"Hvorfor kommer I ikke bare hjem?"

Danmark Etiopien

”Hvorfor kommer I ikke bare hjem?”

 

Det er en sætning, vi har hørt fra forskellige danskere i Danmark på det seneste, og spørgsmålet er da heller ikke irrelevant. Baggrunden for spørgsmålet har været forskellig, men blandt andet har det at gøre med coronakrisen og opfattelsen af, at jeg (Lotte) jo nok ikke har noget særligt at lave, når nu vores Global Discipleship Training (GDT)-elever måtte sendes til Danmark. Nogle forventer også, at det naturligvis er Danmark og ikke Etiopien, der er vores hjem, når nu vi har vores familie der, og vi taler dansk 😊. Jeg vil forsøge at reflektere lidt over det og svare på nogle af disse spørgsmål i denne blog.

Jeg er sikker på, at spørgsmålene er velmente og udtryk for omsorg, men de kan også for os føles ret anfægtende. Det kan godt gøre noget ved nattesøvnen i denne ende, fordi vi føler, vi skal forsvare os og stå til regnskab, og det magter vi ikke altid. Denne blog er ikke en forsvarstale, men et forsøg på at lette lidt på låget for vores personlige tænkning. Så velkommen til et kig ind i min (og til dels også Bjarnes) hjerne og hjerte 😉.

For det første: Lige nu er ”hjem” for os i Etiopien. Det er her, vi bor. Vi har venner her, både etiopiere, skandinaver, eritreere, italienere og folk af andre nationaliteter. Vi har et liv her med både fritid og arbejde. Det første har vi ganske vist ikke set forfærdeligt meget til, før nu 😉. Vi har flyttet meget de senere år med henblik på at etablere et ressourcecenter i Bale Robe, nemlig Mana Galataa – og et hjem for os selv. VI er rigtigt glade for vores lejede hus i Robe og føler os hjemme der både fysisk og socialt. ”Hjem” er også sammen med vores voksne børn – det skal der ikke herske nogen tvivl om.

”Jamen, jeres børn, forældre, storfamilien og vennerne er da i Danmark. Er I bare ligeglade med dem?”, kunne nogen tænke. NEJ, det er vi på ingen måde! De er alle sammen meget vigtige for os. Vi savner dem/jer. Vi er meget ofte i kontakt med dem, ind imellem flere gange dagligt, til andre tider nogle gange om ugen. At chatte over internettet er ikke det samme som at sidde i samme stue, det ved alle i disse tider. Men det er nu faktisk værdifuldt, at vi har de muligheder, som man ikke havde i min barndom, da jeg sammen med mine forældre og søskende i 70’erne boede i Etiopien. Vi taler med dem om deres og vores behov. Jeg kan ikke sige, hvad de tænker, for det kan kun de. Men vi spørger jævnligt vores børn: ”Hvad har I brug for?”, og svarer de f.eks., at de har brug for at vi kommer nu, så kommer vi NU. Det har vi (Bjarne) allerede gjort en gang. De kan også have brug for penge til en gang fredagsslik, så det gælder stort og småt, når vi taler om deres behov.

”Jamen du har vel ikke noget at lave, Lotte – så du kunne vel komme hjem!” For det første: Etiopien er som allerede nævnt ”hjem” lige nu. For det andet: det er helt korrekt, at jeg har væsentligt mindre at lave, end da GDT’erne var her. På det tidspunkt arbejdede jeg rigtig mange timer om ugen – med glæde, men også med træthed til følge. Nu arbejder jeg meget færre timer og kan komme ned i gear, og da jeg også er et almindeligt dødeligt menneske, trængte jeg faktisk til det for nu at være ærlig 😉. Der bliver også lidt mere tid til at være sammen med Bjarne, hvis arbejdsmængde dog ikke er blevet væsentligt mindre. Jeg kan ikke gøre hans arbejde, men jeg kan støtte ham, passe hjemmet, nu hvor vi har sendt vores hushjælpere hjem pga. corona, og jeg kan snakke med ham om arbejde, liv og tro. Og så har vi også lige et byggeri at passe, der kræver at vi skal tage mange beslutninger, holde byggemøder, købe køkkener, arrangere transport af materialer og meget mere. Jeg har for resten lige en opgave til jer her: Kan I ikke hjælpe os ved at stemme på den murport til Mana Galata, I synes er pænest på de (dårlige) billeder, der er med i denne blog?

”Jamen, coronakrisen kan blive slem i Etiopien, og hospitalssystemet er ikke gearet til at tage imod en masse patienter på intensivafdelingen.” De fleste tænker nok primært på mit og Bjarnes helbred og konsekvenserne for familien i Danmark, hvis vi bliver syge – og tak for det! Det tænker vi også på. Vi tænker både på os selv, vores børn og forældre og konsekvenserne for os alle, hvis vi bliver syge, og derfor passer vi meget på, hvordan vi gebærder os. Vi har håndsprit, masker, handsker og masser af sæbe. Vi overholder sikkerhedsafstand. Vi tager ikke med propfyldte indenrigsfly til Addis Abeba, når vi skal hertil, men tager den 7 timer lange køretur i egen (Promissios) bil i stedet. Men vi tænker også på de rigtigt mange etiopiere, der også kan blive syge. Der har Bjarne en meget vigtig rolle. Han skal være med til at sikre at Goba hospital, der betjener cirka 2 millioner mennesker kan tage imod corona-patienter og andre patienter på bedst mulige måde. Det er et job, der indebærer en vis risiko. Dog har Bjarne ikke patientkontakt, og han bærer værnemidler hele tiden.

Vi tror ikke, vi kan redde denne verden, hverken Danmark eller Etiopien. Vi er bare små brikker i et puslespil, hvor vi forsøger at gøre det, vi kan og magter. Vi tror til gengæld på, at vi har en Gud, der har alt i sin hånd. Og der hvor vi fejler, er utilstrækkelige, prioriterer forkert, kommunikerer dårligt, der gør Gud det rigtige. Han slår til, Han prioriterer rigtigt og kommunikerer perfekt. Ikke alene det, men Han kan også bruge vores små bidrag til noget godt. Det vil vi spørge jer om at bede for, for os og for jer selv.

Det var lige nogle tanker ud af mit hoved på denne tirsdag, hvor vi sidder i Addis Abeba med lidt forskellige opgaver. (Blandt andet skal jeg i dag skrive på en artikel til Promissio og - hvis der er tid - arbejde med regler og priser for indkvartering og bespisning på Mana Galataa, og i morgen står den måske på haveplan 😊).

Hav en dejlig dag, hvor I er! Bær over med os og hinanden. Tro på, at folk omkring jer vil det bedste. Tro på, at vi ikke er alene, men har en far i himlen, som er hos os midt i det sårbare, midt i de ting, hvor vi bare må forsøge at sætte foden ned i et tåget landskab og håbe og bede om, at vi rammer rigtigt.

 

Kærlige hilsner, Lotte

P.S. Husk at stemme på en port!

                         

 

 

 

 

Tags

Del denne side

Lotte og Bjarne Carlsen

Missionærer i Etiopien

Seneste kategorier