Privilegeret i en fattig verden

Hvordan forholder vi os til at være privilegerede i en fattig verden?

Ja - nu skal vi til det igen: Vi skal diskutere situationen for de fattige og hvordan vi forholder os til det.

Somme tider føler jeg mig som nazilederens søn på 5 år i filmen, ”drengen i den stribede pyjamas”. Den handler om 6-årig søn af en tysk nazi-leder bosat i nærheden af en koncentrationslejr, der bliver venner med en 6-årig dreng i lejren. Nazilederens søn forstår ikke konceptet koncentrationslejr, og han synes bare, det er lidt underligt, at hans jødiske ven i lejren altid går i stribet pyjamas. De bliver venner på hver sin side af hegnet, og hver dag bringer den tyske dreng lidt mad, lidt legetøj eller andet til den jødiske dreng. Det forsøder naturligvis livet i koncentrationslejren for ham, men det ændrer ikke den jødiske drengs dystre skæbne, og en dag er han væk...

Sådan tænker jeg lidt om os. Vi kommer til en fattig verden, og vi deler lidt mad og tøj og den slags med vores naboer og medarbejdere. Men de kommer ikke væk fra den fattige verden, de er sat i, og deres liv kan ikke ændres til at blive ligeså privilegeret som vores. Alligevel er der næsten ikke grænser for, hvor gerne etiopierne deler ud af det, de har.

Vi har fået en muslimsk familie som venner. De bor mand, to koner og 12 børn i et hus på cirka 70 m2. Det største rum er reserveret til stue, hvor alle kan samles, og hvor gæster som vi kan inviteres. Vi var på besøg i onsdags, hvor vi fik 7 forskellige retter serveret. Vi fik vasket vores hænder over et forgyldt fad før og efter spisning. Vi fik tilmed en flaske vand hver, før vi satte os ind i bilen for at køre hjem, for at vi ikke skulle blive tørstige på vejen (15 min. Køretur). Der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for os.

Her i weekend’en har jeg så hygget mig med at male en stuevæg i en anden farve, end de andre vægge. Bare fordi jeg synes, det kunne se lidt lækkert ud. Mens jeg stod på stigen og malede og samtidigt kunne kigge ind til vores naboer på den anden side af hegnet, fik jeg lidt ondt i maven. For hvordan kan jeg tillade mig den luksus at male en væg for sjov, mens naboerne bor i rustne blikskure?

Det er ikke fair. Hverken vores muslimske venner, vores medarbejdere, vores naboer eller nogen andre i byen får let ved at ændre deres skæbne. Hvem vil ikke gerne være sikret husly, mad tre gange om dagen, strøm, vand, varmt tøj på kroppen, penge til medicin ved sygdom? Vi danskere forlanger også internet – endda et godt internet, råd til fede ferier, udskiftning af inventar i boligen og meget andet. Det er vi vant til.

Ja, vi kommer med Guds ord, men de fleste af vores bekendtskaber er allerede kristne. Vi forsøger at vise vores naboer, venner og medarbejdere Guds kærlighed, også ved at dele med dem. Men jeg er bange for at vi ikke når vores muslimske venner til sokkeholderne. Og vi kan ikke ændre deres materielle hverdag for alvor, så det holder.

Ja, vi forsøger at vise Guds kærlighed. Ja, vi forkynder evangeliet. Ja, vi kommer med det mest dyrebare. Lad det stå uimodsagt. Men kan det høres, ses og mærkes, når vi lever så forskelligt? Vi har vores på det tørre: vi har alt hvad vi behøver, og vi kan bare flyve til Danmark, hvis vi får problemer.

Jeg kan ikke selv svare ordentligt på spørgsmålene. Jeg tænker bare.

Det var et rodet blogindlæg, men det afspejler måske meget godt, hvad der foregår i mit kaotiske hoved.

 

Tak for:

  • Freden i området, hvor vi bor
  • Gode lokale samabejdspartnere i kirken
  • Godt helbred

Bed for:

  • At valget i Etiopien må foregå fredeligt før, under og efter
  • Vores tur rundt i Østbale parish 3. – 6. juni
  • Vores tre sønnr i Danmark

 

Lotte Carlsen, 31. maj 2021

 

Tags