet trætte af alle restriktionerne og er begyndt at slække på sikkerheden igen
  • at det må gå godt, når jeg i næste uge skal til Addis Abeba for at prøve at få forlænget min arbejdstilladelse, som også er grundlag for begge vores opholdstilladelser
  • at byggeriet af Mana Galataa fortsat må skride fremad, og at den nye(ste) tidsplan må holde, så vi kan flytte ind omkring den 1. november

11. september 2020 / Bjarne

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier